2. søndag i advent - 1. tekstrække

Prædikant: Thorkil Lundberg

”Herre, vi er kommet her for at møde din kærlighed og sandhed.” Sådan hørte vi det i indgangsbønnen ved gudstjenestens begyndelse. Vi hørte, at vi er kommet her for at møde Guds kærlighed og sandhed. Kærligheden og sandheden er, hvad Gud taler til os i sit ord.

 

Der kan imidlertid være sandheder som vi helst ikke vil høre: Verdens undergang. Den dobbelte udgang – frelse eller fortabelse. Sandheder, som Jesus taler om flere steder.
Verdens undergang. Hvad er nu det her for noget? Vi er i adventstiden, hvor vi alle glæder os til jul. Skal vi så høre om verdens undergang? Har kirken virkelig ikke andet at byde på her i adventstiden? Jo, profeten Esajas forkynder frelseshåbet for verden, som vi hørte det læst fra alteret: ”Men der skyder en kvist fra Isajs stub,…” For midt i al elendighed lader Gud frelseshåbet spire frem med Jesu fødsel julenat.

 

Når vi i dag kan få en ordentlig forskrækkelse over evangelietekstens tale om at mennesker gribes af angst og ”går til af skræk og af frygt for det, der kommer over verden,” skal vi huske på, hvad det dybest set er, Gud vil. For i dag vil Gud kort sagt fortælle os, hvad det er for en ulykke han vil frelse os fra ved at han sender sin egen søn Jesus Kristus til vor verden.

 

Gud vil frelse. Derfor taler han til os gennem sit ord, fordi han vil frelse mennesker. Den lille bibel i Joh 3,16 taler om, at ”således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham.”
Gud vil frelse. Derfor taler Gud i Den hellige Skrift til os for at nå mennesker med sin frelse. Apostlen Paulus skriver til menigheden i Rom: ”Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet.”

 

Skrifterne her er jo Det gamle Testamente. Det var apostlene og de første kristne menigheders bibel, hvormed de forkyndte evangeliet. Netop disse skrifter gav dem udholdenhed og trøst til at fastholde frelseshåbet i Kristus.
Derfor forbliver Herrens ord evindelig. Som Jesus selv siger det i evangelieteksten i dag: ”Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå.” Så stærkt siger Jesus det. Engang får det ende alt sammen, alt det, vi mennesker binder os til og bygger vort liv på her i denne verden. Det skal alt sammen forgå. Men Jesu ord består til evig tid.
I dag hører vi om de sidste tider, og vi kan tænke: Går det ikke lige hurtigt nok med disse billedskift her i adventstiden? Sidste søndag hørte vi Jesu indtog til Jerusalem. I dag hører vi så om hans genkomst ved tidernes ende. Og inden længe skal vi fejre Jesu fødsel i Betlehem.

 

Adventstiden sparer os bestemt ikke for bibelhistorien i dens mangfoldighed. Adventstiden favner bredt. Der er meget, der skal nås inden jul! Meget skal vi se inden det glædelige budskab om Jesu fødsel julenat.
Vi kan forstå, at de sidste tider bliver forfærdelige for mennesker her på jorden. Dog er det ikke kun ulykke og elendighed. For det er samtidig et varsel om, at Jesus snart kommer igen.

 

Vi overraskes måske? Det burde vi i grunden ikke. Søndag efter søndag bekender vi ved gudstjenesten, at Jesus ”skal komme igen for at dømme levende og døde.” Det er måske ikke det, vi tænker mest over i hverdagen: At Jesus kommer tilbage. Men han kommer en dag igen med magt og megen herlighed. Fylder det os med glæde eller bekymring? Jesus siger, at netop ved hans genkomst har vi al mulig grund til løfte vort hoved, fordi vores forløsning nærmer sig. For nu kommer den ny tid med Guds evige rige, hvor der ingen synd og død skal være mere og hvor Guds bolig skal være iblandt menneskene. Da skal vi se ham, som vi her i verden fik som frelseshåb: Jesus, Guds søn.
Der er mennesker, som spørger: Hvorfor er Jesus ikke kommet endnu? Flere steder i Det nye Testamente får vi det indtryk, at Jesu genkomst var meget nært forestående. Hvor bliver han af? Mennesker har op igennem kirkens historie ofte ment, at alle tidens tegn var til stede, så Jesus snart måtte komme. Jesus siger jo selv: ”Jeg komme snart!” Hvor bliver han så af?

 

Svaret er: Gud vil frelse. For ”dette evangelium om Riget skal prædikes i hele verden som vidnesbyrd for alle folkeslag, og så skal enden komme” (Matt 24,14).

Endnu arbejder Gud med at nå mennesker med frelseshåbet i Jesus. Derfor drives der mission herhjemme og i alverden. Missionærer sendes ud. Radiomissionen når mennesker ind over de grænser, hvor missionærer ikke kan rejse ind. Gud er således i fuld gang med at samle sit folk – den menighed, som på den store dag, når Jesus kommer igen, kan løfte deres hoveder og se ham, som blev deres frelses håb.  Tænk hvor stort det er, at være et Guds barn. At vi ved dåben og troen har en plads i Guds evige rige.
Det er nådens tid, hvor vi med stor frimodighed kan forkynde evangeliet om Jesus fra Nazaret. Han som møder mennesker med så stor en kærlighed, at han gik i døden for os. For der hvor Jesus kommer ind i et menneskes liv, sker store undere. Et nyt liv i Ham begynder. Et nyt fællesskab i kirke og menighed begynder. Et liv med Jesus i centrum.
Hvor er Jesus? Det kan til tider være en udfordring for en præst, når ens konfirmander gerne vil have en forklaring på, hvordan Jesus kan være her hos os, når vi i trosbekendelsen siger at han er opfaret til himmels. Hvordan kan han være begge steder? Ja, hvordan kan han være hos alle de kristne her i verden?

 

Martin Luther skriver om Kristi himmelfart: ”Vi må ikke tænke på, at nu er han opfaren og sidder højt deroppe og har overladt sagerne til os. Nej, hans himmelfart betyder jo, at han derved allerbedst er i stand til at regere. Hvis han var blevet på jorden, synligt til stede iblandt os, havde han ikke kunnet udrette så meget, for da ville ikke alle kunne samles om ham og lytte til ham. Men ved sin himmelfart kan han have med alle at gøre, regere over alle, prædike for alle, lytte til alle og være hos alle. Vogt dig derfor for at tænke, at nu er han langt væk fra os. Han er os tværtimod nærmere, end da han gik her på jorden.” (Credo, Troens artikler, s.105). Så er det altså virkelig en sandhed, hvad Jesus sagde til os i dåben: Jeg vil være med dig alle dine dage indtil verdens ende.

 

Tidens tegn og undere er noget, som kan optage mennesker i dag. At granske tegnene i sol, måne og stjerner for at se, hvem vi er eller hvordan vores fremtid vil blive. Tidens tegn og undere kan det være fristende at udforske, for at se om vi kan bestemme tiden for Jesu genkomst. Her vil mennesker tit forveksle Guds vej med vore veje. For Guds vej er, at vi hverken kender dagen eller timen.

 

Gud har givet et andet tegn: korsets tegn. Det tegn, som blev tegnet på os i den hellige dåb. Det tegn, som igen og igen fortæller os, at Gud i Kristus har sonet alle vore synder, så vi har Guds retfærdighed i Ham.
Tanken om den himmelske domstol, hvor Gud skal gøre regnskabet op med det enkelte menneske, kan godt bekymre mange. Tidligere kunne kirken udnytte sig magt ved at sælge aflad, så mennesker i det mindste kunne håbe det bedste og gøre det bare lidt bedre. Hvor er Guds vej i det?
Korset er det sted, hvor vi frikendes. Korset er Guds domstol her i verden. Det særlige ved denne domstol er, at her bliver den skyldige frikendt. Den som kom med sin synd til Jesus mødte i Ham Guds kærlighed og sandhed. Her går et menneske fra døden til livet, fra dom til frelse og evigt liv. Derfor er der ingen fordømmelse for dem, som er i Kristus Jesus (Rom 8,1). OK! Det var altså derfor Gud sendte sin søn til verden. Derfor blev Gud menneske. Det skete for mig.

På denne 2. søndag i advent har vi set, hvor stort et frelseshåb vi ejer i Kristus. Vi skal ikke synke ned i dagliglivets bekymringer. Tværtimod skal vi i ét og alt holde os til ham, som sagde: ”Sandelig, sandelig siger jeg jer: Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet,” Joh 5,24.
Glædelig advent!

 

Salmer: 76-117-273—274-123