2. søndag i advent - 1. tekstrække

Prædikant: Hartvig Wagner

Når Menneskesønnen kommer.

A. Tekstens centrale budskab:
Hav altid det altid overordnede budskab i tanke: Jesus Kristus er Herre! I denne tekst kommer Jesu herredømme til udtryk i v. 33: Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå. Det er tekstens centrale budskab, som både består af et negativt og et positivt udsagn. Begge må belyses grundigt i prædikenen støttet af tekstens og eventuelt kontekstens detaljerede beskrivelse af endetidens begivenheder og Jesu formanende og trøstende udsagn.

B. Tekstens centrale sigte:
Sigtet er, at enhver skal kunne bestå for Menneskesønnen på dommens dag (v. 36). Prædikenen må vise, hvordan Kristus selv vil gøre det muligt. Endvidere rummer teksten opmuntring og trøst til troens folk.

 

2. Mellem tekst og prædiken:

A. Målgruppe:
Se under 1. søndag i advent.

B. Eksegetiske bemærkninger:
1. I teksten bruges to ord om jorden:  = jordkloden og oikoumenæ = jorderig (DO 48), verden (DO 92). Ordet kan også bruges om romerriget og dermed omfatte samfundsordningen, retsvæsnet og hele kulturlivet. Det skal alt sammen gå i opløsning. Også naturlovene (himlens kræfter) skal rystes.
2. Ordet genea (v. 32) har flere betydninger, og verset er som bekendt meget omdiskuteret. Der er ikke givet holdbare grunde imod dets ægthed, men der er fremsat forskellige muligheder for forståelsen. Jesus kan med genea mene jødefolket, som gives håb om frelse – jævnfør Matt. 24,14; Rom. 11,25-26. Udsagnet kan også blot udtrykke forsikring om, at endetidsbegivenhederne vil indtræffe og enden komme. Der vil være mennesker, som kommer til at opleve det, Jesus forudsiger.
3. Vers 36: stå foran Menneskesønnen (DO 92) betyder, som DO 48 og DO 07 oversætter bestå for Menneskesønnen underforstået på dommersædet. Verbet stathænai er også brugt i Luk. 11,18 og Åb. 6,17, hvor DO 92 begge gange oversætter bestå. Hvorfor så ikke her? DO 92 er ikke særlig homogen!
C. Homiletiske bemærkninger:
Det må fremhæves, at den Herre, som skal komme for at dømme levende og døde, er den samme, som allerede er kommet, og som er hos sin menighed lige til enden. Den troende kender sin dommer og ved, at han har ført hans sag, og gruer derfor ikke for dommedag (DDS 229,4). Det er værd at besinde sig på de tre græske ord for det, Jesus bebuder og skildrer: 1) parousia = ankomst, tilstedeværelse, nærvær 2) apokalypsis = afsløring, åbenbaring 3) epifaneia = tilsynekomst. Særligt de to sidste ord understreger det afgørende bibelske, eskatologiske forhold, at Herren, som i det skjulte altid vil være hos sin troende menighed (Kol. 3,3-4), skal vise sig åbenlyst og uimodsigeligt for alle ved tidernes ende. De gængse udtryk komme igen, genkomst kan give anledning til den misforståelse, at Kristus er borte fra himmelfarten til verdens ende. I DO 48 forekommer ordet genkomst ikke. I DO 92 kun 1. Joh. 2,28. I Ap.G. 1,11 er ordet igen indføjet; grundteksten siger blot skal komme.
D. Kirkeåret:
Det er katastrofalt, hvis eskatologien kun berøres denne ene søndag i kirkeåret. Alt i NT har Kristi åbenbaring i herlighed ved dagenes ende som forudsætning og mål. Til stor skade er eskatologien næsten ikke på kirkens dagsorden. Evighedsperspektivet er borte. Kirken har blot øjeblikket som horisont.

 

3. Prædikenskitse:

A. Ansats:
Grib straks fat i et af tekstens centrale vers. Knyt få ord til og udfold det nærmere i efterfølgende afsnit. Vælges f.eks. v. 33, kan der fortsættes:

B. Himmel og jord skal forgå:
Himmel og jord er det bibelske udtryk for universet = hele den verdensorden, vi kender. Det er et rystende budskab for den, der slår hele sin lid til denne verden. Verden er at følge sine egne indskydelser, at ville gøre alle tilpas, at ville slippe om ved alt besvær, at sløse med kirkegang, bibellæsning og bøn. Verden er Guds fjende, en magt, som troens folk er bange for. Den magt skal forgå. Det er uhyggeligt for den, der lader sig drive af den, men forjættende for dem, som kæmper imod den.

C. Jesu ord består:
Hvad han bebuder, skal ske! Læg mærke til hvor ofte ordet skal forekommer i teksten. Tegnene skal indtræffe, men de er ikke tal på den store urskive, som kan præcisere, hvor langt der er igen til den store dag. Tegnene er løbende påmindelser om altid at våge og bede. Tegnene vil ikke ængste dem, der gør det, men vil tvært imod være et glædeligt varsel om, at forløsningens time nærmer sig (v. 28). Det løfte kan vi stole på, for Jesu ord skal aldrig forgå!

D. Afrunding:
Lad kaldet til årvågenhed lyde og vis til sidst, hvilken herlig trøst og kilde til frimodighed teksten rummer for enhver, som følger kaldet. Sidst biskop Børre Knudsen var i Danmark sagde han: “Tænk, at vi skulle få lov at leve i denne salige tid! Denne fornyelsens tid, denne afsløringens tid, denne eskatologiske tid!”

 

Måske kan der hentes yderligere inspiration i et foredrag, jeg holdt i Bergen 22.2.99: “Vor tids kirkelige situation i eskatologisk lys”. Findes på “For Bibel og Bekendelses” meget nyttige hjemmeside: www.fbb.nu.

 

4. Salmer:
232 Oplagt.
364 Adventstiden er bodstid. Halleluja forstummer.
277,9-11 Kristus opfylder Esajasprofetien i den gammeltestamentlige læsning.
230 Kingos mesterlige gendigtning af epistlen og god indgang til evangeliet.
229 Frelseren er dommer (v. 4). En god offertoriesalme. Nadverens sammenhæng med eskatologien (1. Kor. 11,26).
235 En god hilsen at gå det nye kirkeår i møde med.