2. søndag i advent - 1. tekstrække

Kirkeåret

Mens første søndag i advent fokuserede på Kristi første komme (kongen på æslet), vender vi anden søndag i advent tankerne mod Herrens andet komme til dom og endetidens begyndelse.

 

Den gammeltestamentlige læsning

Gammeltestementelæsningen (Es 11, 1-10) er en skildring af Messiastidens fredsrige, som først finder sin endelige opfyldelse med den nye himmel og den nye jord. Freden i dette rige er ikke blot en indre tilstand hos enkelte mennesker, men en kosmisk fred som omfatter hele skabningen. Guds nærvær skal gennemtrænge vores bevidsthed ”som vandet dækker havets bund” (v. 9)

 

Epistelæsningen

Epistellæsningen (Rom 15, 4-7) er en formaning til udholdenhed i håbet. Udholdenheden knyttes sammen med tanken om kirkens enhed. Ligesom gløder i et bål snart vil gå ud, når de bliver skilt fra de andre gløder, sådan vil kristne let miste håbet om den nye jord og himmel, hvis ikke vi lever i åndeligt fællesskab med hinanden. Det kristne fællesskab er bærer af et håb, som overgår dets enkelte medlemmers kapacitet. I tider af håbløshed kan en kristen opleve at have åndelige brødre og søstre, som stedfortrædende opretholder håbet for den modløse.

 

Evangelieteksten

Evangelieteksten (Luk 21,25-36) er et uddrag af Jesu store endetidstale. Den beskriver nogle af de tegn, der skal forekomme i måne og stjerner før Herrens genkomst, og den angst, som da skal komme over alle mennesker. Lignelsen om figentræet kan på denne baggrund synes overraskende. Men alle disse tegn på undergang og kaos skal samtidig for Herrens udvalgte være tegn på Guds riges frembrud blandt os. Ligesom korset for troens folk er sejrens tegn, sådan er undergangssymptomerne i endens tid forårstegn for dem, der håber på Guds riges frembrud. Vemod over denne skønne verdens undergang og længsel efter den nye verdens gennembrud vil strides i Kristi kirke og blive til en bønnens strid med Herren om at komme snart, men samtidig – som Abraham – om at vente en tid endnu, så flere må få del i Kristuslivet (DDS 274,7-8).

 

To prædikentemaer

Formaningen til at våge.

Kirken vil altid være i trængsel i verden, men denne trængsel kan have to former:  forfølgelse og forførelse. I forfølgelsestider lever kirken i fortsat afhængighed af Kristi omsorg og beskyttelse mod dens ydre modstandere, i forførelsestider er søvnen den store modstander.

Det er kendetegnende for søvnen at den kommer bagfra. Man ved aldrig præcis hvornår den overvælder en. Hvis man ville lave det eksperiment at trykke på et stopur i det øjeblik, man faldt i søvn, ville man aldrig gøre det. For dette øjeblik lader sig ikke indfange. På samme måde kommer den åndelige søvn snigende. Den ytrer sig ikke gennem uro og anfægtelse, men tværtimod gennem indre ligegyldighed og åndelig kulde. Ingen af os kan undvige søvnen (jf. de ti brudejomfruer, Mt 25), men det gælder om at leve sit liv sådan, at man ikke bringer sig selv i situationer, hvor man giver rum for åndelig magelighed eller giver efter for tidens krav om livsstil (”svir, drukkenskab, dagliglivets bekymringer”).

I sidste ende er søvnen ikke noget, vi kan undgå, men noget vi kan vækkes af. Og netop det at gå til gudstjeneste er at søge en sådan opvækkelse. Jf. disciplene i Gethsemane og DDS 366: Nogen må våge i verdens nat.

 

Forventning om Herrens komme

Teksten lægger op til en prædiken om nær-forventningen og om, hvordan man kan være tro mod jorden og samtidig leve i håbet om Herrens komme. Teksten fremhæver jo den dobbelthed, der ligger i angst for ødelæggelse og håb om genoprettelse. Begge dele må leve i en kristen. Uden håbet om den nye jord kommer man til at leve i en usund, destruktiv undergangsstemning; uden smerten over verdens – menneskers – ødelæggelse bliver man kold og verdensfjern.

Hvis menigheden er bekendt med Flemming Kofod-Svendsens udtalelser i forbindelse med tabet af sin søn Jakob og hans familie under tsunamien, kunne man evt. fremdrage nogle af dem som eksempel på sund endetidsforventning. Det var netop denne tekst, Flemming Kofod-Svendsen prædikede over den søndag, hvor familien var samlet for at tage afsked med Lisbeth og Jakob, inden de tog af sted til Thailand. Flemming K-S har blandt andet fortalt, hvordan det i tiden efter tabet var vanskeligt at samle sig til bøn og bibellæsning, men at der næppe gik en dag uden at han stillede sig ud i haven og så op mod himlen for at se efter tegn på Herrens komme. En sådan ordløs bøn om Herrens komme kan give dagen et helt nyt skær af både glæde og smerte.

 

Salmer

268                Zions vægter

77                  O kom, o kom, Immanuel

299                Ånd over ånder

274                Rejs op dit hoved

649                Skal fri og frelst