2. søndag i advent - 1. tekstrække

Vor prædikentekst her til i dag er hentet fra et sted hos evangelisten Lukas, der er inddelt i ikke mindre end 3 afsnit. Det første afsnit hedder De sidste tider og Jesu genkomst det næste Lignelsen om figentræet, og endelig står der som overskrift over det sidste afsnit: Formaning til årvågenhed.

 

Her i min prædiken vil denne inddeling af vor tekst og overskrifterne i vor bibel dertil få en rimelig stor betydning for det, som vi i dag skal samle vore tanker om.

I en stykke tid har jeg i mine personlige andagtsstunder beskæftiget mig med profeten Ezekiels bog. I denne tid er jeg på ny blevet mindet om noget, som var typisk netop for  GT´s profeter.

Når profeterne således forudsagde den forfærdelige skæbne, der skulle ramme det hellige land i år 586 f .Kr., (hvorefter Israels land ville komme til at ophøre som en selvstændig nation), da kunne de f.eks. gøre det på følgende måde sådan, som netop profeten Ezekiel gjorde det omkring 6 år før selve katastrofen– og jeg citerer Ezekiels profeti herom: “Nu er enden over dig. Nu sender jeg min vrede imod dig. Jeg dømmer dig for din færd, gengælder alle dine afskyelige handlinger. Jeg viser dig ingen barmhjertighed, ingen skånsel. Jeg gengælder dig din færd, dine afskyelige handlinger skal ramme dig selv. Så skal I forstå, at jeg er Herren” (citat slut!).

 

Som vi ved, kom det til at gå, som Gud havde ladet Ezekiel forstå, at det ville ske. Samtidig – og det er karakteristisk for de såkaldte domsprofeter (Jeremias og Ezekiel som nævnt), så kan man se noget andet og mere i deres domsprofetier: De forudsiger på den ene side den nært forestående dom, (f.eks. den, der skulle ramme Jerusalem og Guds folk i år 586 f .Kr.), men samtidig kan vi også forstå, at deres profetier om dom og ødelæggelse faktisk peger længere ud i fremtiden: De indeholder nemlig også en beskrivelse af de uhyggelige ting og sager, der vil går forud for Guds afsluttende Dommedag engang. Lad os med dette i tankerne vende tilbage til vor tekst.

 

I det afsnit, som vor bibeltekst er hentet fra, hører vi Jesus tale om noget, der skal ske engang i fremtiden. Han taler således omkring år 30 efter vor tidsregning om den dom og ødelæggelse, der engang skal ramme Jerusalems tempel og dermed selvfølgelig også Guds folk. Men desuden talte han også, (og det er navnlig dét, vi mindes om i vor prædikentekst), om de sidste tider før hans genkomst på Dommedag engang. Jesus fremkom med andre ord med to forudsigelser: (1) om noget, der kom til at indtræffe omkring 40 år senere – nemlig i år 70 efter vor tidsregning. Men desuden kom han så også dengang omkring år 30 efter vor tidsregning med en forudsigelse om de sidste tider, som – ca. 1970 år senere – endnu ikke er opfyldt.

 

Kan du se, at Jesus med disse forudsigelser går i de profeters spor, der jo ligeledes var udsendt af den samme Gud og Herre? Ezekiel forudsagde jo som før nævnt omkring 592 f .Kr., hvad der kom til at indtræffe 6 år senere. Men desuden drejede hans forudsigelser sig faktisk også om noget, der endnu i dag – ca. 2600 år senere – endnu ikke er opfyldt.

Dog er der for Guds folk i vore dage en stærk formodning om, at disse forudsigelser om den yderste dags komme meget snart vil gå i opfyldelse. Og ikke mindst på baggrund af dagens prædikentekst fornemmer vi, at sådan forholder det sig.

 

Forud for Jesu genkomst engang vil der, som Jesus gjorde det klart, “ske tegn i sol og måne og stjerner,  og på jorden skal folkene gribes af angst”. Sådan fornemmer vi, at det her og nu forholder sig. Derfor kan vi også som kristne mene, som det netop angives i overskriften til det første afsnit, at de sidste tider før Jesu genkomst er oprundet.

Den samme opfattelse bestyrkes også af overskriften til og navnlig indholdet af næste afsnit – det afsnit, der som overskrift har: ‘Lignelsen om figentræet’. For som vor Herre gjorde det klart, kan netop træerne vise os noget om de sidste tiders komme. Før sommerens komme springer træerne jo ud. Og følgelig kan vi så også skønne, at når træerne springer ud er sommeren nært forestående.

 

Sådan forholder det sig også mht. Guds rige: Når de uheldsvangre ting og sager indtræffer, som vor bibel tilkendegive skal indtræffe førend Dommedag engang, Når de sker, kan vi skønne at Guds rige er nær. Og som før nævnt: Som Guds folk føler vi mere og mere, at disse hændelser faktisk er enten indtruffet eller i alle tilfælde stærkt på vej til at virkeliggøres.

 

Endelig fulgte så overskriften til det sidste afsnit: ‘Formaning til årvågenhed’ lød det. Og det er dette punkt, som jeg nu særligt vil ind på.

 

Det er et typisk – og også positivt – karakteristisk træk ved mange mennesker, at de altid forsøger at se det lyse, det positive i snart sagt enhver situation. Og det som nævnt noget godt. Men denne evne må dog aldrig få os til at glemme virkeligheden.

 

Lad mig komme med et eksempel, som måske kan illustrere netop denne sag.

Den kendte højskoleforstander Bøgh Andersen fra Jaruplund Syd for Flensborg var født og opvokset på hvad, han følte, var den forkerte side af grænsen. Af den grund kom han også på trods af hans danskhed med på slagmarken på østfronten under 2.verdens-krig – en krig, der kostede ikke mindre end 4 af hans brødre af livet.

Bøgh Andersen fik på et tidspunkt under krigen orlov – og da rejste han naturligvis hjem til sin kone og børn i nærheden af Flensborg. Og i sine erindringsbøger skriver han, hvor befriende og godt, det var i det mindste en kort tid at være bort fra krigens rædsler. Men selvfølgelig vidste han, at han kun havde orlov – at han med andre ord skulle tilbage til den krig, som han både håbede på og også regnede med var tabt (vi ser her helt bort fra spørgsmålet om, hvorvidt han kunne eller burde være deserteret fra Hitlers hær – sammenligningspunktet er modsætningen mellem orlovens pusterum og fronttjenestens barske vilkår).

Bøgh Andersen glemte med andre ord ikke i den gode orlovs få og alt for korte dage virkeligheden. Og det skal du og jeg heller ikke gøre.

 

For selvom nutiden for os at se kan virke mere og mere dyster, ukristelig, Så finder vi da heldigvis igen og igen nogle lyspunkter,  som vi glæder os over. Men samtidig med, at vi selvfølgelig bør glæde os over disse opmuntringer her i mørkets verden, skal vi aldrig glemme den virkelighed, som såvel profeterne i det GT som Jesus gjorde opmærksom på: Der forestår en uhyggelig dom – en dom, som man dog trods al dens gru alligevel godt kunne komme igennem. Det var jo trods alt det, som Guds folk oplevede både i tiden efter 586 f .Kr. samt i årene efter 70 efter Kristus. Men hvad om denne dom rent faktisk efterfølges af den yderste dom, altså af Jesu genkomst og dommedag? I den situation kan vi, når vi ser lyspunkterne i den første svære tid og begynder at håbe på, at vi er ved at være igennem, da kan vi risikere at glemme, at vi rent faktisk er godt på vej indtil de endegyldige sidste tider umiddelbart før Jesu genkomst. Og sker det, da kan vi glemme at være så årvågne, som Jesus har sagt, at vi skal være.

Det var nemlig ikke uden grund, at hans sidste ord i dagens tekst lød således: “Tag jer i agt, så jeres hjerte ikke sløves af svir og drukkenskab, så den dag pludselig kommer over jer som en snare; for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden. Våg altid, og bed om, at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske,  og til at stå foran Menneskesønnen”.

 

Og lad os så alligevel slutte denne dags særdeles alvorlige budskab af med nogle positive toner:

Verdens gang – og livet her på jorden – får os til at fornemme, at vi meget snart (om ikke allerede nu!) er nået til de sidste tider førend Jesu genkomst.

Men hørte du, hvad dette bør betyde for dig og mig, der tror på Jesus? “Når disse ting begynder at ske, så ret jer op og løft jeres hoved, for jeres forløsning nærmer sig”. De sidste tider er jo også et tegn på, at Guds folk meget snart skal være indenfor i Guds evige Paradis. Det må vi derfor heller ikke glemme.

Og så én ting mere: Selvom de kristnes antal her hos os synes at formindskes, jamen! så husk på, hvad Herren sagde om Guds børns antal, om de, der ved dåben kom ind i Guds folk, og som tror på Jesus: “Denne slægt skal ikke forgå, før alt dette sker. Himmel og jord skal forgå, men mine ord skal aldrig forgå”.

Midt i mørket har vi altså grund til at glæde os.

 

Det kan se dystert, ja, sort ud. Men for os, der tror på Jesus Kristus er mørket et tegn på, at det evige liv i Guds rige – uden mørke, sorg, gråd og død – nu er meget nært forestående. Og disse fremtidsudsigter er modsat alt andet baseret på noget, som bare ikke kan forgå.

 

Salmeforslag
87 – 270 – 268 – 274 – 80,v. 5 og 6 – 612.