2. søndag i fasten - 1. tekstrække

Den kana’næiske kvinde

Vores tekst til i dag har to temaer:
1. At frelsen går fra kun at være for jøderne til at være for alle mennesker.
2. troen.

 

Vi skal lige blive lidt ved det første tema inden jeg vil tale om troen, som jeg vil bruge mest tid på. Israels hus Gud havde i det gamle testamente et bestemt folk, som han havde knyttet sig til og som han havde lavet en frelsesplan for.  Nemlig jøderne.  Det er det hele GT handler om.

 

Frelsen for alle mennesker.
Men frelsesplanen handler også om, hvordan Gud bereder en frelse for alle mennesker.  Den træder i kraft, da Jesus dør på korset.  Men indtil da er det er hele tiden jøderne Gud henvender sig til og jøderne der får forjættelserne eller løfterne om frelsen.  Jesus er også selv jøde.  Og han gik til jøder. Det var først efter Jesu opstandelse, at han sendte sine disciple ud, for at forkynde hans frelse for alle folkeslag, sådan som vi har det i dåbsbefalingen, som vi også i dag skal høre ved døbefonten.
“Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.” Det er forkyndelsen af at alle mennesker skal høre evangeliet og gives mulighed for at modtage frelsen ved at blive døbt og oplært i den kristne tro.

 

Forberede jøderne.
Men Jesus er allerede i dagens tekst ved at forberede jøderne på, at frelsen ikke kun er for dem.  Alene det at han er taget op til egnene omkring Tyrus og Sidon viser det, fordi det ligger nord for Israel i det nuværende Libanon, altså uden for Israels område.  Det var hedningernes område, selv om der også boede jøder.  Og det er også der han bliver konfronteret med den kana’anæiske kvinde, som jo var hedning.  Det som sker med hende i denne historie er et forbillede for vores tro. Kvindens tro, den måde troen bliver til hos kvinden genkender vi mange gange i dag også.  Kvinden her har sikkert haft et normalt liv med hus, mand og børn.  Men så sker det, som sker en gang imellem for os.  Kvinden kommer i nød.  Hendes datter er besat af en ond ånd og hun føler sig hjælpeløs over for hende.  Altså, det sker måske ikke lige, at vore børn bliver besat af en ond ånd, men det at vi en gang imellem kommer i nød – det kender vi godt.  Men hendes nød får hende altså til at komme til Jesus.

I nød kommer vi til Jesus.
Sådan er det også tit for os.  Det er oftest først når vi kommer i nød, at vi begynder at bede Jesus om hjælp.  Det gælder både dem, som ikke tror på Jesus, og dem som forvejen lever i troen. Det er når vi er kommet i nød og alle andre udveje er prøvet, at vi søger til Gud om hjælp.  Ellers vil vi helst klare os selv. Vi skal nu følge kvinden videre ind i troens liv.  Hun kommer nu til Jesus med hendes nød.  Så sker da det underlige at Jesus ikke svarer hende med et ord.  Men vil Jesus slet ikke tage sig af hende?  Jo, det vil han.  Men han vil ikke nøjes med at give hende det hun beder om.  Helbrede hendes datter.  Han vil give hende meget mere.  Han er langt mere barmhjertig end disciplene som kun vil give det hun beder om, nemlig helbredelse, for så at slippe af med hende.  Men Jesus ønsker også at give hende den tro som ejer alt – ikke bare det at en datter kan blive rask – men et nyt liv i troen, et liv i Guds rige. Jesus ser nemlig vores dybeste nød.  Og vores dybeste nød er ikke at vi lider af sygdomme, fysiske som psykiske.  Et menneskes afgørende nød er, når det ikke står i et ret forhold til Gud.

 

Ret til SU, dagpenge og Guds barmhjertighed.
Vi begår ofte den fejl, at vi tror vi har ret til Guds barmhjertighed og tilgivelse, og at vi kan tage imod den når det passer os.  Vi har fået et retskrav på Gud, ligesom vi har ret til at kommunen betaler vores skolepenge eller at vi har ret til SU under uddannelse eller dagpenge under sygdom og arbejdsløshed.  Vi har et retskrav på, at Gud er der, når det passer os og vi har brug for ham.

Hvorfor bliver jeg ramt?
Når der så er noget svært som rammer os, så anklager vi Gud.  Vi føler os dårligt behandlet af ham.  Hvorfor skal jeg have det svært når andre går fri? Af naturen synes vi at Gud har pligt til at sørge godt for os. Måske siger vi det ikke lige på den måde, men inderst inde mener vi det ofte sådan. Men det er hele denne indstilling som Jesus vil bryde ned. For hvad har vi egentlig ret til når det kommer til stykket? Kun til én eneste ting: Døden. Syndens løn er døden siger bibelen. Det er det eneste vi har ret til, fordi vi alle er syndere. Døden, fortabelsen. Vi tegner forsikringer. Men Jesus vil være noget andet for os, noget mere end bare at være en forsikring i tilfælde af at vi kommer i nød. De fleste voksne mennesker har en forsikring. En forsikring der dækker, hvis ens ting bliver stjålet, ødelagt eller skulle brænde. Mange af os har også en ulykkesforsikring til at dække os hvis vi kommer ud for en ulykke. Vi synes egentlig det er nogle træls penge at skulle af med, for der sker jo nok ikke noget.  Men vi betaler dem alligevel, fordi det kunne jo ske og så er det rart at have forsikringen i orden.

 

Vi beder i nød (forsikring).
Sådan bruger vi også ofte Jesus. Vi beder til ham, når vi er i nød.  Vi lader vore børn døbe for en sikkerheds skyld. Men Jesus vil ikke være en forsikring, som vi kan indbetale til en gang om året og så ellers kun bruge ham, når vi lige har brug for ham.  Så har vi nemlig glemt, at vi har en meget større nød. At vi ikke bare har brug for redning i forskellige livssituationer, men at vi brug for den grundlæggende hjælp der giver os evigt liv. Vi har brug for Guds redning fra døden. Guds frelse. Døden, er det eneste, vi har ret til.

 

Vi har ingen krav.
Men Guds barmhjertighed, Gud redning, Guds tilgivelse får vi alene af nåde.  Dvs gratis, fordi han ønsker at give os det. Det er ikke noget vi har krav på.  Det er en gave, som gives os i kærlighed. Og vi kan modtage gaven ved troen på Jesus. Det ville Jesus også lære kvinden. Hun kom i nød og bad ham om at gøre hendes datter rask.  Men han ville gøre hende opmærksom på, at det havde hun ingen krav på. Han ville skænke hende troen, så hun også blev redet fra døden. Så hun kunne tage imod redningen/frelsen fra Gud. Det gjorde han ved at sige til hende: “det ikke er rigtigt at tage børnenes brød og give det til de små hunde”. Børnene er det udvalgte folk, jøderne, som var arvinger til løfterne om frelsen. Hundene var jødernes betegnelse for hedningerne. Derfor havde han altså afvist hendes ret til noget som helst, fordi hun var hedning. Som hunden havde hun ikke ret til brødet, evangeliet. Men kvinden godtog ikke Jesu afvisning. Hun svarede: “Jo, Herre, for de små hunde æder da af de smuler, som falder fra deres herres bord.” Det der falder ned til hundene fra et dækket bord er alene noget som kommer, fordi en fra bordet kaster det ned til dem.  Det er ikke noget de har krav på.  Kvinden blev altså klar over, at hun ikke havde krav på noget fra Gud. Men alligevel bliver hun ved med at bede om det.  Og det er et udtryk for tro.  Derfor siger Jesus også: “Kvinde, din tro er stor”.  Men troen er en svær størrelse. For hvad er det der giver mig troen? Jeg kan huske, at da jeg var teenager og var med i en Teenklub, legede vi nogle gange nogle sjove lege. En leg gik ud på, at alle teenagere skulle stå i en rundkreds på nær én, som skulle stå inde i midten. Den der var i midten fik bind for øjnene. Så skulle han holde armene ned langs siden og lade sig falde forover, til siden eller bagover. Vi andre som stod i rundkredsen skulle så gribe ham, så han ikke faldt og få ham op at stå igen. Men for at det kunne fungere, så måtte den der stod i midten have tillid til dem som stod rundt om. Den tillid han havde og fik var helt afhængig af dem som stod omkring ham. Svigtede vi bare én gang, så han faldt og slog sig, så blev han meget usikker og havde ikke tillid til at vi ville gribe ham igen. Men hver gang greb vi ham og rejste ham op igen og hver gang fik han større og større tillid til os.  Han fik tillid ved at lære os at kende. Tro er netop tillid.  Og sådan må vi have tillid til Kristus. Men vi kan kun få tillid ved at lære ham at kende.  Ved at bede og læse i bibelen.  Når vi er kommet så langt som kvinden, at vi lader os være helt afhængige af ham, så er troen stor. Vi kan ikke tro i os selv. Men i Jesus kan vi tro, fordi han giver os tro (tillid). Han vil bære os og rejse os op, når vi er ved at falde. Ligesom teenagerne i kredsen giver den i midten tillid.

Afslutning
Guds omsorg, Guds frelse, Guds redning har vi ingen retskrav på.  Hans  tilgivelse, hans redning gives alene af nåde, dvs gratis, fordi han vil give os det.  Og vi kan alene tage imod det i tro.  I den tro som Jesus skænker os, når vi lærer ham at kende. Amen