2. søndag i fasten - 1. tekstrække

Om søndagen og dens karakter

Tore Kopperud skriver om 2. søndag i fasten i sin bog ”På vandring gjennom kirkeåret”: ”Det er troens kamp, vi har for øje. Det er troens råb, vi lytter til. Et råb om hjælp og udfrielse fra modgang og nød”.  Han fortæller også, at søndagen er kaldt ”de udstødtes dag” eller ”de udenforståendes søndag”, hvilket jo er oplagt ud fra dagens prædiketekst om den kana’anæiske kvinde, som råber til Jesus i sin nød. Tore Kopperud giver dagen overskriften: ”Påkaldelsens søndag”. Denne overskrift passer godt på både GT-teksten fra Salme 42 og prædiketeksten fra Matt 15 om kvinden, der påkalder Jesus i sin dybe nød.

 

Det er en søndag, som klart lægger op til at øve sjælesorg i sin prædiken over for dem, der oplever forskellige former for nød og anfægtelse, og som har svært ved at få øje på Jesus midt i det alt sammen.

 

 

Tekstens placering

Teksten følger i Matt 15 umiddelbart efter Jesu diskussion med farisæerne og hans efterfølgende samtale med disciplene om, hvad der er rent og urent. Her gør Jesus op med den forståelse af renhed og urenhed, som gør det til et spørgsmål om noget ydre. Jesus gør det i stedet til et spørgsmål om, hvad der bor i menneskets hjerte. Det virker overraskende, når han så bagefter (i første omgang) afviser den kana’anæiske kvinde med henvisning til hendes herkomst og dermed (tilsyneladende) stiller sig på linie med en almindelig jødisk opfattelse af hedningerne som værende urene og udelukkede. Men han ender med at bryde med de jødiske konventioner, da han forbarmer sig over kvinden.

 

 

Selve teksten

Jesus har begivet sig ud over grænsen af det egentlige Israel til områderne ved Tyrus og Sidon (stednavne, man vil genkende fra Libanonkrigen i 2006!). Man kan undre sig over, hvad Jesus ville helt herud efter, hvis ikke det netop var for på dette tidspunkt, hvor han står midt oppe i sin tjeneste for Israel, at give en tydelig indikation af, at selv om hans virke var begrænset til ”de fortabte får af Israels hus”, så havde det hele et langt videre mål og sigte. Men Jesus vil samtidigt lære både sine disciple og hedningekvinden – og alle os andre, at det på ingen måde står under fortegn af selvfølgelighed. Det står derimod under fortegn af nåde, ligesom alt andet også gør i hans rige. Der er ingenting, vi kan pukke på som vores ret. Det er alt sammen gave, Guds nådegave i Kristus. Der kan aldrig blive tale om andet end den ret, som de små hunde har til at æde af de smuler, som falder fra deres herres bord! Teksten rummer et opgør med alle former for forestillinger om, at der skulle eksistere nogen som helst andre veje til at få del i noget i Guds rige end netop nådens vej. Det understreger kristendommens eksklusivitet. På den anden side åbnes nådens dør for alle dem, som vil gå ind igennem den – selv en, der som hedning og kvinde og uren i det udvalgte folks øjne, har alle odds imod sig. Det er en inkludering, som virkelig vil noget!

 

 

Mellem tekst og prædiken

I mine øjne består prædikantens opgave på denne søndag i at tale til den i forsamlingen, som netop mener om sig selv, at han/hun har alle odds imod sig, og som oplever hele sin situation som blot én stor bekræftelse på det. Jeg vil derfor vælge at holde en prædiken, hvor jeg går ind i kvindens situation som den, der forgæves råber til Jesus om hjælp. Og Jesus lader hende uden svar på hendes bøn. Han tager ingen notits af hende, så hun må føle sig negligeret og overset.

Det gør til gengæld hans disciple, der bliver godt og grundigt irriterede på hende. Hvad ligner det, at hun skal få lov at forstyrre roen omkring Jesus? Det er på grund af den slags typer i selskabet omkring Jesus, at han og hans folk står i fare for at havne i miskredit, mener de. Få hende dog til at stoppe med hendes råben! Kirkens anseelse står i fare, hvis vi skal favne den slags mennesker, som godt nok er i nød, men det må vist nærmest være selvforskyldt!

Hvad værre er for kvinden: Jesus stiller sig tilsyneladende også fortsat afvisende til hende. Han går ikke engang ind og bebrejder sine disciple deres hårde hjerter. Han bekræfter derimod, at denne kvinde har ingen som helst ret til at modtage noget som helst fra ham. Hun har ikke barnets ret til at sidde med ved bordet og modtage af Fars godhed.

Det er sandt! Vi har ingenting at pukke på som vor ret. Det gælder alle. Ved at sige det så ligeud til kvinden, vil Jesus lære hende at bede, ikke bare at sige bønner, som hun hidtil har gjort, men bede til Jesus ud af sit hjertes dybe nød under påberåbelse af Guds barmhjertighed og nåde. Jesus vil lære os, at den eneste ret, vi har at pukke på, er nådens ret. Vi har ikke barnets ret til at spise med ved bordet. Og man tager ikke barnets brød og giver det til de små hunde.

Her finder kvinden en breche for sin bøn: ”Herre, du siger selv, at jeg er at sammenligne med en hund, så giv mig i det mindste, hvad hundene kan tigge sig til under bordet!” Hun holder Jesus fast på hans ord, og det er, hvad Bibelen kalder tro. ”Kvinde, din tro er stor. Det skal ske dig, som du vil.”

”Mit liv som hund”, hedder en bog- og filmtitel. Det kan se ud som et hundeliv, når man er henvist til at leve af nådens smuler. De gør ondt i os, når Jesus må vende ryggen til os, fordi det hele er gået hen og er blevet en selvfølge for os og ikke længere er et spørgsmål om nåde. Han gør det for lære os at fastholde det, som Luther opsummerede som sin teologi og efter sigende sagde som det allersidste: ”Vi er tiggere, det er vist og sandt!” Længere kommer vi ikke: ”Herre, jeg er dig ikke værd, men jeg kan heller ikke være dig foruden”.

Det nytter ikke noget at ville pukke på vores egen ret. Men vi må pukke på hans ret, som har købt os den så dyrt ved hans stedfortrædende død på korset.

 

 

Salmeforslag

651                                      Vor klippe vi slippe umulig

460 (v.7)                             Nådigste Jesus, nu vil jeg mig binde

(af salmen: Jesus, din søde forening at smage)