2. søndag i fasten - 2. tekstrække

20 januar 2022

Tekstens centrale budskab.
Gud har skabt mennesket, og Gud så at det var godt; men det blev som bekendt nødvendigt at sende Kristus til verden, fordi adskillelsen mellem Gud og mennesket var indtrådt. Guds komme til verden sker i inkarnationen. Dvs. han blev et menneske, der både kendte til svagheden ved at være menneske, men også – og ikke mindst – tog al menneskelig fornedrelse på sig. Derfor må vi komme til Gud med alt. Bøn er et centralt tema denne søndag.

 

Mellem tekst og prædiken.
Fortællingen kommer umiddelbart efter forklarelsen på bjerget. Nogle disciple og Jesus har været højt oppe på flere måder. Det er indlysende, at de virkelig går ned i verden – også på flere måder. De øvrige disciple har bakset med en dæmon, men det vil ikke lykkes for dem at drive den ud. Da kommer en far til Jesus med sin bøn og sin vantro, og Jesus tager hånd om hans situation.
Teksten rører ved noget, som de fleste kender: desperationen når én, vi holder af, er syg. Men også den vantro, som de fleste af os også kan mærke. Man kan sikkert diskutere, om det nu er det rigtige ord – om det skulle hedde tvivl eller anfægtelse. Pointen er i hvert fald, at alle mennesker kan komme i samme situation, og jeg synes, at det i vore prædikener er vigtigere, at folk fornemmer noget almenmenneskeligt i evangelierne frem for de store litterære eksempler. Her møder vi netop noget, som de fleste kender til.

 

Denne fortælling handler om to ting. Den handler om tro og om bøn. Den handler ikke først og fremmest om mægtige gerninger eller store helbredelsesundere. Den handler om tro – og den handler om bøn. Disciplenes manglede bøn. Den ulykkelige far manglede tro; men den handler også om, at Jesus havde begge dele. Her er det vigtig at bruge denne søndag til at pege på sammenhængen mellem tro og bøn. At kristendom ikke bare er tør dogmatik, som mange mener, men at det er et livsfællesskab med Gud, i hans søn Jesus Kristus.
Tro og bøn hænger sammen, og selvom det måske kan komme bag på mange kirkegængere, så er det vigtig at pege på forbindelsen mellem tro og bøn: at man ikke kan være en kristen uden at bede – og at det ikke først og fremmest handler om de velformulerede bønner, men om bønnens og troens udgangspunkt: menneskets magtesløshed.

 

Det er vigtigt også at understrege, at tro ikke er en intellektuel præstation. Tro er – i tillid – at give sig i Guds magt. Der er så mange, der ikke tror, fordi de mener, at det dur de ikke til, eller fordi de har fået en opfattelse af, at for at tro skal man kunne noget bestemt eller være på en bestemt måde. Det er jo vigtigt at understrege, at det ikke er os, der skaber troen, men Gud der giver troen. Ja, at troen altid bliver skænket, og at vi mennesker, når vi ser på vor egen tro, ofte kun kan se vor vantro.
Troens sammenhæng med magtesløshed er det, vi skal lære af dagens evangelium. Netop magtesløsheden er noget, de fleste mennesker kender til i deres eget liv. Magtesløsheden kan så komme til udtryk på tre måder. Enten er man magtesløs på den måde, at man hiver og slider i det – sådan som disciplene gør. Eller også er man magtesløs på den måde, at man helt lader stå til – opgiver det hele på forhånd. Men man kan også være magtesløs på den måde, at man først og fremmest henvender sig til Gud om hjælp – sådan som den ulykkelige fader gjorde. Det betyder ikke, at man så bliver passiv og lader tingene stå til. Det betyder, at man i alt, hvad der sker, lægger sin magtesløshed over i Guds hånd. Det er jo dybest set det, tro handler om. Tro er ikke det, at kunne klare det hele selv. Det er heller ikke det, at opgive alt. Det er at indse med sig selv, at vort liv og vor skæbne har vi fået fra Gud. Derfor må vi også lægge den i Guds hånd.

 

En gang imellem kan man høre et mærkeligt udtryk, nemlig udtrykket, at nogen er mere troende end andre. Man kan f.eks. høre udtrykket, at jeg er ikke så troende, at jeg kommer i kirke; men jeg tror da. En sådan udtalelse vidner om en total mangel på forståelse for, hvad tro er. For med en sådan udtalelse mener man, at tro er noget, der kan måles og vejes. Ja, som kan ses uden på tøjet og som kan måles ud fra, hvor meget man går i kirke. Men tro er noget langt dybere. Tro er tillid til Gud. Ja, det er den dybe afhængighed af Gud. Af hans frelse i Jesus Kristus. Tro er ikke en sikkerhed, som nogen har i sig selv. Ja, kigger vi på os selv, så kan troen ofte være noget meget usikkert og famlende. Ja, det kan som faderens tro i dagens tekst opleves som det rene vantro.
Troen er ikke afhængig af, hvordan vi har det med os selv og vore fortræffelige evner til at tro. Troen er troen på Jesus Kristus. Det er her troen har sit faste holdepunkt. Ikke i os og vor fortræffelighed. Derfor er det nonsens, når nogle taler om, at nogle er mere troende end andre. For så forstår man slet ikke, at troende er noget man enten er – eller ikke er.

Derfor må man spørge sin menighed (og selv svare): Hvad vil det sige at tro? Og hertil må vi svare, at hvis vi med tro mener dette at tro på Jesus Kristus, så er det nødvendigt, at være der, hvor han er. Nemlig i ordet og sakramenterne, i gudstjenestens fællesskab. For det er først og fremmest her bønnen lyder. Ja, det er her, vi møder livsfællesskabet med Gud. Både når vi hører hans knusende dom over vores liv, og når vi møder hans uendelige kærlighed til os arme mennesker.
Det har ikke noget at gøre med, om man er mere eller mindre troende. Det har heller ikke noget at gøre med, at kirkegængere nødvendigvis er mere troende end andre. Det lader vi Gud om at afgøre. Men det, vi skal give menigheden og os selv med hjem, er, at vi hver især siger til os selv, at hvis vi gerne vi vide, hvad tro er, så har vi i dag taget et væsentligt skridt. For tro er ganske simpelt dette at komme til Gud i bøn og lovsang – med åbne ører for hans ord til os. Ja, tro er at komme til ham. Det skal menigheden vide.
Menigheden må såmænd også godt vide, at det er nonsens at mene, at man kan være troende uden Guds hus og hans ord. Med mindre man skulle kunne være en kristen, når man bare sidder og tror på sin egen tro og har sig selv som Gud. Skulle det være kristendom, svarer det til at kalde sig selv et levende menneske og samtidig lukke af for luft og mad – for jeg kan da sagtens leve uden at leve af noget. Og jeg er da lige så levende som dem, der tror, de er noget, bare fordi de render rundt og trækker vejret og spiser mad.

 

Prædikenskitse.
Prædiken skal handle om tro og bøn. Om sammenhængen mellem det “at tro” og det “at bede”. Den skal tage udgangspunkt i, at vi alle kender til situationer, hvor vi er magtesløse. Her kan man så gå flere veje. En mulighed er at komme ind på lidelsen, den lukkede himmel, men man kan også blot tage udgangspunkt i det almenmenneskelige, at vi næsten alle bliver bedende mennesker i svære situationer. For mig er det vigtigt at gøre det at være et troende menneske til noget, som ikke handler om, hvad vi kan, men hvad vi får givet – og at troen ikke er noget, vi skal komme i kirke med, men først og fremmest noget, vi får skænket af Gud ved Ånden gennem ord og sakramenter. Det er vigtigt at understrege, at man ikke nødvendigvis bliver anderledes af at være troende, og at livet ikke altid bliver lettere, men at troen giver noget, som er svært at undvære, når man først har fået det. Det er vigtigt at understrege, at dette noget på en måde er uforklarligt, men måske bedst kan sammenlignes med at have et godt hjem, at have en far. Ja, at Gud apropos GT-læsningen og epistlen både er vor skaber og vor bror og at han ved sin Ånd (modsat den urene ånd i evangelielæsningen) skænker os tro, håb og kærlighed. Og at dette mærkelige og uforklarlige kan blive et ganske almindeligt menneske til del. Det er jo stort – det kan kun Gud gøre.

 

Salmevalg.
3 – 26 – 276 – 551 – 510.