2. søndag i fasten - 2. tekstrække

20 januar 2022

Speaker: Keld Skovgård

Teksterne

I fastetiden er kampen et gennemgående tema. Denne søndag handler det i høj grad om troens kamp, og om troens råb til Gud og påkaldelse af hans hjælp og barmhjertighed. Drengens besættelse og åndens reaktion i forhold til Jesus viser tydeligt, at her er tale om en åndelig kamp, som vi kun kan vinde, hvis Jesus kæmper for os, og at vi i ham får Guds hjælp. Den hjælp må vi bede om.

I faderes rådvildhed over, at disciplene ikke har kunnet hjælpe ham, møder vi noget af denne troens kamp. Er der mon hjælp at få? Vi møder det også i disciplenes spørgsmål til Jesus gennem deres egen mangel på evne til at hjælpe den besatte: ”Hvorfor kunne vi ikke drive den ud?” Og det er jo også baggrunden for at Jesus udbrød. ”Du vantro slægt, hvor længe skal jeg være hos jer, hvor længe skal jeg holde jer ud?” Hverdagens troskamp sættes i relief af, at Jesus og tre af disciplene lige har været på forklarelsens bjerg, hvor Jesus havde åbenbaret sig i sin herlighed, og Peter havde spurgt, om de ikke skulle bosætte sig der, fri for den daglige troskamp, der, hvor der er godt at være, som Peter selv udtrykker det. Men i dagens evangelium er det ikke mere ”højtid”, men troens hverdag, det handler om. Den er en kamp i mennesket, men også en kamp mellem Gud og Djævelen og hans onde ånder.

 

 

Den gammeltestamentlige læsning handler om skabelsen af mennesket som mand og kvinde, og den er med til at understrege, at det i denne kamp ikke handler om to magter, der har den samme ret til os, men at Gud er vores retmæssige Herre, medens Djævelen og hans ånder prøver at besætte eller gøre sig til herre over det, der ikke er hans. Hvor Djævelen får herredømmet bliver mennesket derfor ufrit, fordi han vil have os til at være noget andet end det, vi er skabt til. Han lokker os med at vi skal være som Gud, men han vil i virkeligheden gøre os til sine undersåtter.

Den sande frihed ligger i at være det, vi er skabt til, at være mennesker, der har Gud til herre og som lever af hans barmhjertighed og kærlighed. Troen på hans barmhjertighed og kærlighed, at han vil os det godt, må også være det, der driver troen frem på, at han vil og kan hjælpe os.

Der er også en fin sammenhæng til epistelteksten. Her ser vi, hvordan Jesus selv bad sin far om hjælp, bad ud af sin nød, med høje råb og tårer, bad til ham, som kunne frelse ham fra døden. Men Gud frelste ham ikke fra døden – ikke i første omgang, ikke langfredag, men først påskemorgen.

Jesus var lydig og led og døde i synderes sted, for at synden og døden og Djævelen ikke skal have herredømmet over os og besætte os. Derved nåede han målet, Guds mål med at sende ham til os, at blive årsag til evig frelse for alle, som adlyder ham.

 

 

 

Skitse til prædiken

Man kan tage udgangspunkt i de fem onde år, som tiden under den tyske besættelse ofte bliver kaldt, hvor en fremmed tyrannisk magt tog herredømmet i Danmark, uden at have nogen som helst ret til det, og kastede mørke skygger ind over vores land. Og at det kun var, fordi vi fik hjælp udefra, fordi der var mennesker, der var parate til at sætte deres liv ind på det, at vi blev udfriet fra besættelsen og fik friheden tilbage.

Det kunne være optakten til at tale om dagens evangelium, hvor vi møder en far, der har en søn, der er besat af en ond ånd, en fremmed tyrannisk magt, som gør ham stum. Så i stedet for at sige noget, fråder han og skærer tænder og bliver kastet til jorden, uden at kunne stille noget op. En fremmed tyrannisk magt, som ikke har nogen som helst ret til denne dreng, ødelægger hans liv og kaster mørke skygger ind over den øvrige families hverdag.

 

 

Som modstykke hertil kan teksten om menneskets skabelse inddrages. Den viser, at vi rettelig tilhører Gud, der ud af sin kærlighed og sin længsel efter liv og fællesskab med os, har skabt os i sit billede, underfuldt og enestående blandt alle sine skabninger. Det gælder også den stumme dreng.

Her kunne man nævne Grundtvigs digt: ”Menneskelivet er underligt” hvor han siger: ”Mennesket er i Guds billede skabt, med levende ord på tunge, og derfor kan han mellem træ`r og dyr med guderne tale og sjunge.” Gudbilledligheden har for Grundtvig med det talte ord at gøre, det talte ord, der knytter os sammen med andre mennesker, og som knytter os sammen med Gud, det ord, som den stumme mangler.

 

 

Man kunne også vælge en lidt anden vinkel. Om kongerne i Orienten kan man læse, at de nogle gange blev kaldt Guds billede. Derved ville man udtrykke, at kongen var Guds repræsentant, stedfortræder og sagsbehandler på jorden, der stod i et særligt nært og positivt forhold til Gud.

Når det siges, at mennesket er skabt i Guds billede, fortæller det også, at mennesket har en helt særlig stilling i forhold til Gud og i forhold til det øvrige skaberværk, den nære stilling ansigt til ansigt med Gud, hvor han taler til os og vi kan tale sammen med ham. Der er i vores tid god grund til at få sagt, at mennesker er forskellige fra dyr. Der kan også knyttes til ved at vi er skabt som kvinder og mænd, for at forholdet mellem mand og kvinde i ægteskabet skal give os et billede af Guds nærhed og kærlighed til os. Men også i vores måde at omgås Guds gode skaberværk i øvrigt, skal vi være et afbillede af, hvad Gud vil.

Men der må også siges noget om, at dette afbillede af Gud på så mange måder er gået i stykker, når vi ser omkring os og når vi ser på os selv. Det har at gøre med, at det er fristende at herske på egne betingelser både overfor sit medmenneske og sin omverden og overfor Gud, at vi falder for Djævelens tillokkende fristelse til Adam og Eva til ”at blive som Gud,” men at det, der i virkeligheden sker, er, at den onde tager magten over dem, og bliver deres livsvirkelighed, så de sætter nærheden, tilliden og det tætte forhold til Gud overstyr. Den destruktive magt, der tager magten over os, når vi bare vil os selv, møder vi i fortættet form hos den besatte, der er stum. Og en gudbilledlighed, der er gået i stykker, er menneskets lod under arvesyndens vilkår.

Uden sammenligning i øvrigt kunne man som illustration inddrage tidens besættelsesbevægelser (BZ-erne), frustrerede unge, der kan føle sig udenfor og som kan mangle sprog, og som derfor griber til de destruktive udtryk, så det tager magten over dem. Der kunne også gives eksempler på, at det destruktive tager magten, når vi lader være med at tale med hinanden, det vil sige når vi bliver stumme.

 

 

Hvad skal vi så gøre? kan vi spørge. Med udgangspunkt i beretningen om den besatte dreng, der blev befriet, og illustreret med Danmarks befrielse fra besættelsen, må der to ting til, som hører uløseligt sammen. Vi må have hjælp udefra, og vi må bede om denne hjælp. Og befrielsen er kun mulig, fordi der var én, som var villig til at sætte sit liv ind på det.

Den stumme drengs redning bliver, at hans far går til Jesus og beder om hjælp, selv om det er med nok så skrøbelig en tro. Vores skrøbelige tro er også helt afhængig af Guds hjælp. Bøn er at turde være afhængig af Gud, at bede ham om hjælp, og ikke at blive stum overfor Gud. Her kan det inddrages fra epistelteksten, at Jesus selv bad Gud om hjælp.

Dernæst kan man sige noget om, at vores befrielse også er afhængig af, at der var én, Jesus Kristus, som ville sætte sit liv til for os, én, som derved blev årsag til evig frelse, sådan som epistelteksten udtrykker det.

Jesu kamp var altså ikke forgæves. For han er en retfærdig konge (Melkisedeks), der giver os det sande billede af Gud, der beder for os, og han har bragt det offer, der skal sætte os fri til at leve i fred med Gud.

 

 

Salmeforslag:

652 176

388 178

677 172

580 640

192 v.7 474

588 217