20. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Teksterne
I GT-læsningen møder vi profeten Jeremias, der opfordres til at besøge pottemagerens hus. Som pottemageren er langmodig og begynder forfra med leret, når det mislykkes, sådan er Gud langmodig og begynder forfra med Israel. Vi er på samme måde i Guds hånd, som leret er i pottemagerens hånd.
I Epistel-læsningen opfordres menigheden til at besinde sig på, hvad der er Guds vilje. Vær ikke tåbelige – men kloge, mens tid er.
Det bringer os til evangelielæsningen, hvor vi i lignelsens form møder kaldet til at være med i Guds rige. Evangeliet er en indbydelse til evigt livsfællesskab med Gud. Samtidig forkyndes det, hvor tåbeligt det er ikke at agte på denne indbydelse i tide. Denne søndag skal vi stilles overfor valget – overfor livets to udgange. Evangeliet rummer både fest og alvor.

 

Selve teksten.
Kaldet til Guds rige sammenlignes med indbydelsen til et prinsebryllup. Der er dækket op til fest. Fedekalven er slagtet. Indbydelserne går ud.
Det er det eskatologiske måltid, der indbydes til. Men også det måltid, som findes der, hvor Kristus er nu – i ord og sakramenter.
Lignelsen er henvendt til de jødiske ledere og indgår som sådan i striden med dem. Farisæernes og de skriftkloges afvisning af Jesus som Messias og frelser, samt deres hårdhændede behandling af dem, der fulgte Jesus – det er begrundelsen for lignelsens meget stærke fokusering på de indbudtes afvisning. Når de ikke kommer med til festen, så er skylden deres egen – ikke Guds. De udnyttede ikke det gunstige øjeblik. De afviste, og indbydelsen går derfor videre til andre – til alle folk, hedningerne – såvel til onde som til gode. Mange er således kaldede. At indbydelsen går ud til alle understreger blot Guds helt enestående frelsesvilje.
Der er endnu en pointe i teksten. Man skal have det rigtige festtøj på for at være med. Der var en, som var smuttet med uden rigtig at have taget imod indbydelsen. En var med i flokken – en havde tilsluttet sig flokken i det ydre, men uden at ville forholde sig til evangeliet. Sådan kan man ikke bære sig ad. Vi skal “iklædes Kristus” for at kunne være med ved bordet i Guds himmel.

 

Ideer og tanker til prædikenen.
I prædikenen må der peges på festmotivet. Evangeliet indbyder til fest og glæde. Et prinsebryllup. Når kongehuset fester bliver der ikke sparet på noget.
I Guds rige er der heller ikke sparet på noget. Gud ofrede det bedste, han havde, for at skabe rammen om et festligt og glædeligt måltid for syndere.
Der bliver ofte indvendt mod kristne, at de er hængehoveder, de er for alvorsfulde osv. Måske er mange af os i virkeligheden også for dårlige til at vise, at vi i søndags var til en lille glædesfest i Guds rige – til et forsmag på det himmelske. De kristnes glæde er som bekendt forkyndelse uden ord. Dette aspekt trænger vi til at få understreget i forkyndelsen.
Men i prædikenen må der naturligvis også peges på alvoren: Fortabelsens mulighed og advarslen mod en udvendig tilslutning til menigheden. Lignelsen lægger jo mere end nogen anden op til, at få peget på dette. Undlader vi at pege på denne alvor, piller vi nerven ud af evangeliets budskab denne søndag. Vi kan meget vel komme til at tage glansen af festen – så at sige.
En sådan forkyndelse er ikke mindst vigtig i en tid og i en kirke, hvor mange efterhånden taler om – og tror på alles frelse.
Fortabelsen kan forkyndes forskelligt. Det har kirkehistorien vist. Dog tror jeg, det er vigtigt at understrege i en sådan forkyndelse, at Gud ikke vil en synders død. Fortabelse er, når vi sætter os selv udenfor.
Et tredie moment i prædikenen må være Bryllupsklædningen. Hvordan ser den ud? Ét er sikkert: Uden klædning er vi nøgne. Og uden denne særlige bryllupsklædning vil vi stå nøgne overfor Gud.
Her er der noget, der peger hen på dåben. Her fik vi den klædning, der hedder Jesus med alt, hvad han er og har gjort for os. Denne klædning alene er i stand til at dække vor nøgenhed.
Alt i alt må forkyndelsen denne søndag formidle kaldet til festen i Guds rige. Det er dette ærinde, vi som præster og forkyndere er sat til at gå.

 

Mulige salmer (i spredt orden):
679 – 261 – 276 – 279 – 289 – 147 – 312 – 319.