21. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Speaker: Hartvig Wagner

Dette evangelium lærer os hvad sand, kristen tro er. Nu må vi spidse ører! Alt står og falder med troen. Har vi den, er vi frelst. Har vi aldrig haft den, eller mister vi den, er vi fortabt. Det slår vor opstandne Herre, Jesus Kristus fast ved afskeden med disciplene inden himmelfarten: “Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som er vantro, skal blive fordømt,” siger han (Mark. 16,16).

 

Alt står og falder altså med troen! Og var troen så bare en én gang for alle sikret besiddelse, så kunne vi gå let hen over dagens evangelium.

Men sådan forholder det sig ikke! Det minder Paulus os om i dagens epistel: “Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb!” Den tro, der griber om gaven, Gud rækker os i sit ord, i dåben og i nadveren, åbner os adgang til Guds evige rige. Det tåler Djævelen, der vil beholde os i sit elendige rige, ikke. Derfor søger han at hindre os i at komme til tro og at vriste eller lokke troen fra os, hvis vi først har fået den.

 

 

“Vort hjerte skal altid være således beskaffent, som om vi først i dag begyndte at tro, og alle dage være således sindet, som om vi aldrig før havde hørt evangeliet; man må hver dag begynde. Det er troens art og natur, at den uden ophør vokser og skrider fremad,” siger Luther og fortsætter: “Djævelen er aldrig ledig, har aldrig ro. Slår man ham engang til jorden, rejser han sig op igen. Kan han ikke komme ind foran, så søger han at snige sig ind bagtil. Og kommer han ikke ind der, så bryder han ned gennem taget eller graver sig ind under døren og arbejder så længe, til han kommer ind. Slår det ene fejl, griber han til noget andet og holder på så længe, at han vinder.”

 

Det er virkelig realistisk tale. Lad os bare et øjeblik tænke tilbage på konkrete situationer vort eget liv. Vi skal nok komme i tanke om lejligheder, hvor vi blev overlistede eller overmandet af Guds og vor onde fjende, der altid er ude på at hindre troen, som er den adgangsbillet, Gud selv sender os til sit rige!

Intet mindre end selve frelsen står på spil! Så lad os lytte til dagens evangelium, som lærer os, hvad sand, kristen tro er.

 

 

Jesus har netop været i Jerusalem for at fejre påskefesten i templet. Ved den lejlighed havde han gjort mange tegn, så mange var kommet til tro på ham (Johs. 2,23).

Nu er han tilbage i sin hjemegn Galilæa, hvor mange landsmænd tog vel imod ham, fordi de havde set alt det, han havde gjort i Jerusalem på højtiden. Igen er han at finde i byen Kana, hvor hans første under ved bryllupsfesten var i frisk erindring.

Rygtet om hans gerninger i Jerusalem og om hans ophold i Kana er nået ned til Kapernaum, hvor Jesus ellers normalt holdt til. Kapernaum var en grænseby, og det kan kun styrke vor tillid til evangelistens beretning, at der netop i den by er en kongelig embedsmand. Han kaldes sådan, fordi han var i tjeneste hos landsfyrsten Herodes Antipas, som ganske vist ikke havde konge-titel, men var søn af Kong Herodes den Store.

Embedsmandens søn lå for døden. Hvad får nu den ulykkelige, ængstelige far til at forlade sin syge søn og gå de ca. 30 km. vestpå op til Kana? Svar: En tro på, at Jesus kan hjælpe, vakt til live ved det, andre har fortalt ham om Jesus.

 

 

Her ser vi, at troen er en levende ting. “Troen er ikke noget, som ligger stille og hviler, men noget, som lever og er i bevægelse.. Når det ikke sker, er det ingen tro, men en død indbildning i hjertet om Gud,” siger Luther for at vi ikke skal tage fejl.

Vi kan derfor spørge os selv: Hvornår har det, du har hørt om Jesus, bevæget dig i nogen retning? Embedsmanden lod sig bevæge til at forlade sin kære søn i den største krise. Hos os hører mange om Jesus. Men hvem lader sig bevæge deraf? Er der andet tilbage i vore hjerter, end en død indbildning om Gud?

Embedsmanden troede. Troen satte ham i bevægelse. Han gik den lange, besværlige vej fra Kapernaum ved Genesaret Sø op til Kana i Galilæas bjerge og bad Jesus om, at han ville komme ned og helbrede hans søn.

 

Her er igen et af de små fine træk, der gør beretningen så virkelighedstro. Der står udtrykkeligt “komme ned”. Turister, som har taget turen fra Kana til Kapernaum, husker, hvor stejlt vejen slynger sig ned til søen.

Hvad svarer Jesus? Han retter et slag mod den ulykkelige fars tro: “Hvis I ikke får tegn og undere at se, vil I ikke tro.”

Troen havde dog ført embedsmanden til Jesus. Vi kunne have ventet, at Jesus derfor straks havde grebet ind og hjulpet. I stedet viser Jesus straks en alvorlig mangel ved mandens tro. Den ligner de øvrige velmenende galilæeres tro, som forlanger undere at holde sig til.

 

Den ulykkelig far har sikkert følt sig slået ud. Samme følelse har grebet ham, som mange også i dag giver udtryk for: Jeg bad og bad, og intet skete. Jeg kan ikke tro!

 

 

Nu springer vi straks hen til beretningens lykkelige slutning. Manden blev hjulpet! Evangeliet lærer os altså det væsentlige, at det nytter at komme til Jesus, selv om der er alvorlig mangel ved den tro, som dog sætter noget i gang og fører til ham.

Derfor må vi hverken selv holde os tilbage eller kyse andre bort, skønt troen er svag og mangelfuld. For Jesus er klar til at hjælpe troen fremad. Men for at kunne gøre det, må han ofte afsløre troens mangler. En mangel ved embedsmandens tro var, at han mere søgte miraklet end Jesus selv.

 

En anden mangel var, at embedsmanden selv havde et forslag om, hvordan sønnen kunne hjælpes. Jesus måtte følge med ned til Kapernaum og røre ved den syge: “Herre! kom, før min lille dreng dør.” Vi hører faderens kærlige omsorg. Nok havde troen drevet ham til Jesus, men han ville selv bestemme, hvordan helbredelsen skulle foregå.

Heri ligner han også os. Vi finder jo også på at skubbe egne forslag og betingelser ind foran troen. Nok vil vi tro, men også selv have et ord med at sige.

Men selv over en så mangelfuld tro forbarmer Jesus sig. Jesus afviser mandens forslag. Den sande tro har ikke brug for vore egne idéer, som Djævelen sætter op i os for at ødelægge troen. Alligevel siger Jesus:

“Gå hjem! din søn lever,” og vil dermed hjælpe den bange far frem til den sande tro, der alene lader alt komme an på, hvad Jesus siger og lover, og som er villig til at glemme alle vore egne forslag til, hvordan Jesus kan ordne sagerne.

 

Derfor må vi ikke lade os slå ud af, at Jesus også over for os kan tillade sig at afsløre, hvor bagvendte vore egne tanker om troen er. Det gør han for kærligt at hjælpe os til den rette tro.

Den hjalp han embedsmanden frem til gennem en smertende afsløring og ydmygelse.

Nu lod han sig nøje med Jesu ord alene. “Manden troede det ord, Jesus sagde til ham, og gik.” Igen sætter troen ham i gang, og vel hjemme ser han næste dag sønnen rask.

“Og han selv og hele hans husstand kom til troen,” slutter evangeliet. Det begyndte med den svage, mangelfulde tro, som blot gik efter mirakler og selv stillede forslag. Manden ville først se og opleve noget. Jesus skulle med. Før mente han ikke, der kunne ske noget. Men faderen skulle lære, at et ord er nok for den sande, kristne tro. Et ord af Jesus og et ord om Jesus.

 

Men se så, hvordan denne nyvundne tro ikke slår sig til ro, men straks igen sætter embedsmanden i bevægelse. Han giver sig til at fortælle andre om Jesus, hvorledes han havde hjulpet ham selv frem til den rette tro med det resultat, at alle i hans hus, kone, børn og tjenestefolk kommer til tro.

Det gik ham, som Paulus, der siger: “Jeg troede, derfor taler jeg” (2. Kor. 4,13). Er vi tavse om Jesus, er det et tegn på, at Djævelen er ved at have fået bugt med troen!

Så er det på tide at vågne op og bede Gud give os den sande tro og dermed villighed til at forkynde fredens evangelium!

 

Hvad er det for et evangelium? Det er det glædelige budskab om, at den sande og frelsende tro ikke er vort eget produkt. Den vækkes ved ordet om Jesus, som det skete, da embedsmanden i Kapernaum hørte om Jesus.

Det er budskabet om, at der er håb også for den mangelfulde, svage tro. Er den blot bestandigt rettet mod Jesus, og bliver vi blot hos ham, hjælper han den svage tro fremad på ret vej og styrker den gennem kamp og ydmygelser.

Det glædelige budskab må vi i dag tage til os og videre ud med: Jesus hjælper den svage tro! Kom til ham og bliv hos ham! Hør det, som havde du aldrig hørt det før. Og vi må igen svare: “Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som i begyndelsen, så nu og altid og i al evighed. Amen”.

 

 

Salmer: 383 / 570,1-2 / 401 / 267 // 478 / 568