21. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Som missionær i den tredje verden kommer man ud for mange vanskeligheder. Man har svært ved at klare sig i en fremmed kultur og på et fremmed sprog. Man har svært ved at undvære familie og venner. Og det er ekstra hårdt, når man kommer ud for en ulykke, eller når man bliver syg. Alt det har vi selv prøvet i løbet af de syv år vi var i Tanzania.

Men det værste var, når børnene blev syge. To gange har vi oplevet at vores søn var ved at dø. Det glemmer vi aldrig. Vi boede lige op ad landsbyens kirkegård. Lige inden for på kirkegården var der en række små, tarvelige kors over døde missionærbørn. De kors mindede os om, hvor meget det kan koste at have en tjeneste på missionsmarken.
Ganske vist var der et sygehus i vores landsby, men standarden var meget lavere end i Europa. Der var mangel på næsten al ting. Kanyler blev kogt og genbrugt. Mange af sengene manglede madrasser, så de syge lå lige på de hårde fjedre. Ofte var der ingen medicin, så de der lige var opereret ikke kunne få noget til at lindre deres smerter.
Da vores søn Erik var et halvt år gammel, faldt han en dag ned fra puslebordet og slog hovedet på det hårde cementgulv. Han skreg, da Charlotte løftede ham op. Hun stod med ham i favnen, da han mistede bevidstheden. Hun troede, at han døde, så hun skreg fortvivlet. Jeg hentede en læge, der kunne konstatere at Erik havde alle sine reflekser. I de næste dage bad vi og vores ansatte inderligt for ham. Det endte med, at vi blev fløjet til Kenyas hovedstad Nairobi, hvor der blev foretaget en scanning af Eriks hoved. Han havde kun fået en lille blødning, der gik væk af sig selv.

En anden gang var der i vores landsby mange alvorlige tilfælde af malaria. Ca. 40 børn var indlagt på det lokale sygehus. Halvdelen af dem fik blodtransfusion. Næsten hver dag døde et af børnene. Da Erik så en aften fik høj feber, var vi bange for, at han også skulle dø af malaria. Vi fik midt om natten tilkaldt en læge, der kunne berolige os med at feberen skyldtes, at Erik var ved at få en ny tand, og at han for kort tid siden var blevet vaccineret mod mæslinger.
Da vi ca. kl. 3 om natten stod ude i gården for at sige farvel til lægen, hørte vi klokkerne fra kirkerne i omegnen. Det var nemlig påskenat, og der blev ringet for at fejre Jesu opstandelse fra de døde. For os blev det et meget stærkt tegn på, at livet er stærkere end døden. Påskemorgen brød han dødens magt, da han stod op af graven. Og den tropenat, hvor vi fik lov at beholde vores Erik, oplevede vi hvordan Jesus sagde til os: “jeres søn lever!”

 

Den kongelige embedsmand i dagens tekst lærer os noget om, hvad det vil sige at tro. Tro er tillid. Så enkelt er det. Tro vil ganske enkelt sige tillid. Manden troede på hvad Jesus sagde til ham: “Gå hjem, din søn lever.” Han behøvede ikke at se tegn og undere for at tro. Han bad blot Jesus om hjælp. Han kom til Jesus, fordi han vidste, at han før havde gjort et under i Kana, da han forvandlede vand til vin og derved reddede en bryllupsfest. Embedsmanden havde tillid til Jesus og tog ham på ordet, da han sagde “Din søn lever”. Da han på vej hjem fik at vide, at underet var sket på det tidspunkt Jesus havde sagt sådan, kom han til at tro på, at Jesus giver liv.

Og disse to tegn i Kana i Galilæa blev husket og skrevet ned af evangelisten Johannes for at vi, der lever så længe efter, skal høre om dem og få den samme tro og tillid til Jesus, sådan som Johannes selv skriver i slutningen af sit evangelium: “dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.” (Joh. 20,31)

I det Ny Testamente lærer vi Jesus at kende som den, der giver liv. Det står flere steder i Johannes-evangeliet, bl.a. i forordet, hvor det hedder: “I ham var liv, og livet var menneskers lys.” (1,4) Og senere siger Jesus to gange om sig selv, at han er livet.
Den første gang er i forbindelse med opvækkelsen af Lazarus fra graven. Da han kom til Bethania, mødte Jesus først søsteren Martha uden for landsbyen Bethania. Hun siger straks til ham: “Herre, havde du været her, var min bror ikke død.” Men Jesus siger så til hende: “Din bror skal opstå.” Hun tror selvfølgelig, han mener, at Lazarus engang skal opstå sammen med alle andre, der er døde i tidens løb. Men så er det Jesus siger meget bestemt: »Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?« Hun svarede: »Ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.« (11,25) Det evige liv er altså slet ikke kun noget, vi får engang i en fjern fremtid, men det er allerede her og nu. Vi har del i det evige liv, når vi tror på Jesus. Når vi tror at han er Guds Søn, som kom for at blive vores frelser. Han som kom til jorden for at redde os fra vore fjender: synd, død og djævel.

Den anden gang, Jesus direkte kaldte sig selv for livet, var skærtorsdag aften, da han holdt sit sidste påskemåltid med sine 12 apostle. Han indledte sin lange afskedstale til dem med at sige, at deres hjerte ikke måtte forfærdes, men at de hellere skulle tro på Gud og tro på ham. Han lovede dem, at når han nu gik bort, ville han gøre en plads rede for dem og senere komme at hente dem, for at de så skulle være sammen med ham for evigt. Da var der en af dem, tvivleren Thomas, der sagde, at de ikke vidste hvor han gik hen. Jesus svarede så: »Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig.« (14,6)

I dagens kollektbøn bad vi: “Almægtige, evige Gud! Du, som ved din Søn har lovet os syndernes forladelse, retfærdighed og evigt liv, vi beder dig: Styr og opvæk ved din Helligånd vore hjerter, så vi søger vor hjælp hos ham i daglig bøn …Giv os en … fast tro på hans ord og løfte, så vi finder frem til denne hjælp og får hvad vi beder om”. Her har vi, hvad vi kan lære af denne tekst.
Den kongelige embedsmand kunne ikke andet end at trygle Jesus om hjælp, fordi hans søn var dødssyg. På samme måde kunne Charlotte og jeg heller ikke som forældre til Erik holde ud at se på, at han måske døde fra os. Derfor bad vi Gud om hjælp, og vi fik hjælp.
Vi har lært Jesus at kende som ham der “gir os liv og gør os glade”. (D.S. 369,1) Han er den samme i dag som dengang. Når du har det svært. Når du har brug for hjælp. Når du er kørt fast og hverken ved ud eller ind. Så kom til ham! Han har selv lovet, at han vil hjælpe dig. I den gamle pagt afgav han det løfte: “Råb til mig på nødens dag, så vil jeg udfri dig” (Sl. 50,15), og i den nye pagt siger Jesus: “Kom til mig, alle I som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” (Matt. 11,28) Stol på ham! Tag ham på ordet! Tro på hvad han siger! Amen.

 

 

Salmer
736                 Den mørke nat forgangen er
631                 Nu da til lykke
675                 Gud, vi er i gode hænder
580                  Jesus, dødens overvinder
68 v. 5            Se, hvor han gør sig til brød og vin
60                  Jesus, min drot