22. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Speaker: Leif Andersen

Det er jo til at tage og føle på. Sådan et dumt svin. Tykpandet og tykhudet, ufølsom og dum som en dør – det vil sige indtil man kommer til sidste sætning: “Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.”

Og pludselig tænker man ikke på en idiot i en af Jesu lignelser, der ikke kunne finde ud af det mest elementære stykke menneskelighed, men man kommer til at tænke på den kvinde, der har trådt på mig og ydmyget mig – den mand, der snød mig – den chef, der udnyttede mig – den kollega, der bagtalte mig!

– Jamen, har jeg tilgivet dem? Når jeg tænker på dem, så stiger galden op i mig. Når jeg tænker på den ydmygelse og den forbigåelse og det årelange lusk, så er det ligefrem sådan, at maven kan snøre sig sammen, år efter føler man at man synker ind i et sært trist mørke, så snart man kommer til at tænke på ham eller hende.

 

Og så er der de langt værre: misbrugerne. Voldsmændene. Magtmenneskene, som har mere eller mindre ødelagt ens tilværelse. Hvordan skal man kunne tilgive dem? Hvordan skal man kunne ville tilgive dem?

 

 

Og hen over det hele står Fader vor: og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, (Matt 6,12). For slet ikke at tale om: “Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse”. (Luk 6,37)

Jamen er tilgivelsen ikke gratis? Frelses vi ikke af nåde? Hvorfor kommer Jesus så her med et ekstra krav: at vi skal tilgive? Kan Jesus ikke den mest elementære troslære?
– og så kommer han endda med et krav, jeg måske ikke engang kan opfylde! Jeg kan i hvert fald levende forestille mig, at jeg kunne komme i den situation, hvor det ville være helt umuligt for mig at tilgive af hjertet, som Jesus siger.

Hvad betyder det konkret at tilgive? Og ikke mindst: Hvad betyder det ikke?
Og hvad så hvis jeg gerne vil tilgive, men ikke kan?! – Jamen det kan du!
Det sidder i os som en frygt eller måske en modvilje; men det er simpelt hen ikke rigtigt.
Det er rigtigt, at vi ikke altid kan tilgive, som Gud tilgiver (han glemmer!), men dog altid, som syndere tilgiver hinanden: Vi lader det være glemt.

 

 

Hvad vil det sige i praksis?
1. at afstå fra hævn
Sand kristen tilgivelse gør det så let som muligt for den anden at blive tilgivet (det kan være lige så vanskeligt som at tilgive) – men det kan være ærgerligt, når det næsten lykkes lidt for godt …

 

2. ikke at dømme (Rom 2,1) – vi skal kalde synd for synd, men må ikke fordømme, det vil sige vi forbydes foragt og selvretfærdighed (Bibelen hader selvretfærdighed mere end synd)
Den grundholdning, Paulus her efterlyser, er snarere det, han selv giver udtryk for i Galaterbrevet: ”Brødre, hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden, hjælpe ham til rette med mildhed; og se til, at du ikke selv bliver fristet! Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov.” (Gal 6,1f)

Uden denne grundholdning ville det være uforståeligt, at Paulus kan have nerver til at fordømme dømmesygen så hårdt, når han netop selv i Rom 1 har dømt synden så rasende og radikalt. Men han gør det netop med baggrund i den bevidsthed om hans egen syndighed, som han giver et enestående udtryk for i kap. 7.
Paulus demonstrerer altså her, at det lader sig gøre at fordømme synd uden at fordømme synderen (selv om alle andre prøver det modsatte: verden ved at afvise dommen over synd, kristne ved at afvise venskab med synderen!).

Kun den, der giver Gud ret i hans dom, kan undgå den. Den, der ikke vil give Gud ret i hans dom, bliver ramt af den! Derfor kan ingen synder heller tale om andres synd, uden han samtidig er villig til at tale om sin egen! Det var ellers præcis det, jøden ikke ville. Jøden ville ikke dømme sig selv – derfor dømte Gud ham. Men Paulus dømmer sig selv som en synder – derfor dømmer Gud ham ikke!

 

3. at se og bekende sin egen skyld, måske over for mennesker, men i hvert fald over for Gud!
Men at vreden endnu er der, betyder ikke, at vi ikke tilgiver. Vrede er ikke nogen dårlig ting; vrede er ikke nødvendigvis en synd: “Bliv blot vrede, men synd ikke. Lad ikke solen gå ned over jeres vrede, og giv ikke plads for Djævelen” (Ef 4,26f).

Kongen i Jesu lignelse bliver faktisk vred! Jamen skulle han jo ikke netop tilgive 7 x 70 gange?! Nej, her skal han straffe!

Vrede er for det første ikke noget, man vælger eller fravælger, men vi vælger, hvad vi gør med den. For vreden er der!

For det andet er vrede ofte nødvendig. Det gælder særlig over for magtmennesket.

Men en vis procentdel har ingen indlevelsesevne. De slår til i stedet for at sænke paraderne. Det betyder ikke, at de så er undtaget fra vores tilgivelse – men vi skal måske ikke have tillid til dem længere. Vi skal måske netop beskytte vores tilgivelse ved at beskytte os selv imod yderligere overgreb.

For det tredje: Din vrede er sikkert ikke syndfri; men den er heller ikke utilgivelig.
Måske er det vigtigste at sige om tilgivelsen, at den er en vandring.
Ligesom troen er tilgivelsen en vandring: At man stadig kan gribes af tvivl, betyder ikke, at så tror man ikke; vi fortsætter på troens vandring. Og således også med tilgivelsen: At man stadig kan gribes af vrede, betyder ikke, at så har man alligevel ikke tilgivet; vi fortsætter på tilgivelsens vandring!

 

 

Læg mærke til, at Jesus i sin lignelse faktisk ikke har skildret en mand, der slås og kæmper med sin vrede for at få tilgivet af hjertet, men desværre lykkes det ham ikke helt, han mangler lidt endnu – så desværre, over til bødlerne med ham, han har ikke tilgivet helt, af hjertet …
Nej, Jesus skildrer en mand, som det overhovedet ikke falder ind at forsøge. Han skildrer tilgivelse som en handling, ikke en følelse.

Det skal være af hjertet, ja. Men det handler slet ikke så meget om følelser, som vi skulle tro. Når Bibelen taler om kærlighed til konen, til næsten, til fjenden, så tænker den også på følelser, men faktisk ikke i første omgang. Kærlighed er noget, man gør. Tilgivelse er noget, man gør.

Tilgivelse er endda ikke nødvendigvis noget, man siger – tilgivelse skal først og fremmest være en handling; sommetider skal man ikke tage ting op.

Når så vi har fejet alle de falske og forkerte ideer om tilgivelse til side, opstår så en enorm lettelse: Pyha, så er det jo ikke så slemt!? Nej. For så begynder tilgivelsen at blive noget praktisk muligt, men forfærdelig svært. Jeg kan ikke længere undskylde mig med, at det er der jo alligevel ikke nogen, der kan opfylde …

“I har hørt, at der er sagt: ›Du skal elske din næste og hade din fjende.‹ Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn; for han lader sin sol stå op over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Hvis I kun elsker dem, der elsker jer, hvad løn kan I så vente? Det gør tolderne også. Og hvis I kun hilser på jeres brødre, hvad særligt gør I så? Det gør hedningerne også. Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen!” (Matt 5,43-48)

 

 

Det virker næsten, som om Jesus ikke har hørt om de sidste resultater inden for psykoterapi. Man kan jo blive syg af sådan noget. “Vær fuldkomne”! – simpelt hen. Og det handler ikke om at være fuldkommen i rejehop eller acrylmaling. Det handler om at være fuldkommen i kærlighed. Vi skal være gode ved dem, der er onde mod os. Hvordan kan man holde til at leve med sådan noget?

Jeg vil skyde på, at til daglig gør det ikke ret mange af os ret meget. I princippet er det ufatteligt udfordrende og ufatteligt skræmmende. I praksis gør det os ikke alverden. Og det er jo ikke fordi vi aldrig har hørt om det. Det er et af de mest beundrede og berygtede ord af Jesus, at vi skal elske vores fjende; og så skal vi endda være fuldkomne i det!

Men for det meste ligger det bare som sådan en ubestemt erindring om pligt, når nogen har været virkelig stride imod os: “Der var jo et eller andet om, at jeg nu skulle velsigne og elske og gøre godt – men det lader sig jo simpelt hen ikke gøre. Vi lever ikke i Himmelen, og jeg er ikke nogen helgen.”

 

 

Men så sker det alligevel nu og da, at det bliver værre. Nu og da bliver det meget værre, nemlig når det bliver meget værre mellem os selv og andre mennesker. Når vi føler os trådt på og ydmyget og bagtalt. Når vi ikke bare er udsat for misforståelser, men føler os behandlet direkte ondt og vi oplever denne frygtelige følelse af had stige op i os. Og når de sødeste og blideste mennesker iblandt os bliver dybt forfærdede over at opdage, at de faktisk er i stand til at hade og ønske hævn og håbe, at andre ville dø –  bliver Jesu ord ikke bare en dristig udfordring. Så bliver de nu og da en utålelig byrde i sig selv. Oveni ydmygelsen forlanger Jesus nu det umulige af mig: Jeg skal elske min fjende. Jeg skal hjælpe den, der har trådt på mig. Det er næsten, som om han stiller sig på min fjendes side og forlanger, at jeg skal være god mod min plageånd.

Ganske vist er vores kristelige sagnskat fuld af historier om kristne, der vender den anden kind til og tilgiver deres plageånder og som så oplever, at fjenderne bryder sammen og angrer og forbedrer sig – og det er da noget, der vil noget. Så vi prøver at følge deres gode eksempel og vender den anden kind til – og Slam, så får man én, så det synger. Så er det lige før man bliver mopset: Tricket virkede ikke!

Nu skal du høre: Det er ikke noget trick. Der er ikke nogen smart hemmelighed. Der er ingen bonus for at vende den anden kind til. Der er ingen himmelske klistermærker eller guldstjerner for at være god ved dem, der træder på dig. Det er slet ikke sikkert, du får andet end smerte ud af det. Det er slet ikke sikkert, det kan betale sig.

Der er kun én grund til at bede for dem, der forfølger dig og være god mod dem, der er onde mod dig: De har brug for det. De skal elskes. Og du skal elske dem og ønske dem alt godt. Du skal være fuldkommen. Du skal være fuldkommen, ligesom din himmelske Fader er fuldkommen.

 

Så længe mennesker kun er besværlige og irriterende, er det kun en interessant udfordring at prøve på at elske dem. Og man kan sole sig i sin egen medmenneskelighed og tolerance. Det er meget, meget værre, når de faktisk er blevet ens fjender. Når man ikke kan sove af ydmygelse og vrede og skuffelse og raseri. Når man opdager helt nye dybder af hævntørst i én selv. Så kan man sommetider synes, at Jesu ord ikke er til at leve med. De bliver næsten et nyt overgreb. Hvorfor kan Jesus ikke stille sig på min side? Hvorfor skal han være så forbasket neutral og forstående over for mennesker, der har behandlet mig sådan?

Det er så fristende at hylde Jesu etik i princippet – og så lade det blive ved det. Hvis man bliver rigtig fiks til det, kan man ligefrem bruge hans krav om “fuldkommenhed” som undskyldning for aldrig at gøre noget konkret ved det: – Det er så stort og så smukt og så højtflyvende, så det kan aldrig få nogen konkrete konsekvenser. Jeg ved ikke, hvad jeg skal bruge det til. Det er sådan en praktisk sætning: “Det kan jeg ikke bruge til noget”.

Men Jesu ord er desværre meget konkrete: Bed for dem, der forfølger dig. Vær god mod dem, der er onde mod dig. – Prøv bare engang at læse de ord i kapitlet, der står lige foran: “I har hørt, at der er sagt: ‘Øje for øje og tand for tand.’ Men jeg siger jer, at I ikke må sætte jer til modværge mod den, der vil jer noget ondt. Men slår nogen dig på din højre kind, så vend også den anden til. Og vil nogen ved rettens hjælp tage din kjortel, så lad ham også få kappen. Og vil nogen tvinge dig til at følge ham én mil, så gå to mil med ham.”

 

 

 konkret mener han det. Så bogstaveligt mener han det. Han mener, du skal give afkald på din retfærdige hævn. Han mener ikke, det skal gælde for samfundet, som om vi skulle tilgive forbrydelser og nedlægge domstolene og lukke fængslerne. Men han mener, det skal gælde for dig og for mig. Over for vores næste. Over for vores fjende. Netop der, hvor det næsten ikke er til at holde ud.

Jamen hvad er opskriften? Hvordan kan det konkret lade sig gøre? – Lad mig nævne to ting:
Den ene ting er: Find den anderledes synsvinkel på din fjende. Prøv i tankerne at se på din fjende fra en anden vinkel. Prøv at opdage det rædselsslagne lille menneske inde bag den hovne facade. Prøv at opdage det skræmte, sårede barn inden i den brovtende, ufølsomme voksne. Det er ikke sikkert, han eller hun kommer til at handle anderledes over for dig. Men du kommer til at handle anderledes over for ham og hende. Du kommer måske endda til at føle anderledes.

 

 

En dansk kvinde fortalte for mange år siden, hvordan hendes mand over en årrække havde udviklet sig til en fuldstændig umulig, fordrukken og selvoptaget tyran. Der var efterhånden intet formildende i hans opførsel, og hun afskyede ham simpelt hen godt og grundigt. – Men så en dag, da hun oplevede ham fra hans allerværste og mest umulige side, kom hun pludselig i tanker om en enkelt situation fra deres forlovelsestid, en gang hvor han i ægte kærlighed og omsorg havde sagt noget vidunderligt til hende. Nu var den side af ham fuldstændig væk; men hun forstod pludselig, at i dette ene kærlige ord, så langt borte det end var, dér kom det egentlige menneske i hendes mand til udtryk. Hun forstod, at i dette lå der en anelse af det, som Gud egentlig havde for med ham. Dér lå et glimt af den tabte mønt, den tabte perle i hendes mands liv. Hun fandt den anderledes synsvinkel, kærlighedens synsvinkel. Guds synsvinkel.

Ikke at forstå er at tilgive. For tilgivelsen kommer ind, netop når der ikke er nogen formildende omstændigheder! Men alligevel kan også følelsen af tilgivelse sommetider komme til, netop når man begynder at forstå.

 

 

Den anden ting er: Find den anderledes synsvinkel på dig selv. Hvis du opdager, hvordan du selv ser ud i Guds øjne, så bliver din fjende helt anderledes i dine egne øjne. Hvis du oplever, hvor elsket du selv er, så vil din fjende efterhånden blive knap så forhadt i dine egne øjne.
Mange tror, at det handler om at se, hvor ond man selv er, så kan man bedre tilgive andre deres ondskab. Det er da også rigtigt, at det er sundt at se, hvor smålig og skadefro jeg selv er, så jeg kan få lidt proportioner på det. Men det er langt mere effektivt at se, hvor meget jeg er elsket af Gud i Jesus.
Har man oplevet at se, hvordan ens egen skyld og ens egne overgreb bliver tilgivet og taget fra én og lagt over på Jesus, så kan man også opleve, hvordan ens egen bitterhed siver af én og siver ned og siver ned gennem gulvet. Vreden bliver måske tilbage, men den behøver ikke sætte sig fast til selvødelæggende bitterhed.

Gud elsker selv sine fjender! – Vi er hans fjender! Jamen, er det bare en helt guddommelig godhed og overbærenhed? – Nej, Gud kan ikke bære over med vores fjendskab. Han må bære vores fjendskab. Det gør han på korset!

“Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen.” Man kan da godt gå i stykker på sådan et ideal. For hvis man prøver at lade som om, man kan elske ud over det, som er menneskeligt og åndeligt muligt, hvis man prøver på at lege helgen og lukke øjnene for ens nederlag og ens egoisme, så kan det sagtens ende i noget frygteligt usundt. Men det er ikke nederlaget, der bøjer én ned – det er indbildningen, der gør bøjer én ned.
“Det lykkes ikke” gør ikke syg. Det gør derimod laden-som-om. Hvor man for eksempel ikke vil være ved sin vrede. Eller sin kommen-til-kort. Der kommer ikke noget godt ud af at lege helgen.

 

 

Jamen er der da grænser for, hvad der er åndeligt muligt? – Ja. Du bliver aldrig det, Jesus siger du skal være. Du kan heller aldrig slå dig til tåls med ikke at være det.

Men hvorfor siger Jesus så det med at blive fuldkommen, hvis det aldrig kan blive andet end “til dels”? Hvordan kan man leve med sådan en formaning uden nogensinde at kunne nå den? Én ting er jo at leve for sådan et ideal. Noget andet er at kunne leve med det. Knækker man ikke under det? Det spørger man kun om, hvis man ikke kender Jesu nåde. Det helt store i alt dette er nemlig, at for Jesus lykkedes det.  Jesus elsker nemlig sine fjender: os! Han beder for os, han lønner vores ondskab med godhed, han velsigner os ud over alle grænser, og han holder ikke et øjeblik op med at elske os, selv om vi af natur er hans fjender.

Det kan godt være, at ingen prædikant eller terapeut eller ven eller forældre kan slippe godt fra at sige til os, at vi skal være fuldkomne. Men Jesus kan. Uden vi går i stykker på det. Uden vi bliver syge af at skulle forsøge hele livet og aldrig helt lykkes i det. Jesus er den eneste, der kan sige det sådan, at vi kan leve med det.