22. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Hvor er det godt, at alting ikke afhænger af vores følelser.

Tænk, hvis vi kun fik gjort noget og udført noget, hvis vi hele tiden først lige skulle tjekke vores følelser. De svinger hele tiden, op og ned, så vi ville ikke få udført ret meget.

Der er ting vi gør og ting vi udfører, uanset hvilke følelser vi har.

 

 

Når jeg har samtaler med kommende ægtepar, så taler vi en del om lige præcist dét. Vi taler om noget, som for nogle af dem er en overraskelse. Vi taler nemlig om, at kærlighed i bund og grund ikke er en følelse. Kærlighed er noget du gør. Kærlighed er en udsagnsord.

Kærlighed er langt mere en viljeshandling end det er følelser. Og jeg er helt vild med, at dén sandhed faktisk er med i kirkens vielsesritual!

Har I lagt mærke til det? Når parret står foran alteret, hvad ér det så, de siger Ja til?

De får spørgsmålet: “”Vil du elske og ære… vil du leve i medgang og modgang… indtil døden skiller jer ad?

Læg en gang mærke til, hvordan spørgsmålet indledes! Det indledes med “VIL DU elske…”

Jeg er rigtig glad for, at spørgsmålet indledes sådan. Tænk, hvis der havde stået noget andet! Tænk, hvis der havde stået “Vil du elske og ære så længe følelserne er der, og du synes at dine egne behov bliver opfyldt?”

Når der står “VIL DU elske”, så er det, fordi kærlighed ikke er følelser og kemi. Kærlighed er VILJE! “Jeg VIL elske og ære min ægtefælle!”

 

 

Og det her, det kan du og jeg overføre direkte til tilgivelse:

Vi har lige læst en bibeltekst om at tilgive, og om at der ikke skal være nogen grænse for tilgivelse og om at Gud ikke vil tilgive os, hvis ikke vi vil tilgive vores medmennesker:

Kærlighed er ikke først og fremmest en følelse. Kærlighed er noget du gør.

Og så overført på tilgivelse:

Tilgivelse er ikke en følelse. Tilgivelse er noget du gør. Det er en viljeshandling.

Og ligesom ægteparret får spørgsmålet “VIL du elske og ære”, så lyder spørgsmålet fra GUD: “VIL du tilgive?

 

 

 

Tilgivelse er noget du gør, og altså noget du gør i bund og grund uanset hvordan du føler og om du egentlig mere har lyst til hævn.

Og lige præcist derfor… fordi tilgivelse i bund og grund er løsrevet fra hvordan du føler, så betyder det også, at du sagtens kan komme ud for situationer, hvor du VÆLGER at tilgive, men hvor du også godt ved, at en eventuel FORSONING med vedkommende måske kommer til at vente.

Det kan sagtens være, at forsoning og fornyet venskab – eller for den sags skyld konsekvenserne af jeres uenighed – kommer senere. For FØRST kommer tilgivelsen. Det er den, der sætter alt det andet i gang.

 

 

Men se, du og jeg har uden tvivl mødt masser af mennesker som har SVÆRT ved at tilgive og som vi har fuld sympati med fordi de kæmper med det. Så mange som vi er her i aften, er der uden tvivl også adskillige af os her som kæmper med tilgivelse. Og vi har fuld sympati med dén kamp og hvor svært det kan være, men så er der, i dagens bibeltekst og til os her i aften, tre budskaber:

Det ene er, at tilgivelse altid er det FØRSTE i en længere proces. Det andet er, at tilgivelse ikke er en følelse, men noget du gør. En viljeshandling.

Og det tredje er, at tilgivelse er give til andre hvad GUD allerede HAR givet, til DIG.

 

 

Det er jo lige præcist det, Jesus fortæller her.

Disciplen Simon Peter spørger Jesus, om der er grænser for tilgivelse. Simon Peter er vokset op i en tid og i en kultur, hvor de havde lært, at man kun skulle tilgive 3 gange. Kun 3 gange, så er det nok. Så faktisk føler Simon Peter sig temmelig generøs, da han spørger Jesus: “Hvad så, Jesus, ville 7 gange være nok at tilgive?

Og det tal, Jesus giver – dét med de 7 x 70 gange – og den historie, Jesus fortæller, giver det svar som gælder for enhver som har prøvet at møde GUDS tilgivelse. Og svaret lyder: I skal blive ved-og-ved-og-ved at tilgive. Der er ingen grænser for tilgivelse, for tilgivelse er ikke afhængigt af hvordan du føler det… OG: tilgivelse er at give til andre, hvad GUD allerede har givet til dig.

Dén mand her, i lignelsen, han får jo tilgivet en fuldstændigt vanvittig stor gæld. Manden er et billede på dig og mig, og kongen er et billede på Gud. Og vi mennesker, du og jeg, vi har en vanvittig stor gæld til Gud. Vi skylder ham vores liv, vores eksistens, vi skylder at være lydige mod ham. Men vi går vores egne veje og prøver selv at være guder og synder imod Gud gang på gang. Vi skylder Gud en vanvittig stor gæld.

Og det, som er så ufatteligt… dét, som er så vidunderligt… er at Gud vælger at blive menneske som os, leve som os og dø i stedet for os. Ham, som vi skylder alt, betaler selv vores gæld.

Og det er i mødet med dén ufattelige nåde og kærlighed og tilgivelse, at Gud dermed siger til os: Som jeg har tilgivet jer, skal I tilgive hinanden. I skal ikke mærke efter, om det føles rigtigt eller om I allermest har lyst til at hævne jer. I… skal… tilgive!!

Tilgivelse er ikke en følelse. Tilgivelse er noget du gør. Og tilgivelse, fortæller lignelsen her, er at give til andre, hvad Gud allerede har givet til dig!

 

 

 

Og det er lige præcist derfor, teksten her slutter med noget, som jo lyder ganske voldsomt og skarpt. Det er præcist derfor teksten slutter med, at Jesus siger: “Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.”

Med andre ord: Hvis du og jeg, som HAR mødt Guds nåde og tilgivelse, og som fortsat lever FORDI vi har mødt Guds nåde og tilgivelse, ikke VIL give tilgivelse til andre, så VIL Gud heller ikke tilgive os.

Så skarpt. Så reelt. … jeg var lige ved at sige: Lavpraktisk.

 

 

 

Når der ér noget at tilgive, så er det klart, at der venter ofte en længere proces. Der kan være gjort eller sagt noget, som sårer og gør ondt. Det kan være, at der ligefrem er sket en forbrydelse, som kræver straf og konsekvenser.

Men hele den her proces, den begynder med tilgivelse. Og den begynder med tilgivelse uanset hvad du måtte have af følelser og kampe i dit sind omkring det. Og bagefter kan processen fortsætte, med forsøg på forsoning, osv.

Tilgivelse er nemlig ikke det samme som forsoning. Der skal to til forsoning. Tilgivelse er noget, du gør og vælger at gøre, også selv om der ikke er sket en forsoning. Det skal der nemlig to til.

Tilgivelse er heller ikke det samme som at du accepterer det, der blev gjort imod det. Det kan sagtens være, at der skal opstilles nye retningslinjer og grænser, men tilgivelsen skal være der. For ellers går du rundt, fortsat, i et hav af vrede og hævnlyst som vil æde dig op indefra.

 

 

 

Se, i bund og grund forstår jeg ikke, at en person, som har siddet uskyldigt dømt i et fængsel, kan tilgive dem der fængslede ham.

Jeg forstår ikke, at en person, som blev sendt i koncentrationslejr og blev tortureret, kan tilgive sine bødler.

Jeg forstår det ikke. Men jeg ved, at i mange af disse tilsyneladende umulige situationer var det mødet med noget andet uforståeligt, nemlig Guds nåde og Guds tilgivelse, der ændrede alt og gjorde, at de ikke kunne lade være med at tilgive. At de blev NØDT til at tilgive. At de forstod, at de skylder hele deres liv og hele deres eksistens til en, som gav sit liv for at kunne imødekomme dem med nåde og med tilgivelse.

Og det er virkelig dét, der er den kæmpe forskel: Om et menneske, som bliver udsat for noget ondt, lever sit liv med den grundlæggende forståelse, at Gud, som har skabt os og elsker os, kom os i møde med en nåde og en tilgivelse, som vi på ingen måde har fortjent.

At Gud, hvis det skulle gå retfærdigt til, burde have overladt os til os selv, men han gjorde det ikke. Han lod retfærdigheden gå ud over sin egen søn, lod ham torturere, lod ham råbe “Min Gud, hvorfor har du forladt mig?“, lod ham råbe “Tilgiv mine bødler, for de ved ikke, hvad de gør!

Og lige præcist derfor – fordi Gud kom med en ufortjent nåde og tilgivelse til os – lige præcist derfor siger Bibelen: “Så tilgiv hinanden, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus” (Ef 4,32).

Og lige præcist derfor lærte Jesus os i bønnen Fadervor at sige: “Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere.”

 

 

 

Og hør: Det ændrer ikke ved, at tilgivelse er svært, men fordi vi har oplevet, mærket og erfaret Guds tilgivelse, så kan vi nu gå til Gud med det, og sige til ham: “Kære Gud, jeg ved, at du har styr på alting! Gud, jeg synes det er svært, det jeg lige nu oplever. Det er svært for mig at tilgive, men jeg stoler på dig, for jeg har oplevet hvor meget du elsker mig, så jeg overgiver det til dig. Hjælp mig til ikke at hænge fast i det, der er svært. Hjælp mig til at tilgive ligesom du har tilgivet mig.”

 

 

 

Lad mig sige her til sidst:

Måske har du mødt nogen der er blevet såret, og så siger de til dig: ”Du forstår slet ikke… Det, de gjorde imod mig, er så forfærdeligt, at jeg ikke vil tilgive dem. Jeg kan ikke tilgive dem for det, de gjorde”.

Hvad hvis Gud sagde det?

 

 

Jeg ved ikke, hvad du bærer på, eller hvor længe du har båret det, men i løbet af hele vores rejse igennem livet bliver vi såret og ramt – og vi ender med at bære rundt på al den gæld, som folk skylder os.

Gud skabte dig ikke til at bære rundt på de ting!

Gud skabte dig til at være fri. Fri fra bitterhed, fri fra vrede og irritation og hævn.