22. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække

Prædikant: Ole Larsen

Teksterne

 

Es 49, 13-18

Det er den anden af de såkaldte ”tjenersange”. Den første af dem findes i Es 42, 1-7.

Herrens tjener har en opgave at udføre i Israel og i verden. Og temaet her er: trøst, medfølelse og udfrielse.

Ef 4, 30-32

Guds Ånd sørger, når hans værk forhindres, hvis man tager det let med synden og behandler Guds ord overfladisk. På den måde får Djævelen god plads. Guds ånd maner til adskillelse fra verden og aktiv tjeneste. Vi er beseglede som Herrens ejendom til forløsningens dag, håbets dag. Da skal Kristus hente dem, han har købt og betalt prisen for og som har taget imod ham.

Mens vi er her, skal vi så at sige opføre os ordentligt. Bitterhed og hidsighed og vrede klæder ikke nogle heller ikke kristne. Vi har alle fået del i Guds nåde og tilgivelse og derfor skal vi være gode ved hinanden.

 

Matt 18, 1-14

Teksten minder en hel del om et andet sted, hvor disciplene spørger Jesus, hvem der mon er den største i Himmeriget, og om to af dem måske kunne få de bedste pladser. Jeg tænker på Zebedæus-sønnernes mor, der kommer og spørger Jesus om dette. Det er ikke muligt, for det handler jo aldrig om at få de bedste pladser, men at få en plads i det hele taget.

I vore dage gælder det om at være fremme i skoen, være med der, hvor tingene sker – også kirkeligt, og det er bestemt også vigtigt, at vi er på banen. Jesu reaktion kan måske undre, men han tager et barn og stiller det imellem disciplene og sig selv og bruger barnet som forbillede på hvem der har adgang til Guds rige.

Altså: ”Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres.” Overfor Gud er vi alle små, og derfor skal vi vende om og blive som børn. Og det er jo ikke let, fordi det umiddelbart fratager os al vor ære og alle de fordele, vi troede, vi havde i forhold til andre mennesker.

Men vi skal ikke bekymre os om, hvorvidt vi nu slår til eller ej. Lad os bare stå af sammenligningsræset, dette, at alt, hvad vi siger og gør, hele tiden bliver målt og vejet og sammenlignet med, hvad alle andre gør!

”Der er ingen rige i mit rige”, synger vi i Hans Anker Jørgensens salme: ”Du, som gi’r os liv og gør os glade”. Og selvom jeg ikke er så vild med hans salmer, har han netop i denne salme mange vigtige pointer. Alt, hvad vi har gjort og kan gøre, har intet at sige. Det, der alene har betydning er, hvad Jesus Kristus har gjort for dig. At han købte os fri med døden på korset. Guds rige er ikke en tombola med frit valg på alle hylder. Himmerigets porte kan ikke stormes, de åbnes udad og åbnes indefra af Gud selv.

Og så får vi en særdeles kraftig advarsel af Jesus med de meget barske ord om, at hvis vi forarger én af dem, der tror på Jesus, så var vi bedre tjent med at ligge på havets bund med en møllesten om vores hals!!

Kan I se billedet af Egon Olsen i ”Olsen-banden”, der af sine kumpaner bliver sat i en cementspand og sænket ned og i sidste øjeblik kommer hans hundehoveder til venner og redder ham!! Det er højforræderi at bringe andre til fald, at skubbe eller sparke til den, der i forvejen ligger ned. Jesus minder om, at deres engle i himlene altid ser min himmelske fars ansigt.

Det, der tæller, er Kristi kærlighed, og i det lys forsvinder alle skranker, så vi finder hinanden på tværs af alle forskelle.

Til sidst hører vi om, at Jesus går ud og leder efter det ene får, som er blevet væk, bærer det hjem på sine skuldre. Det betyder selvsagt ikke, at han er ligeglad med de 99 andre.

Så for at finde vort håb for fremtiden og vores glæde i nutiden må vi være fælles om at være genstand for Jesu Kristi kærlighed.

 

Salmevalg

753            Gud, du, som lyset og dagen oplod.

484            Du, som vejen er og livet.

592            I dag er nådens tid.

266            Mægtigste Kriste.

598            O, Gud, du ved og kender.