22. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække

Prædikant: Kurt Larsen

Om det hovmod at ville være den største

Jesu disciple ville være de største. De syntes nok, at de allerede var ret store derved at de hørte til inderkredsen omkring Jesus. Derfor skulle de lære af barnet. Hvis ikke de omvendte sig fra deres store tanker om sig selv og anerkendte deres egen afhængighed, kom de slet ikke ind i himmeriget.

Et barn er afhængigt. Det skal som lille bæres. Vi blev alle engang båret til døbefonten, og en dag skal vi igen bæres ind i kirken. Her begynder og slutter livet for os alle. Men mellem disse to poler, i vores bedste år, kan vi (måske især os mænd!) bilde os ind, at vi er usårlige og uforgængelige. Så lurer hovmodet.

 

Gammeltestamentlig baggrund

Det er altid godt at have en GT-beretning med i sin prædiken. Det er med til at give den historisk rette baggrund for NT-teksterne. Det er også med til at vise menigheden, at der er grund til at studere GT, fordi der er meget opbyggeligt at lære af den bog. Den, der citerer Benny Andersen, H. C. Andersen og Dostojevskij signalerer jo dermed til menigheden, at det er vigtigt at læse dem – og det er det måske også, men i hvert fald ikke i nogen sammenlignelig grad i forhold til det at læse GT: ”Alt, hvad der tidligere er skrevet, er jo skrevet, for at vi skal lære af det, så vi med udholdenhed og med den trøst, som Skrifterne giver os, kan fastholde håbet” (Rom 15,4)

En GT-beretning, der kan illustrere dagens evangelium, er den om kong Nebukadnezar, der hovmodede sig selv. Han roste sig af det, han havde bygget, for ”at kaste glans over sin herlighed” (Dan 4,27), men efter at have vist dette hovmod, mistede han sin forstand og åd græs som oksen. Da lærte han i sin fornedrelse, hvor lille og afmægtig han i grunden var. Så fik han sin forstand tilbage, og da lød der nye toner fra ham: ”Jeg priste den Højeste og lovsang og ærede ham, der lever evigt”. (4,31)

Han måtte igennem en barsk oplevelse for at lære sandheden om sit liv. Men det var den kærlige Gud, der stod bag. Der måtte tages hårdt ved ham, for at han kunne lære sandheden: At Gud lever evigt, og at vi er små mennesker. Har man glemt barnet i sig, kan man fristes til at sige som Nebukadnezar: Det er gået mig godt, fordi jeg er dygtig. Min egen styrke og kraft kaster herlighed over mig selv.

Der er ikke i sig selv noget galt i at have selvtillid og lederposition. Det fik Nebukadnezar jo også igen efter sin omvendelse. Han stilling var den samme bagefter, men han var ikke den samme. Før drejede det sig om ham selv, nu gav han Gud æren.

Det er det, der ligger i begrebet omvendelse: At man vender sig bort fra at fokusere på sig selv og give sig selv æren, til at have Gud i centrum og give ham æren.

 

Skal alle omvendes?

I vækkelseskredse har der været talt meget om omvendelse. Som prædikant træder man ind i en kæde af folk, der har præget menighedens enkelte medlemmer før ens egen tid. Derfor er det vigtigt at besøge folk og lytte meget til dem og fornemme, hvordan forholdene er netop hos ens tilhørere. Jeg tænker på tre typer, der måske lytter til din tale om begrebet omvendelse.

 

Type 1:Måske sidder der på kirkebænkene nogle, der har en oplevet omvendelse bag sig. Folk som dem har brug for at blive mindet om, at omvendelse aldrig må blive blot fortid, hvor stort og vigtigt det end var. For de kan havne i den bizarre situation, at de bliver hovmodige over deres (vores!) egen oplevelse. Vi kan i bagvendthed gøre os store over, at vi engang vendte om og blev som børn. Så for os er det vigtigt at blive mindet om, at ”begyndt er ikke endt, det må du vide, som har din Jesus kendt, bliv ved at stride”.

 

Type 2: Måske sidder der på bagerste række en forknyt sjæl, der aldrig fik oplevet den omvendelse, omgivelserne talte så meget om. Hun synes derfor ikke, hun nogensinde har været en rigtig kristen. Til hende gælder det om at få kommunikeret, at det at være omvendt er at være ret-vendt. Den, der i dag ønsker at tilhøre og følge Jesus, er ret omvendt. Omvendelse er ikke noget, der erfares på én og samme måde af alle mennesker. Den, der af hjertet siger med på forsagelsen og troen i kirken, søndag efter søndag, er ret-vendt. Når hun dagligt kommer til Gud med bøn i Jesu navn, er hun omvendt!

 

Type 3: Måske har der også forvildet sig én i kirke, der så sidder og lytter med den tanke: ”Præsten skal ikke tro, at jeg kan eller vil omvende mig fra noget som helst. Jeg er, som jeg er! Han skal ikke lave mig om, eller sige, at jeg ikke er god nok, som jeg er!” En sådan person er det vildfarne får, som Jesus er kommet for at lede efter og frelse.

Selvtilfredsheden og ubodfærdigheden vil føre ham eller hende til evig fald, hvis ikke der sker nogen omvendelse. Det hårde hjerte er det dybest set kun Gud Helligånd, der kan gennembryde. Det må vi så bede om, at Han vil gøre. Nebukadnezar lærte det på den hårde måde, men han fik det lært. Og det var godt for ham bagefter. Det er i virkeligheden også godt for ”type 3”, hvis han møder Jesus i hans opsøgende kærlighed. For det er kærlighed, der driver Jesus til at lede efter vedkommende for at føre ham/hende ”hjem” igen – til erkendelse af den sandhed, at vi er afhængige af Gud, og alt det han giver.

En dag vil det være for sent for mennesker at se sandheden i øjnene: At alt er gaver fra den levende Gud. At man intet er uden ham. Selv den stærkeste og mægtigste mand kan kun for en tid vælge at lukke øjnene for det forhold, at man blev båret ind i kirken og måske snart skal bæres ud igen. Når døden indtræder, er det ikke længere muligt at ydmyge sig for Gud og erkende sin afmagt. Jeg tror ikke på Himmel og Helvede, sagde en ung mand engang til ungdomspræsten Busch, der svarede: Okay, måske ikke, men om hundrede år, så gør du! Evighedens alvor bliver indskærpet stærkt af Jesus denne søndag.

I en ny dansk krimi af A.J. Kazinski (”Den sidste, gode mand”) hedder det en passant om de mange uopklarede danske forbrydelser: ”Mange af disse gerningsmænd var for længst lagt i jorden og havde fået deres dom i det hinsides”. Forfatterne har helt ret: Man kan skjule meget for mennesker, endda også for én selv, men dommen kommer hinsides. Det er jo menneskets lod en gang at dø og derefter dømmes (Hebr 9,27).

 

Om at prædike om fortabelsens mulighed

Denne søndag giver naturlig anledning til at belære menigheden om fortabelsens mulighed. Den evige fortabelse er et så dystert tema, at man næsten ikke kan bære den blotte tanke derom. Endnu mindre har man lyst til at tale offentligt derom. Men vi er kaldede til at være budbringere for Jesus, og han talte om fortabelsens grusomme mulighed for at advare os. Så med mindre vi mener at vide bedre end Jesus selv må vi bæve for den mulighed at vi selv kan gå fortabt, jfr Paulus i 1 Kor 9,27 – og andre med.

De første kristne frygtede synden, fordi de frygtede for fortabelsens mulighed. De frygtede at miste det evige liv, og derfor frygtede de synden. Til gengæld frygtede de ikke martyriet, for det ville kunne frelse dem hjem til Gud, hvor man ikke længere behøver at frygte for at synde mod Gud.

I min studietid sagde en medstuderende til professor Søren Giversen, Århus Universitet, at den evige fortabelse ikke var en tanke, man kunne bruge længere. Den var ikke meget omtalt i NT og stred også mod tanken om en kærlig Gud osv osv. Da svarede professor Giversen: Fortabelsen er med overalt i NT som den mørke baggrund, hvorpå evangeliet lyser.

 

Der er en evig død – derfor bliver vi døbt til livet

Det er muligt at fare vild undervejs i sit liv. Derfor går Jesus ud og leder efter de vildfarne. Der er noget, der hedder Helvedes ild efter den store regnskabsdag, men netop derfor kom Jesus som frelser til jord, for at enhver, der tror på ham, ikke skal fortabes.

Fortabelsen er den mørke baggrund, hvorpå evangeliet lyser.

Hvem kender ikke til at glæde sig ekstra over livet, når man har været til en andens begravelse, og er blevet mindet om, at det kunne have været en selv? Hvem glæder sig ikke over sine egne raske børn, når man møder andre, der er syge

Guds folk glæder sig over Jesus og hans frelse, fordi vi i evangeliet har set, hvad der ville have ventet os uden ham. Derfor tager vi med glæde og taknemlighed mod hans gaver – som små børn juleaften! Derfor bøjer vi med glæde knæ ved Herrens alter og tager imod hans legeme og blod, for vi kan ikke bestå for dommen uden ham.

 

Jesu vrede mod alt det, der fører til fald

Jesus taler meget stærke ord mod dem eller de, der fører andre til fald, dvs. ud i fortabelsen. Den kærlige frelser bliver vred: hvordan hænger det sammen? Det hænger fint sammen, for hvor kærligheden til et menneske er størst, er villigheden til at forsvare det også størst. ”Ikke uden min datter” kaldte en mor sin bog. Den, der elsker sit barn højt, vil gøre (næsten) alt for det, og bliver mest vred på den, der gør barnet ondt.

Forestil dig en narkohandler, der vil lokke dit barn ind på en vej af elendighed, kriminalitet, prostitution og tidlig død. Hvilken gru for de forældre, der har oplevet dette! Hvem i hele samfundet er allermest vred på denne narkohandler? Mon ikke en mor og far, fordi de elsker deres barn højest af alle?

Jesus elsker sine børn mere end jordiske forældre, derfor er han også mest vred mod dem eller det, der vil føre andre til fald og evig fortabelse.

De første kristne mistede bogstaveligt talt lemmer og liv for deres tro. Men det ville de hellere end at miste den evige frelse. ”I 86 år har jeg tjent Kristus, og han har aldrig gjort mig andet end godt”, sagde gamle Polykarp. Derfor nægtede han at forbande Kristus og steg frimodigt op på bålet, hvor han takkede Gud for at han var nået til den dag.

Vi troende kristne i Danmark risikerer ikke på den måde at miste liv og lemmer for vores tro. Men Jesu ord må vække en hellig alvor i os, for at ikke vi med vores ord og handlinger kommer til at lede mennesker ind på en vej, der fører til fald.

 

Om at være vejleder eller vildleder for børn:

Vi må selv tage Guds ord alvorligt og bruge det og citere det, for at ikke vores verdslighed og overfladiskhed skal sende et forkert signal til andre.

Vi må selv frygte for at synde mod Guds bud og for at gøre andre ondt, for hvis vi selv kører for stærkt i trafikken, smugler over grænsen osv, så lærer vi andre at tage det let med de bud, vi alle en dag skal stå til regnskab for.

Biskop Peder Palladius, den første evangeliske biskop på Sjælland, talte karskt til menighederne om præsternes evighedsansvar: ”…dersom han forsømmer nogen af jer deres sjæls salighed, da skal han dybere ind i Helvede end de, som han således har forsømt, at de skulle ligge til evig tid og råbe til ham og sige: O, hvilken sognepræst har du været for os … du vidste bedre, eller skulle have vidst bedre … du skøttede kun om din egen bugfylde og ikke om vor salighed”.