23. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Speaker: Peter Søes

Eksegetisk stof

•       GT-læsningen fra Amos er karsk og konkret. Og understreger sammenhængen mellem gudsdyrkelse og socialt engagement.

•       Epistellæsningen er det nærmeste, vi i NT kommer på en systematisk teologi om øvrigheden. Den er afgørende som forståelsesnøgle til Jesu svar i prædiketeksten.

•       Prædiketeksten, baggrundsstof. Romerskatten var en “hovedskat” – én denar pr. indbygger. Den blev indført i forbindelse med Judæas overgang til prokuratur i år 6 e.Kr. Dengang udløste den et oprør under ledelse af zelotpartiets stifter, Judas Galilæeren, som hævdede, at man ved at betale skat til den romerske kejser fornægtede, at Gud var Israels eneste konge. Det spørgsmål, Jesus får i teksten, er altså et ægte spørgsmål. For så vidt som det virkelig var noget, der optog sindene, og som man talte om på gaden blandt jøder dengang.

•       Kontekst. Vi befinder os i “den stille uge”, som ikke var så stille for Jesus. Dagens tekst indgår i den række af stridssamtaler på tempelpladsen, som tilspidser konflikten mellem kredsen omkring ypperstepræsterne og Jesus, og som kulminerer i den forcerede retsag imod ham natten til Langfredag. Der er en ond stemning mod Jesus her; det er alt om at gøre at få ham dømt. Det manifesterer sig i dagens tekst i en højst usædvanlig alliance ml. farisæere og herodianere, men både Markus og Lukas lader ane, at de hidkaldte farisæere og herodianere mest er stråmænd for ypperstepræsterne og de saddukæisk orienterede ledere i Synedriet.

•       Spørgsmålet. Det er åbenlyst et trick-spørgsmål, hvor såvel et ja som et nej kan bruges til at kompromittere Jesus. Får de et “ja” (som godkender den forhadte romerskat), vil det svække hans popularitet i folket. Får de et “nej” (som de helt sikkert går efter, Lk 20,20), kan de bruge det til at få Jesus dømt. Deres hykleriske indledningsreplik skal få Jesus til droppe alle taktiske hensyn (som om han nogen sinde havde ladet sig lede af den slags! – det klinger hult her kort efter hans opsigtsvækkende domshandling i templet) og sige sin ærlige mening. Og altså derved gå i fælden…

•       Jesu svar. Jesu svar er principielt! Og det er dét, der skal prædikes – at Jesus elegant undviger trick-spørgsmålet er i denne sammenhæng mindre væsentligt, og det samme er alt baggrundsstof om romerskat og partipolitik i Synedriet.

Jesus siger, at man skal betale skat. Og endda romerskat – altså skat til besættelsesmagten. Han uddyber det ikke nærmere, men det gør Paulus i epistlen: Øvrigheden er indsat af Gud, og derfor er det kristenpligt at underordne sig den. Fortolkes Jesus i lys af denne Paulustekst, er det klart, at det ikke er en slags “torumstænkning”, Jesus indfører, hvor borgerpligt og kristenpligt ikke har noget med hinanden at gøre, men derimod en “toregimentetænkning”, hvor man tjener Gud både ved at betale skat og ved personlig fromhed. Peter siger det meget godt: For Herrens skyld skal I underordne jer under enhver menneskelig ordning… (1 Pt 2,13).

At kejseren var afbilledet på denaren, er i den forbindelse næppe så meget et argument, som det er en del af den retorik, Jesus bruger. Underforstået i svaret ligger jo, at det, der er “Guds”, og som man skal give Gud, er noget, der bærer Guds billede. Altså mennesket (1 Mos 1,26). Som skabt i Guds billede skylder man at give sig selv til Gud.

 

Prædikentemaer

•       Skatteunddragere af i dag bruger næppe de samme religiøse argumenter som datidens zeloter, men alligevel synes jeg, at man med denne epistel- og prædiketekst skylder at tale konkret og tydeligt i en formaning om ikke at snyde i skat – hverken ved at skrive for lidt på selvangivelsen, eller ved at fuske med moms eller told eller sort arbejde. Eller at snyde systemet på andre måder. Og man skylder at gengive Paulus’ begrundelse: At øvrigheden er indsat af Gud som forvaltere af hans skaberværk og i den forstand opkræver pengene på Guds vegne.

•       På en lidt snurrig måde kan man genfinde det oprindelige trickspørgsmål i dag. For man møder det af og til: Når der nu er muslimske fundamentalister, der tydeligvis sætter religiøse pligter over borgerlige, enten outreret ved terrorangreb og drab på civile, eller på “fredeligere” områder, hvordan så med os? – er vi forpligtet af samfundets krav og menneskerettigheder og al den slags, eller er der en religiøs dagsorden, der har forkørselsret? Det er ikke helt enkelt at svare på, men teksten gør det relevant at tage op og på den ene side understrege, at vi som kristne er forpligtede på at holde landets love, for så vidt de ikke tvinger os til at gå imod Guds bud (jf. ApG 4,19), men på den anden side at understrege, at det ikke skyldes, at vi politisk handler i et rum, som er styret af menneskerettigheder og demokrati mm., hvor Gud ikke har noget at skulle have sagt, mens vores religion er en privatsag, der hører hjemme i et andet rum. For vi tror faktisk, at Gud regerer overalt, og at denne verdens politiske og økonomiske og militære ledere har fået deres magt betroet af Gud og forvalter den under ansvar for ham, og at vi som kristne ved, at vi er 100% forpligtet af hans bud, også i det verdslige regimente.

•       Dette sidste er indbefattet i Jesu ord om at give Gud, hvad Guds er. Det er (jf. at det handler om at give Gud det, der bærer hans billede, altså sig selv) en formaning til at hele vores liv skal være gudsdyrkelse, både i arbejde, fritid, menighedsliv, fromhedsliv og familieliv mv., fordi Gud er Skaberen af alle ting, og fordi Jesus er Herren over alle ting. Det er der god grund til at understrege, for vi har alle sækulariseringen i os som en gift, der hele tiden vil reducere gudstroen til at handle om “religiøse” ting og kun om dem. If he’s not Lord of all, he’s not Lord at all – et bonmot, man kunne bruge, hvis menigheden kan mere engelsk, end den kan herude på Vestamager.

•       Det er værd at understrege en vigtig forskel på Gud og kejseren. Kejseren (staten) er ligeglad, hvis bare han (den) får pengene. Dem er han afhængig af – men det er ligemeget, om vi giver dem med et glad hjerte eller surt. Det er der ingen, der spørger om, når vi udfylder selvangivelsen.

Med Gud er det anderledes. Han er ikke som en kejser, der er ligeglad med os, hvis bare han får vores penge, eller som en politiker, der er ligeglad med os, bare han får vores kryds. Han elsker de mennesker, han har skabt, og han længes efter, at vi skal give os selv til ham, at vi skal lade hele vores liv være dyrkelse af ham og fællesskab med ham.

 

 

Pædagogiske ting

Hvis man kan vise billeder (powerpoint, lysbilleder eller stordias), ville det være fint at vise et billede af en romersk denar og et billede af et menneske (Guds billede og indskrift). Ved en mere uhøjtidelig gudstjeneste (en familiegudstjeneste el. lign.) kunne man få én op og give ham en tyver og bede ham fortælle, hvis billede han ser (dronningens) og derefter et lommespejl og bede ham sige, hvis billede, det er.

 

 

Mulige salmer (2003-salmebogen)
711                Forlen os freden, Herre, nu
365                Guds kærlighed ej grænse ved
646                Som lilliens hjerte kan holdes i grøde
266                Mægtigste Kriste