23. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Speaker: Bo Knudsen

Teksterne til denne 23. s. e. trinitatis, handler om vores forhold til øvrigheden.
De handler om vores forhold til de myndigheder der regerer vores land på alle niveauer.

 

I politik, oplever vi sommetider det, at to parter som politisk står langt fra hinanden, alligevel finder sammen for at opnå et bestemt mål.
Sådan så vi det ved det seneste kommunalvalg og sådan vil vi nok også komme til at opleve det ved det næste, når der efter valgdagen skal forhandles om hvem der skal være borgmester, og hvem ved om det næste folketingsvalg også giver et resultat, som gør det nødvendigt for partier at finde sammen, som man slet ikke på forhånd havde forestillet sig.

 

Sådan er det også med den beretning vi i dag hører fra evangeliet. Det er farisæerne der har fundet sammen med Herodianerne, og de to grupper eller partier indenfor jødedommen, er nok så forskellige og har så forskellige mål, som man næsten kan forestille sig.
De hørte så absolut til i hver sin side af datidens folketing – som hed synedriet.
Farisæerne det er jo de fromme indenfor jødedommen.
Det er dem, som går op i en streng lovoverholdelse, og som lægger vægt på, at der er alvor i gudsdyrkelsen.
Farisæerne var de toneangivende indenfor jødedommen, og de førte an i kampen mod den romerske besættelsesmagt. Herodianerne har det lige modsat.
Herodianere blev de kaldt, fordi det var jøder der var tæt knyttet til Herodes-familien.
Herodes som på den tid regerede en stor del af landet. Herodianerne var romervenlige og det var jøder der accepterede og samarbejdede med den romerske besættelsesmagt.

 

Alligevel er de fundet sammen disse to vidt forskellige grupper, fordi de har det fælles mål, at nu vil de have skovlen under Jesus, og se om de ikke kan fange ham i ord.
Derfor kommer de til ham og stiller ham et umuligt spørgsmål.
De vil have ham til at svare på, om det er tilladt at betale skat til kejseren.
Nu var det på den tid et temmelig kildent spørgsmål det her med skat til kejseren, fordi selvom vi også nok kan diskutere noget frem og tilbage om skattetrykket er passende, og om der skal være skattestop eller skattelettelser eller hvad ved jeg, så var der altså alligevel noget mere på spil dengang.

 

 

I mere end 20 år havde jøderne været tvunget til at betale en årlig personskat til Kejseren, og mange jøder var efterhånden ved at være rigtig godt træt af det, fordi på den måde var de jo selv med til at give økonomiske midler til en tyrannisk besættelsesmagt, som lavede de frygteligste grusomheder mod det jødiske folk. Men det var slet ikke den eneste grund til at der blev sat spørgsmålstegn ved, om man skulle betale skat til Kejseren.
Også religiøst var det temmelig følsomt, for ”skattens mønt”, som Jesus kalder den, bar et billede af kejser Tiberius og så stod der noget nedenunder.
Der stod nemlig: ”Tiberius, Cæsar, den guddommelige Augustus’ søn”.
Og for jøder var det ren og skær gudsbespottelse at kalde et menneske for guddommeligt.
Så det her med at betale skat til kejseren, det var noget som mange jøder ikke havde det godt med, men de var altså ikke enige.

 

 

Nu kommer de altså disse to forskellige grupper, farisæerne og herodianerne, for at stille Jesus det spørgsmål, som det er umuligt for ham at svare på, uden at enten den ene eller den anden gruppe får noget at anklage ham for.
Svarer han nej, kan de romervenlige herodianere straks fange ham og udlevere ham til romerne.
Svarer han ja, så vil han miste folkets respekt og sympati.

Men nu svarer Jesus slet ikke ved at sige enten ja eller nej, han svarer i stedet ved at anklage dem for hykleri.
For de spiller ikke med åbne kort, men spørger netop kun for at få noget at anklage ham for, og da han for at afsløre dem, siger til dem, at de skal vise ham en mønt, så viser det sig jo straks, at de faktisk har kejserens mønt på sig, og altså benytter sig af kejserens mønt og også på anden måde udnytter de goder som den romerske kultur bragte med sig.
Derfor er det ikke det, at give kejseren skat der er problemet. Problemet opstå hvis kejseren vil have mere end penge og den respekt der tilkommer en verdenshersker, og f.eks vil kræve at blive tilbedt som guddommelig eller på anden måde indtage Guds plads, fordi så kræver han noget, som han ikke har ret til.
Det som det gælder om, det er at give kejseren hvad kejserens er, og Gud hvad Guds er, siger Jesus til dem.
Det lykkes altså ikke for dem at fange ham i ord, og de går undrende bort.

 

 

Men med disse ord har Jesus jo givet os ganske god vejledning om, hvordan det er vi skal forholde os ikke bare til kejseren, men til vores øvrighed, som det også blev fremhævet for os i teksten fra romerbrevet som blev læst fra alteret for lidt siden.
Tilbage er så at finde ud af, hvad der egentlig er kejserens.
Hvad vil det sige at give kejseren hvad kejserens er?
Jeg vil nævne tre ting.

 

 

At give kejseren hvad kejserens er, det vil for det første sige at være lydige mod vores øvrighed.
Som vi hørte det fra alteret: Alle skal underordne sig under de myndigheder, som står over dem, for der findes ingen myndighed, som ikke er fra Gud, og de, som findes, er forordnet af Gud.
Se, her er ikke nævnt et eneste ord om, om vi er politisk enige med vores øvrighed, og om vi bifalder det politiske styre som vi har fortiden.
Nej der tales kun om at vi skal være lydige mod vores øvrighed, for det er en ordning Gud har givet os.
Og så føjes der endda til:  Den, som sætter sig op imod dem, der har en myndighed, står derfor Guds ordning imod.
Det vil sige, at hvis man ikke retter sig efter landets love, og f.eks.  snyder i skat og med told, eller arbejder sort eller kører for hurtigt i bilen, eller hvordan det nu måtte være, vi kan finde på at omgås landets love, ja, så er det altså ikke bare mennesker vi er ulydige imod, men Gud selv.
Mon ikke der er noget her at arbejde med for os alle sammen.
Ofte handler kristne mennesker som om de tror, at det som myndighederne ikke opdager, det ser Gud heller ikke.
Eller vi bilder os ind, at Gud ikke er så smålig, at han blander sig i det der med skat og told og forsikringer eller om man får tiltusket sig et offentligt tilskud, som man måske ikke er helt berettiget til. I dagens tekster gøres det fuldstændig klart for os, at sådan er Gud ikke.
Giv dem, I er skat skyldige skat.
Giv kejseren hvad kejserens er.
Altså Giv jeres øvrighed det I skylder den.
Og det som vi skylder vores øvrighed, det er for det første at være lydige.

 

 

For det andet så er det, at give kejseren hvad kejserens er også at  bede for vores ørvrighed.
Selvfølgelig har vi lov til at bede om en god øvrighed, men vi må ikke nøjes med at bede om en god øvrighed.
Vi må også bede for vores øvrighed.
Og det vil så sige, at bede for alle dem som på en eller anden måde er blevet betroet magt og indflydelse i vores samfund.
Det drejer sig om vores dronning og det drejer sig om vore politikere både i folketing og regionsråd og kommunalbestyrelser, men det drejer sig måske også om vore journalister og studieværter, vore arbejdsgivere, fagforeninger og bestyrelser.
Det er alle sammen folk der er blevet betroet ansvar og som derfor har brug for forbøn.

 

 

For det tredie så er det, at give kejseren hvad kejserens er, at vi blander os i det der sker i vores samfund og erkender at det også er vores ansvar.
Det er ikke sikkert at vi alle sammen skal være politikere, men vi kan i hvert fald ikke blande os helt uden om.
Som enkeltpersoner skal vi med vores fornuft og indflydelse påvirke verdens gang, i den lille del af verden hvor vi bor.
Det vil f.eks. sige, at vi nødvendigvis må afgive vores stemme når der er valg.
Som kirke må vi også tage del i samfundsdebatten og kritisere øvrigheden, hvis den lader hånt om de værdier der er åbenbaret i Guds ord.
Kirken skal ikke blande sig i, om vi skal have en borgerlig eller en socialistisk statsminister, men den skal blande sig i, om staten svigter den svage og legaliserer vold og uret.

På den måde skal vi give kejseren hvad kejserens er, men Jesus siger jo også: ”Giv Gud hvad Guds er.”
Dermed gør han for det første klart, at der er en grænse for hvad vi skal give kejseren.
Der er en grænse for lydigheden mod øvrigheden.
Og grænsen den går der, hvor magthaverne vil tage Guds plads. Det er jo ikke sikkert, at det sker ved at de vil tilbedes som guddommelige sådan som kejseren på den tid ville.
Måske sker det i dag snarere ved at magthavere gør sig til herre over noget, som de på ingen måde er herre over.
Sådan som det f.eks sker når vore politikkere vil gøre sig til herre over livet og tillader at man slår små børn ihjel inde i deres mors maver, når bare man husker at kalde dem for fostre i stedet for små mennesker.
Eller sådan som det sker, når det tillades at forskere laver genmanipulering og forsøger at klone både dyr og mennesker.
Så indtager øvrigheden en plads, som ikke tilkommer den, men som er Guds, og hvor det sker, har vi ikke bare lov til at protestere. Der har vi simpelthen pligt til det.
For der er noget der er Guds, og som alene tilkommer ham.

 

 

Og dermed er vi så kommet til Jesu pointe i hans svar til farisæerne og herodianerne.
”Giv Gud, hvad Guds er”, siger Jesus.
Hvad er Guds?
Ja, i teksten er der noget der ikke bliver sagt.
Der bliver sagt, at denaren som Jesus får, den bærer kejserens billede og indskrift.
Den tilhører altså kejseren.

Men hvad er det så, der bærer i hvert fald Guds billede og måske også Guds indskrift?
Bibelsk betragtet er der slet ikke nogen tvivl om, at det gør vi mennesker.
Gud sagde da han skabte verden: »Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os! De skal herske over havets fisk, himlens fugle, kvæget, alle de vilde dyr og alle krybdyr, der kryber på jorden.« Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem. Og Gud velsignede dem. (1.mos.1,26-28)

Gud har skabt os i sit billede og i dåben har han sat sin indskrift på os og mærket os med korsets tegn, som et vidnesbyrd om, at vi skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus, som det lyder ved dåben.
Det er os som tilhører Gud, og det betyder, at han vil, at vi skal leve som hans børn i tro på ham, og i tro på det, som han har gjort for os, da han lod sin søn dø på et kors for at gøre soning for alle vore synder.
Det betyder også, at han vil, at vi med vore liv skal give ham ære. Og det vil med et gammelt og næsten udslit ord, sige at vi skal helliggøres.
Det betyder på mere nudansk, at vi skal leve et helligt liv, sådan at Gud får ærer ved at andre mennesker ser på, hvordan de som tror på Jesus lever.
Helt konkret så vil det sige, at vi stræber efter at være der, hvor Gud vil at vi skal være.
Det vil sige at vi følger Guds vej og lytter til hans ord, også når det søndag efter søndag lyder til os fra en prædikestol.
Det betyder at vi møder Gud ved nadverbordet, og bekender vores synd for ham, og beder om hans tilgivelse.

 

 

Sådan vil Gud at vi her i hans menighed skal hente kraften til at leve livet til hans ære.
Guds menighed er jordens største under, skal vi synge om lidt, og Guds menighed er virkeligt et fantastisk gode og et under, men livet med Gud skal jo ikke leves alene der.
Derimod er det netop meningen, at vi her skal hente kraft og inspiration til at leve livet i hverdagen sådan at vi giver Gud det der er hans, nemlig os selv og vores liv, og sådan at vi giver kejseren hvad kejserens er, nemlig at vi er lydige mod vores øvrighed og beder for den og tager del i samfundslivet.

Sådan har Gud givet os vejledning i at leve livet, som ansvarlige borgere i vores jordiske fædreland, og samtidig med bevidstheden om, at vort egentlige borgerskab er i Guds rige.
Den spænding og den dobbelthed hører vort jordiske liv til. Vores egentlige skat er i himlen, men vi lever på jorden og betaler vores skat, inklusive vores kirkeskat, med glæde.

 

 

Og så kan vi slutte med at sige med Grundtvig:
Gå da frit
enhver til sit
og stole på Guds nåde!
Da får vi lyst og lykke til
at gøre gavn, som Gud det vil,
på allerbedste måde.
Amen.

 

 

Salmer: 732 – 309 – 23 – 345 – 752.