23. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække

Prædikant: Jørgen Sejergaard

Én ting vil Jesus advare os imod: falsk religion. Og ved denne lejlighed advarer han mod en særlig form for falsk religion, nemlige rigtige meninger, men forkerte gerninger. På profeten Jeremias’ tid var både meninger og gerninger forkerte. Man tilbad falske guder og handlede ondt. Alligevel trådte de også frem i Herrens tempel og  sagde “Vi er reddet!”. Dette hykleri havde Jesu samtids farisæere taget ved lære af. Man tilbad ikke længere falske guder, men desværre fik det ikke konsekvenser for handlingerne. De var stadig onde. Der var stadig modsætning mellem lære og liv.

 

På den ene side ville de gerne udstille deres religion og modtage menneskers anerkendelse for den. På den anden side, den skjulte side, ville de gerne gøre det, som nok er behageligt for egoismen, men ikke i overensstemmelse med religionen: udnytte de svage osv. På trods af alt det var farisæerne alligevel beundrede som en religiøs elite. Derfor advarer Jesus mod dem.

 

I stedet peger han  på en gammel fattig kvinde, som giver alt, hvad hun har, til indsamlingskassen i Guds tempel. Hende skal vi ligne, ikke farisæerne, ikke de rige.

Hvad var der galt med farisæerne? Hvad var der galt med de rige? Det gale var, at ingen af dem gav sig selv og gav sig helt. Modsat kræver Jesus ikke, at vi skal sælge vort parcelhus eller vor lejlighed eller begge dele og lægge alle pengene i kirkebøssen eller give dem til Røde Kors. Så ville vi jo forsømme vor familie og ligge samfundet til byrde. Men han kalder os til, at vi skal stille os til rådighed for Gud med hele vort liv og tage vort ansvar op dér, hvor vi lever.

 

Vi skal tage vort ansvar op over for Gud, familie, naboer, arbejde, samfund og kirke. Dér skal vi tjene Gud – og vi behøver ikke være i tvivl om, hvad han forventer af os: at vi holder De 10 Bud.

Han siger til os:

 

Du må ikke have andre guder end mig.

Du må ikke bruge Herren din Guds navn til løgn.

Husk hviledagen og hold den hellig.

Ær din fader og din moder.

Du må ikke begå drab.

Du må ikke bryde et ægteskab.

Du må ikke stjæle.

Du må ikke lyve.

Du må ikke begære din næstes hus (=tilværelse), dvs, hans ægtefælle, folk, dyr og andet, der er en del hans tilværelse.

 

Sådan skal vi leve, men vejen dertil går ikke uden videre gennem vore anstrengelser. Først skal der ryddes noget af veken.

Det første bud rammer nemlig al afgudsdyrkelse hos menneskene, for vi må ikke have andre guder end Gud Herren.

 

Selv om farisæerne på Jesu tid er meget langt væk, så ligner vi dem på ét punkt: vi vil så gerne forsvare os selv, og vi vil så gerne anse os selv som gode nok. Selvforsvaret og selvretfærdigheden lever i bedste velgående. De færreste af os er rige efter danske forhold, men vi har alligevel det til fælles med de rige på Jesu tid, at vi hellere giver lidt af vor rigdom, end vi giver os selv helt til Gud. Vi dyrker os selv frem for Gud, og det viser, at afgudsdyrkelsen er den mest udbredte religion. Og selv det måske ikke er selvretfærdighed og penge, der er vores afgud, så kan selvdyrkelsen sagtens være dér alligevel. Paulus nævner mad og sex i det stykke fra et af hans breve, som blev læst før fra alteret.

 

Jesus peger på en anden vej, nemlig, at vi opgiver alt det og giver os selv til ham.

Alle skal høre om Jesus, og fattigdommen skal bekæmpes, så der er brug for vor indsats, og hvor var det velgørende, hvis Jesus kunne pege på os og bruge os som eksempel til efterfølgelse, som han gjorde med den fattige enke, men hvis det skal ske, er det ikke nok med vore anstrengelser for at følge De 10 Bud. Selve kærligheden til Gud og næsten må fødes i vort hjerte. Og det sker kun ved, at Gud griber ind og bryder vor selvretfærdighed ned og bygger noget helt andet op.

 

Først må Gud bryde både vor selvretfærdighed og vor karrighed ned, så der bliver plads for noget nyt. Samtidig må han bygge noget andet op, og det er tilliden til Jesus som frelser og Herre. Det fører nemlig ikke til noget, at vi anstrenger os for at gøre alt det, Jesus beder os om at gøre, hvis vi ikke har lyst til det. Så bliver vi jo bare hyklere på en ny måde. Nej, noget nyt skal fødes inde i os, og det kan kun Jesus skabe. Det sker ved, at han forandrer os, at hans kærlighed påvirker os, ved, at Gud lader os se, hvor stort det er, at Jesus gik i døden for os.

 

Gud vil åbne vore øjne for, at Jesus har givet sit liv for at gøre alt det godt igen, som vi har gjort forkert.

Vi kender godt trangen til at gøre noget godt, når vi har gjort noget forkert. har vi smadret en rude, vil vi gerne betale en ny osv. men over for Gud har vi ikke noget at betale med. Vor selvretfærdighed og karrighed kan vi ikke gøre godt igen. Det stikker for dybt, og det koster for meget.

Vi håber måske på, at Gud vil slette gælden. Det vil han nu ikke, men han har gjort noget andet, som har langt flere omkostninger for ham: han betalte selv gælden. Det er den dybeste betydning af Jesu død.

Denne mand kan forandre os. Hans kærlighed kan smelte vort selvretfærdige og karrige hjerte, så vi hader hykleriet i os selv, og så vi stiller os selv til rådighed for Gud. En varm, levende, glad tillid til Jesus gør hele forskellen.

Det store spørgsmål er: Beder vi ham om at blive Herre og frelser i vort liv?

Bekender vi dagligt vores raffinerede og ofte usynlige afgudsdyrkelse for ham? Beder vi ham om tilgivelse?

Beder vi ham om forandring, så vi elsker at gøre det, der glæder ham? Beder vi ham om nåde til at tjene ham og give ham os selv?

Eller siger vi nej som selvretfærdige, som mennesker, der vil beholde vor rigdom og ressourcer for os selv?

Det er spørgsmålet, og det er vores ansvar.

Amen.

 

Salmeforslag

754 – 300 – 545 – 687 – 473 – 178