23. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække

Prædikant: Ole Larsen

Teksterne

 

Jeremias 7, 1-11.

 

Det er den såkaldte ”tempeltale”. Folket troede, at Jerusalem ikke kunne falde på grund af templet, men her tog de grusomt fejl!! Gud kender ganske udmærket forskel på religiøse ritualer og sand tro, jfr. vers 10.

Gud ser alt, hvad der foregår, og for ham er Jerusalem ikke mere ukrænkelig eller hellig end Silo, den helligdom, som filistrene ødelagde, jfr. 1 Sam 4.

 

Fil. 3, 17-21

 

Paulus bruger sig selv som forbillede, og det ville jo alt andet lige virke temmelig hovent, hvis ikke det stod i en bestemt sammenhæng. Der henspilles temmelig sikkert på efterfølgelsestanken i 1 Kor 11,1ff. Kun så længe Kristus råder i Paulus’ liv, kan han med god ret sige sådan.

Vers 18 er et eksempel på, hvem vi ikke skal efterfølge, nemlig dem, der er fjender af Kristi kors. Der var jo også kristne i Korint, der mente, at den kristne frihed fratog dem deres moralske forpligtelser. De havde slet ikke forstået noget som helst. Og derfor ender de i fortabelsen (v. 19). Men vores borgerskab er i himlene. Det er vort håb, det ser vi hen til. Og her skal vore legemer forvandles fra fornedrelse til herliggjorte legemer.

 

Markus 12,38-44

 

En gribende fortælling, hvor Jesus ønsker at lære os noget vigtigt. Studiet i mennesker er i sig selv interessant. Prøv at sidde på Århus eller Københavns Hovedbanegård, og studér mennesker, der kommer forbi. Så mange forskellige typer.

Denne dag sad Jesus og disciplene og studerede de mennesker, der kom og lagde penge i tempelblokken. Der var mange, der gav meget og som også gerne ville sikre sig, at alle så det! Andre gav mindre, nogle gav meget lidt og ville måske helst skjule, hvor lidt de i grunden gav.

Jesus lægger ikke hovedvægten på, hvor meget den enkelte gav eller ikke gav, men på, hvor meget de havde tilbage bagefter!

En lektie, som vi nok også kunne have gavn af at lære. Enken gav nogle få øre, men i virkeligheden gav hun alt!!

Det skal fortælle os, at ”alle gode gaver kommer ovenfra, fra himmellysenes fader”. Hver dag er en gave til os og alt, hvad vi ejer, har vi fra Gud. Ret beset er der ikke noget, der hedder ”dit og mit”. ”Mine penge, min bil, mine børn” osv. Nej, i virkeligheden tilhører det hele Gud. Det er hans alt sammen, og han kan tage det igen, når han vil. Vi har alt til låns!

Gud har givet os alt det, vi har, og bedt os om at forvalte det ret. Husk, at vi netop er forvaltere og ikke forpagtere! Derfor skal vi bruge tid, penge og evner og kræfter i tjenesten for Jesus og for vor næste. Han har kaldet os til at hjælpe andre både åndeligt og materielt. Han har om nogen selv vist ægte giversind og giverglæde, jfr. Rom. 8,32: ”Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt?”

En lille dreng kom løbende ind i køkkenet lige efter, han havde været i søndagsskole. Han fandt et glas, der stod ”karry” på og begyndte at ”krydre” en altankasse. Fordi han havde hørt, at den, der sår ”karrig” også skal høste ”karrig”.

Men det gik ikke helt, som han troede!

I Ordsprogenes Bog 11,24 står der: ”Den ene strør ud og får stadig mere, den anden er urimelig sparsommelig, det fører kun til mangel”. Gud taler ikke til vore tegnebøger, men til vore hjerter. Får han lov at præge hjerterne, præges vi også af hans giverglæde og giversind.

 

Salmevalg

745            Vågn op og slå på dine strenge.

364            Al magt på jorden og i himlen.

294            Talsmand som på jorderige.

62              Jesus det éneste.

11              Nu takker alle Gud.