24. søndag efter trinitatis

Speaker: Bo Knudsen

Hvad stiller vi op når døden kommer tæt på?
Når det er venner eller bekendte der rammes af døden, eller når døden kommer så tæt på, som den er kommet, for denne synagogeforstander vi hører om i dagens tekst, at der er en af vore allernærmeste, måske en i vores nærmeste familie som rammes af døden.
Hvad stiller vi da op med døden?

 

Det spørgsmål, har mennesker til alle tider måtte finde ud af at finde svar på, for døden kan vi ikke fornægte.
Det hører med til menneskelivet, at vi også må leve med døden.
Alligevel er det som om vi i vores tid ikke vil tage spørgsmålet alvorligt.
Det, at leve med døden som en naturlig ting, og en del af livet som man ikke kan gå udenom, er i dag umådeligt svært for os, for vi har gjort døden til et tabu emne.

 

I filmen – ”Guds børn” – som handler om redningsbåden “Liløres” forlis ved Harboøre, er der en scene efter at redningsbåden er kæntret, hvor en af de druknede redningsmænd bringes til sit hjem.
Og så bæres han ikke ind i et afsides kammer, hvor døren bliver lukket, sådan at børnene ikke skal se deres døde far.
Nej, han bliver båret ind, og så bliver han lagt på køkkenbordet eller stuebordet eller hvad det nu var, og så ligger han der, og så kan kone og børn tage afsked med ham.

Nu kan man jo så diskutere det værdige i det, og jeg er ikke ude på at argumentere for, at døden ikke også dengang var noget som man frygtede og noget som man gerne ville være fri for, men det siger os jo alligevel noget om den måde, som man tidligere forholdt sig til døden på.
Døden var noget som man måtte lære at leve med og at acceptere.

 

 

I dag flygter vi fra døden, fordi vi er blevet så vant til, at hvis man bare kan skaffe midler nok, så kan alting også lade sig gøre.
Vi bilder os ind, at vi kan leve evigt, og så er det, at en tanke som reinkarnations-tanken kommer frem i vores samfund.
Altså denne tro på at man fødes igen og igen som nye mennesker på denne jord.

I dag er der omtrent ligeså mange mennesker i Danmark der tror på den slags, som der tror på den kristne opstandelse, ja der er såmænd nogle steder menighedsrådsmedlemmer – altså de mennesker som bestemmer over kirken, og som vælger præsterne – der bekender sig til denne tro.
Så udbredt er denne hedenske tanke om udødelighed blevet i vores samfund, at den også er ved at vinde indpas i vores kirke.

 

 

Hvad er det bibelen svarer på det her spørgsmål, når det drejer sig om døden?
Ja, bibelen er også på det her punkt yderst realistisk når det drejer sig om vores virkelighed.
Bibelen fornægter på ingen måde, at døden er en del af vores hverdag, og at den hører med til det at leve menneskelivet.
Ikke én eneste gang fornægtes det i Bibelen at døden findes og er en virkelighed i vores verden.

Det gøres derimod uendeligt klart for os, at det er menneskenes lod én gang at dø, og derefter dømmes.(hebr. 9,27)
Det fornægtes ikke, men det som bibelen stiller op med døden, det er at den forkynder os, at der er et liv efter døden.
Den forkynder os at der er en opstandelse fra de døde.
Og det er det som altid har været, og stadig er, kristendom og kristen tro.

 

Vi tror ikke på en uendelig række af nye liv på den her jord – vi tror ikke på reinkarnation, men vi tror – sådan som vi bekender det søndag efter søndag – på kødets opstandelse.
Vi tror på, at den døde som vi må tage afsked med her på jorden, skal opstå til nyt liv i Guds herlighed, og det er noget ganske andet end både troen på reinkarnation og også noget andet end troen på sjælens udødelighed, sådan som de gamle grækere troede på det.
Når vi bekender at vi tror på kødets opstandelse, så er det nemlig helt bogstavelig kødets opstandelse vi tror på, og ikke bare sjælen som farer op til Gud i himlen eller noget i den stil.

Jamen hvordan skal vi dog kunne tro på sådan noget? Hvordan skal vi kunne tro på de ord som vi hver søndag bekender?
Biologisk set, så er det jo fuldstændig uforståeligt.
Hvordan skal det døde legeme som vi lægger i kisten og bærer til graven, hvordan skal det legeme dog nogensinde kunne opstå og igen blive levende.
Enhver biolog vil kunne forklare os, at det er fuldstændig umuligt, og hvad med de mennesker som bliver brændt, der er der kun en urne med asken tilbage.
Hvordan kan vi da tale om, og hævde noget så urimeligt, som at når vi taler om kristen opstandelse, så er det kødets opstandelse vi taler om.
At det er legemet der skal opstå, og ikke bare sjælen.
Biologisk er det jo fuldstændigt uforståeligt.

 

 

Ja, menneskeligt set er det uforståeligt, og det var det også for den synagogeforstander som vi hører om i dag.
Min datter er lige død, kommer han og siger til Jesus.
Tænk engang hvor svært det har været for denne mand at tro på at Jesus kunne kalde hans døde datter til live igen.

Døden er indtruffet – den er en kendsgerning, og det ved de, de mennesker som har været omkring synagogeforstanderen – fløjtespillerne og grædekonerne.
De er jo vant til at omgås døden.
De har måske nærmest et professionelt forhold til døden, sådan som en bedemand i vore dage også er nødt til at have det.
De ved, disse mennesker, at når døden først er indtruffet – når den er en kendsgerning, så er der menneskeligt set ikke mere at gøre.

 

Det har de sikkert også forsøgt at overbevise denne far om.
Forsøgt at få synagogeforstanderen til at komme til fornuft, sådan at han forstod og accepterede at hans datter var død.
Det ville han ikke, men han gik til Jesus og bad Jesus om at komme, og da Jesus så kommer, så forsøger de også at få ham bragt til fornuft, i hvert fald griner de ad ham, da han siger at pigen kun sover, for det ved de da, at døden er noget absolut.
At det på nogen måde skulle kunne være anderledes det er menneskeligt set uforståeligt.
Men sådan er det jo med meget af det, som har med Gud at gøre, at det er menneskeligt set uforståeligt.

 

Sådan er det også i spørgsmålet om, hvordan det kan lade sig gøre at døde opstår, med kød og blod sådan som Jesus siger til os, at det skal ske engang, og sådan som vi bekender det i trosbekendelsen. Vi forstår det ikke, hvordan det skal gå til, for biologisk kan vi ikke forstå det.
Men i spørgsmålet om hvordan de døde opstår, der er det heller ikke en biologisk proces som vi skal forstå.
Det er overhovedet ikke det som det drejer sig om.
Nej, det som det drejer sig om, det er at vi tror Guds magt til at oprejse døde, så skal han som har skabt os og som har givet os livet indtil denne dag, nok finde ud af hvordan det skal lade sig gøre.

Det må vi trygt overlade til ham, nøjagtig ligesom Ezekiel ydmygt gør det, da han står i dalen med de udtørrede ben, og bliver spurgt: kan disse ben blive levende?
“Gud Herre, det ved kun du”, svarer Ezekiel, og dermed overlader han det så også til Gud, at gøre underet, at skabe liv i disse døde ben.
Netop sådan må vi også lade det være Guds sag hvordan det skal ske, det som der er vigtigt for os, det er at Gud har sagt til os at det skal ske.

 

 

Da Jesus kommer til synagogeforstanderens hus, siger han til fløjtespillerne og grædekonerne og de andre som farer rundt og laver larm, at de skal gå væk, for pigen er ikke død, men hun sover.
Sådan har vi også flere andre steder i Bibelen, døden beskrevet som en søvn. Fordi det som vi møder i døden, det er ikke afslutningen på alting. Men det er overgangen fra livet her på jorden, til et nyt liv i Guds herlighed.

Hvordan det skal lade sig gøre, det skal vi ikke vide – for det kan vi ikke vide, men det skal vi tro, og derfor er det, når det gælder dette spørgsmål – når det gælder spørgsmålet om at Gud oprejser nyt liv af døde ben – så er det troen det handler om.
Så er det troen der er vigtig.
Hvad for en tro, kan vi så spørge?
Ja, det er såmænd ikke nogen anden tro end den tro som vi finder ved de to mennesker, som vi hører om i dagens evangelium.
Den ene er synagogeforstanderen, som begiver sig afsted og kommer til Jesus på trods af at det menneskeligt set er fuldstændig afsindigt, fordi døden allerede er en realitet.
Han kommer til Jesus fordi han har tillid til Jesus, og fordi han sætter sit håb til Jesus.

 

Det andet menneske som vi i dag hører om, det er kvinden som i tolv år har haft svære blødninger.
Hun vover ikke engang at henvende sig til Jesus, for hun vil ikke gøre ham ulejlighed eller forstyrre ham og måske risikere at blive afvist.
Nej, hun rører bare ved hans kappe, fordi hun tænker, at det er nok til at hun vil blive helbredt.
Og så er det at Jesus vender sig om og siger de ord til hende: Din tro har frelst dig!

 

 

Hvorfor?
Jo, fordi hun havde sat sit håb til Jesus.
Det står ikke i det stykke som vi læste i dag, men vi ved fra den samme beretning i Markus-evangeliet, at denne kvinde allerede havde været ved et utal af læger.
Hun havde allerede prøvet alt det der menneskeligt set var at gøre, og hun havde brugt alle sine penge på det, men det havde ingenting hjulpet. Nu håber hun på Jesus og hun har den tillid til ham, at bare hun rører ved hans kappe, så er det nok.
Og så vender Jesus sig om og siger til hende: Din tro har frelst dig.
Sværere er det ikke at tro.
At tro på Jesus, det er at have tillid til ham og at sætte sit håb til ham, og at turde at leve sit liv på det.
Der er en lille historie som ganske glimrende viser os hvad det er at tro.
Den handler om en linedanser som har samlet nogle mennesker fordi han vil gå på line over en dyb kløft.
Fra den ene side til den anden uden nogen form for sikkerhedsnet. Han går ud på linen, og han har sin lange stang med for at holde balancen, og ganske langsomt men sikkert bevæger han sig fra den ene side til den anden.

 

Og folk klapper naturligvis og er ellevilde af begejstring, og så spørger han dem, tror I at jeg kan gøre det igen?
Og det svarer de jo ja til, fordi det tror de da rigtignok at han kan. Når han kan gøre det én gang, så kan han vel også gøre det to gange.

Godt siger linedanseren så, er der en af dem som tror på at jeg kan gøre det en gang til der vil sætte sig op på mine skuldre, så skal jeg forsøge om jeg kan gøre det én gang mere, og så blev der pludselig så stille, fordi så begyndte det pludselig at have en pris at tro på at han kunne gøre det igen.
Så havde det nemlig den pris, at man skulle sætte livet ind på det.

 

 

Og nøjagtigt sådan er det egentligt at tro på Jesus.
Det handler også om at satse sit liv på at Jesus er den som kan hjælpe os.
At han er den som kan frelse syndere, og oprejse dem til nyt liv i Guds herlighed.
Det handler om, at have den tillid til ham.

Vi skal ikke tro på hvad som helst, eller satse vores liv på hvad som helst, men vi skal satse vores liv på Jesus, tro på ham, og have tillid til ham, og så er jeg ganske sikker på, at vi ikke vil blive skuffet, for mon ikke Jesus så vil sige de samme ord til os, som han sagde til kvinden med blødningerne: Vær frimodig, din tro har frelst dig.

Derfor må vi også se frem til, at det legeme, som nok engang skal forgå, hvis ikke Jesus kommer igen inden vi dør, det legeme, skal dog ved Guds kraft og ved Jesus opstandelse fra de døde, oprejses til nyt liv i Guds herlighed.
Vi fatter ikke hvordan det skal gå til, men vi tror det, fordi Gud selv har lovet os, at det er sådan det skal være, for alle de som her på jorden har sat deres lid til Jesus og i ham fundet syndernes forladelse.
Amen.

 

 

Salmer: 441 – 525 – 560 – 555 – 531.