3. søndag efter helligtrekonger - 1. tekstrække

Prædikant: Ole Steen Hansen

Til teksterne:
GT-læsningen understreger, at Herren er alles Gud, og at han har al magt. Motivet med “den fremmede” har nok været afgørende for valget af denne læsning.
Epistlen siger noget om “situationsetik” – og at dette med konkret kærlighed i den givne situation vil virke som et “våben”.
Evangeliet beretter om to helbredelser, som viser os noget om tro, bøn og mission.

 

På vej til en prædiken.
Det er Hellig-tre-konger-tid – epifanitid om man ynder den slags udtryk – og selvom det især er præster med flere år på bagen, der oplever, at kirkeåret giver rytme, så kan man da godt bruge det til at få øje på nogle sammenhænge.
“Hellig tre konger” er mission. Inkarnationen 14 dage tidligere skal forandre verden. Guds rige er brudt frem – det bryder mørket i verden – og i dagens tekst også Guds folks grænser. Nu kan det jo godt blive en kronisk erhvervssygdom at se mission over alt, men da det trods alt er al teologis udgangspunkt og formål, så vil jeg lade det styre tankerne i det følgende.
I Matt. 8 og 9 er de fleste af evangeliets helbredelsesundere samlet. Det kan i forlængelse af Bjergprædikenen ses som en understregning af, at Jesus ikke er kommet med et “system” eller en lære, men for at vi som enkeltpersoner skal få et livgivende møde med ham. Og selvom individualismen idéhistorisk er et forholdsvis nyt fænomen, så ser vi af underberetningerne i Matt. 8 og 9, at Guds rige udbredes ved 1-til-1-metoden. Der er store skarer, der følger ham, men han tager altid tid til at standse ved den enkelte.
Det er inden for tekstens egne rammer dens “missionsbudskab”. “1-til-1” er dynamikken i Guds rige. Stands ved den enkelte – og Guds gerning sker. Det svarer jo ganske godt til, hvad Luther (og epistlen) siger om den kristnes gerninger: De strømmer ind på os i dagligdagens liv, så ingen behøver at spørge efter, hvad de nu skal gøre.
Set i Mattæus-evangeliets større sammenhæng er teksten en del af et “krydsfelt”. Partikularisme og universalisme brydes – fra “han skal frelse sit folk” (1,21) til “alle folkeslag” (28,19), og ind i mellem møder vi hele tiden den spænding (f.eks. “gå til de fortabte får af Israels hus” (10,6) og “mange skal komme fra øst og vest” i dagens evangelium).
Det giver også en sammenhæng mellem v. 4 (“som vidnesbyrd for dem”) og v. 11 (“mange skal komme”). Gudsrigets frembrud bevidnes lige for øjnene af den gamle pagts præster, og de reagerer ikke. Det gør til gengæld millioner af hedninger.
Der, hvor Jesus kommer, er det ikke så let at få kategorierne til at gå op, for der skabes noget nyt. Det kan ses som et overordnet missionsbudskab, som godt kan forkyndes konkret ind i vores “kassetænkning” i vores lokale lutherske provins af Guds kirke. Hvad skal der til for at høre med? At man hører til i en bestemt skare (forstået som synligt, afgrænset fællesskab/forening), eller i en bestemt tradition (“rigets egne børn”)? Eller at man på (tilsyneladende) lang afstand rækker sine hænder ud (den spedalske) eller bryder alle normer og maser sig på, som romeren?
Matt. 8 viser i to konkrete personer det nybrud, som er Mattæus-evangeliets overordnede tema. Vores kasser du’r ikke.
På amerikansk opererer man med to begreber til at beskrive dette. Den ene tænkemåde betegnes som “boundery set” (det at man afgrænser et kristent fællesskab ud fra nogle sociologiske rammer – f.eks. det at komme i et missionshus eller gebærde sig på en bestemt måde). Den anden måde betegnes som “centered set” (det, at hovedsagen er, at man er rettet mod Kristus – uanset om man befinder sig midt i et stærkt socialt fællesskab eller er langt ude i periferien).
Siger teksten i dette lys noget om, at folkekirken i åndeligt perspektiv er en alt for snæver, enstrenget, monokulturel kirke? Én liturgi, én musiktradition, ét embede – for det er vel reelt det, der udgør den vaklende enhed i vores kirkeordning, og ikke en åndelig enhed?
Ja, der er masser af mission i sådan en tekst – uden et ord om Afrika og kald! For det drejer sig jo om, hvad der sker i grænseområdet mellem Guds rige og “verden” – dér hvor menigheden til enhver tid befinder sig. Og til den menighed, der befinder sig der, forkynder teksten også helt konkrete ting:

 

a) Forskellige måder at bede på. Påtrængende “hvis-du-vil-bøn”. Og som en anden type: Romerens tilbageholdende præsentation af sit problem. Begge kan der siges meget godt om – og fælles er den anfægtende situation, hvor det ikke går så let. Da er det vigtigt at kende tilhøreren (også et centralt missionsanliggende!)
b) Stor tro. Hvor uretfærdigt, at den romer, der kommer ind fra sidelinien, bliver rost for sin store tro, mens de trofaste disciple kort efter (8,26) bliver omtalt som lidettroende.
c) Regn med, at “de fremmede” (som godt kan forstås bredere end etnisk fremmede, som omfattende dem, der er uden for vores sociologiske gruppe) godt kan have en levende tro, selvom de udtrykker sig i lidt andre termer end vores.
d) Gud har magten. Den kan han bruge til at helbrede, hvis han vil (!).

 

Salmer:
Nogle blandede forslag: Man kan f.eks. synge “Guds menighed er jordens største under” (og så skynde sig at skrive til salmebogskommissionen, at den er i brug). Nr. 300 (epifani-tema). Nr. 479 om tro og tvivl (hvis man kan acceptere et vers om Na’aman denne søndag). Nr. 307 om det at ordet skaber kirke der hvor – og af hvem – Gud vil.