3. søndag efter helligtrekonger - 1. tekstrække

Prædikant: Kurt Larsen

Jesus hjælper dem, der er udenfor. Den syge og udlændingen var på forskellige måder udenfor i datidens samfund, men de var ikke uden for Jesu kærlighed. Derfor må heller ingen i dag være uden for vores kærligheds sfære. Derfor skal der også i dag drives Ydre Mission, sådan at mennesker, der åndeligt er langt borte fra Gud og geografisk langt fra os, kan blive børn hos Gud og vore brødre og søstre. Alle er værdifulde for Gud, derfor må de også være det for os. Vi har som danskere vel en tro på at vi er de bedste af alle mennesker og at vort samfund er det bedste på jorden, men vi skal lære af Jesus ikke at se ned på folk, der er anderledes – i hudfarve, evner, skikke osv. I dagens Danmark er ingen udenfor pga spedalskhed, men en altfor stor gruppe er socialt udstødte pga deres alkoholproblemer. Vi, der blev sparet for den last, må ikke se ned på dem. Hvem ved, hvor vi selv var havnet, hvis vi ikke havde haft de forældre, den trygge opvækst, de gode muligheder …. ?

 

 

De to kendte deres uværdighed. I dag er der så få, der bøjer sig for Gud i bekendelse af egen uværdighed, og for mange der begynder deres aftenbøn som De Gaulle, der (ifølge sikkert dårligt underrettet kilde) sagde: Kære kollega…. I min ungdom startede gudstjenesten i den svenske kirke med, at vi alle bøjede knæ og præsten sagde: Herren er i sit hellige tempel… Det var en god indledning. Den, der ydmyger sig for Gud, kan han ophøje. Den, der kender sin uværdighed får hjælp af Jesus. Naaman blev helbredt i et nu, da han ydmygede sig og steg ned i vandet. Salige er de fattige i ånden. Den hovmodige får derimod ingen hjælp, men kommer under Guds dom. I Bibelen har vi kong Uzzija som eksempel på at hovmodige kan blive spedalske i et nu.
Hvis Jesus vil – sådan lød det fra en ydmyg mand. Ja, det er hans vilje, det kommer an på, ikke vores. Om vi kommer til ham med en frejdig tro eller om vi kommer bævende i nød og anfægtelse gør ingen forskel. Det vigtige er, at vi kommer til ham, der har magt og vilje til at hjælpe os. Vores følelsesliv kan svinge op og ned – for nogle mere end andre – men det er ikke os og vore følelser, der er det afgørende. Jesus Kristus er den samme igår, i dag og til evig tid – helt uafhængig af vores tro og følelser.
Det er ikke alle syge, der bliver raske nu, selvom vi beder. Det har vi intet krav på – Herren er i sit hellige tempel, stille for ham al jorden. Vi kan blot bøje os for Gud i bøn og tak og ærefrygt og sige til ham: “Du ved hvad der er bedst for os. Vi ville gerne, at det og det under skete – men din vilje ske.” Eet kan vi være trygge ved: Jesus er os nær i sin kærlighed, også selvom han endnu ikke har hørt vor bøn og helbredt. Vore navne er indskrevet; det er bedre end alt andet.
Guds ord har en kraft i sig, også i dag. Som ved skabelsen har Jesu ord en kraft i sig selv. Blot Jesus sagde et ord, så skete der undere langt borte. Men den spedalske og officeren gjorde det rette, da de opsøgte Jesus. Var de blevet på afstand havde de ingen hjælp fået. Når han i dag taler sit ord, så kan der ske store ting, også selvom det sker gennem menneskers mund. Men netop derfor er det vigtigt, at mennesker søger Guds ord, sådan at de er tilstede der, hvor Gud virker ad sin ordinære vej. At Gud i drømme leder afrikanere til tro, er der mange vidnesbyrd om – men vi skal ikke spille Guds suverænitet ud mod det, som han har anvist som sin ordinære vej til menneskehjerter: Bibelen og sakramenterne.
Gud kan virke overalt, men igen: Vi har ikke krav på hans indgreb og på erfaringen af hans vældige kraft, når vi står i tjenesten for ham – Herren er i sit hellige tempel, stille for ham al jorden.  Det er ham, der er herre. Vi er hans børn af nåde og får lov til at stå i en lille tjeneste han har betroet os. Vi er kun hans skabninger og redskaber – ikke hans kollegaer.
Lektien understreger bl.a. Guds storhed og at Gud ikke gør forskel på folk. Epistelen advarer mod egen klogskab og opfordrer til godgørenhed og menneskekærlighed.
Salmeforslag: 3, 257, 478 –  501, 390