3. søndag efter helligtrekonger - 1. tekstrække

Speaker: Ole Larsen

Teksterne

 

 

5. Mos 10, 17-21

Stykket handler om, at hele vort liv skal være en lovsang til ”Gudernes Gud og Herrernes Herre”. Jamen, vi kan da ikke gå rundt og synge altid og se glade ud, det er da urealistisk? Ja, og det er heller ikke meningen, men vi skal stræbe efter at adlyde og stræbe efter at ligne ham. Og det er en stor hjælp og trøst at vide, at hos Gud er der ikke personsanseelse, han gør ikke forskel på høj og lav, men han er til gengæld heller ikke en Gud, der tager imod bestikkelse, han tager sig af alle, også dem, som ingen lægger mærke til, enkerne og de faderløse og den fremmede, dem, der ikke nyder nogen form for beskyttelse. Det er den Gud, vi skal tjene og lovsynge med vort liv.

 

 

Rom 12, 16b-21

I alle sine breve lægger Paulus vægt på énheden, ikke ensheden. Det handler om at have det samme sind, som var i Kristus Jesus, jfr. Fil 2,5-11.

Desværre er det naturligt for os at ville have hævn, at gengælde ondt med ondt. Men Paulus siger, at vi skal gengælde ondt med godt, og troen kan faktisk godt overvinde disse tilbøjeligheder, sådan at kærligheden kan sejre. Og den, som lever i Kristus, har heller ikke lyst til at hævne sig.

Det handler om at satse på godheden, jfr. 2 Kor 4,2; 8,21 og 1 Pet 2,12.

Paulus ved godt, at det ikke er muligt at holde fred med alle, og derfor opfordrer han til, at vi gør det ”så vidt som muligt”, altså, at vi strækker os langt for at holde fred med folk.

I denne verden vil vi alle – også kristne – opleve ubehag og stridigheder, men det skulle nødig være de kristne, som er ophavsmænd til stridigheder og spektakel, det er i hvert fald ikke klædeligt. Dermed ikke sagt, at man ikke må sige sin mening.

Vi skal ikke tage hævn over nogle. Det er mistillid overfor Gud at tage sagen i egen hånd, for Gud er jo i stand til at hjælpe os, hvis vi bare vil give ham lov. Vi er skyldige at glemme det onde, der rammer os og overlade sagen i Guds stærke hånd.

Det hedder jo også, at vi kan sanke gloende kul på et andet menneskes hoved ved ikke at give igen med samme mønt, og det er det, vi skal gøre. Så kan vi faktisk få venner ud af tidligere fjender.

Opsummerende kan vi sige, at vi som kristne ingen tilladelse har til at bruge onde og dårlige midler. Det gode er tilladt, og kun ved godheden kan vi sejre.

 

 

Mattæus 8, 1-13

Det kan være svært at forstå Guds vilje i menneskers liv. Der sker så meget, som vi ikke forstår og har svært ved at forholde os til.

Som præster møder vi mange triste skæbner, meget sygdom og nød og elendighed, og som troende har vi jo tvivlen med som følgesvend, og jeg skal ærligt indrømme, at jeg også fra tid til anden har stået i situationer, hvor jeg har tænkt: ”Gud, hvad er lige din mening med det her?”

Den spedalske vidste godt, at Jesus kunne helbrede. Hans ord: ”Hvis du vil?” rummer jo i sig et spørgsmål: ”Vil du det, som jeg ved, du kan, Jesus”?

Jo, det ville Jesus godt, og den spedalske blev helbredt. Forestil dig, at det er dig selv, der kaster dig ned for Jesu fødder og bønfalder ham om helbredelse og hjælp og siger som den spedalske: ”Jeg ved, at du kan, Jesus, men vil du”?

Jeg tror, at vi er mange, der har erfaret, at Jesus både kan og vil, vi har også oplevet, at mennesker ikke blev helbredt, men så fik de styrke og hjælp til at leve med deres lidelse. Gud har hørt vores bøn, men vi fik ikke lige det, vi bad om, men vi fik noget, for vi får altid, når vi beder. Men det kan medføre spørgsmål i retning af: ”Er du der, Jesus? Er du den samme i dag, eller er der noget galt med mig?”

Det står fast, at Gud både kan og vil, og det giver altid et trygt og sikkert grundlag under vor bøn. Derfor kan vi bede som den spedalske: ”Herre, hvis du vil”… For vi kender Guds almagt og kærlighed. Der er blot det, at hans vilje ikke sker fuldt ud på jorden, som den gør i himlen. Når Jesus helbreder, er det en foregribelse af og et vidnesbyrd om det, som skal komme og blive fuldkomment i Guds rige.

Teksten handler rigtig meget om tro og tillid til Gud.

 

 

At tro det er at lægge sig ned ved korsets fod,

og begge arme strække vor Herre Krist imod.

At tro, det er at tage

sin frelser fast i hånd

og vandre alle dage

vejledet af Guds Ånd.

 

 

Salmer

Nr. 332          På Jerusalem det ny.

Nr. 31            Til himlene rækker.

Nr. 696          Kærlighed er lysets kilde.

Nr. 578          Den tro, som Jesus favner.

Nr. 121          Dejlig er jorden.