3. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække

Speaker: Kurt Larsen

Er sakramenterne med i forkyndelsen?
Sakramenterne er i høj grad med i dansk kirkeliv. Dåbsfolk og -gæster fylder godt op på kirkebænkene; nogle steder er det dem, der “redder” gudstjenesten. Nadveren er vel efterhånden blevet indført (igen) som en naturlig del af enhver højmesse. Sakramenterne er i kirkelivet, men udfordringen er at få påvist, at barnedåben ikke primært er en enkeltstående begivenhed – en familiefest, en “overgangsrite” og en god anledning for præsten. En anden udfordring er det at få vist de folk, der ikke kunne drømme om at undlade at bære deres børn til dåben, at det ikke går at undlade at gå til nadver. Nadveren er faktisk ikke en tilfældig kirkelig skik, som nogle er kommet ind på, men som “almindelige folkekirkekristne” så udmærket kan undvære.
I det følgende vil jeg forsøge at inddrage sakramenternes betydning i menneskeliv og kristenliv. Søndagens evangelium beskriver for mig at se det danske menneske i fire livssituationer:

 

1) Den døbte dansker på vej væk hjemmefra. “Hjemmet” er livet som barn hos vores himmelske far. Dertil er vi blevet døbt, men for nogle blev livet som Guds barn for trangt, kedeligt og ufrit. Og Gud tvinger ingen med magt til at blive hjemme. Båndet mellem Gud og den døbte er en pagt i tro og kærlighed, og når den pagt brydes fra menneskets side, så er der ingen pagt længere. Der skal to til, for at et kærlighedsforhold kan være tilstede. Fra Guds side står pagten ved magt, for han elsker stadig sit vildfarne barn, men fra menneskets side er pagten brudt.
Vi er døbt til barnekår – til fællesskab med Livets Skaber og til evigt liv. Og derfor er det ikke sært, om menneskehjertet ikke i længden kan tilfredsstilles ved noget, der er langt mindre: Fællesskab med små(lige) mennesker og et kortvarigt jordisk liv med kun jordiske glæder. Vi kan sige til folk i denne gruppe: Du er døbt til et meget rigere liv end det, som du nu lever borte fra Gud. Føler du en indre utilfredshed med dit liv, så lyt til dit hjerte – og læg dit liv om, så du begynder at vende hjem til Gud. Søg mod dit egentlige hjem, som du engang fik i dåben – led efter de værdier, der varer evigt.

 

2) Den søgende og angrende dansker. Den, der har indset tomheden i et liv i sus og dus – uden mål og mening og uden forbindelse med Gud – kan ende mange forskellige steder. Nogle dropper ungdommens eskapader, når de selv får børn, og slår sig til ro i et borgerligt liv bag villahækken. Men et pænt borgerligt liv er stadig ikke det, Gud vil med os. Den fortabte søn søgte sig jo heller ikke et ordentligt arbejde i det fremmede land, men vendte hjem. Vi er døbt til et liv med Gud – i stadigt voksende tro og håb og kærlighed. Vi er døbt til at være hjemme hos Gud – og den “borgerlige” er kun hjemme hos sig selv. Hvis ungdomstidens udskejelser stadig står i et positivt skær for den pæne borger, er der jo ingen reel forandring sket. Man må “gå i sig selv”. Vilh. Beck siger om den fortabte søn, at han havde været så mange steder i verden, men nu kom han til et sted, han aldrig havde været før: I sig selv. Det samme kan vist også siges i dag. Men selvom et menneske “går i sig selv” og græder fortrydelsens bitre tårer over sine spildte år, så er det i sig selv ikke meget værd. Det kan også føre til menneskelig bitterhed eller andre grimme ting. Man må – som den fortabte søn – stå op og gå hjem. Det gode er, at det danske folk har et hjem: Hver søndag ringer kirkens klokker som en hilsen fra det danske folks hjemland, og Ordets nådemiddel tjener til at lede søgende og angrende hen til den Gud og Frelser, der alene kan give fred og evigt liv. Vi skal tegne et billede af Guds længselsfulde faderkærlighed – af glæden ved at hvile i hans favn – af festen der venter i faderhjemme – så folk ikke bare går i sig selv, men går hjemad.

 

3) Den hjemvendende døbte. Til en sand omvendelse hører to ting: Anger og tro. Den yngste søn angrede i det fremmede, men først da han blev modtaget i sin fars kærlighed, var han hjemme. Det er først sand omvendelse, når en angrende synder hviler i nåden i Jesus Kristus. Men det kan være svært at tro, at man har fået tilgivelse. Her kommer så skriftemålet ind i billedet: Det er en hjælp til både at få bekendt sine synder og at få tilsagt Guds tilgivelse. Skriftemålet er ment som en hjælp til at tro, at nåden virkelig gælder en fortabt søn/datter som mig. Også nadveren tjener til at styrke troen på denne nåde: Vi får lov at knæle ned og tage imod pantet på, at Jesus virkelig har gjort alt i mit sted. Så er man hjemme. Hjemme hos Gud. Hjemme i sin dåbs pagt.
Guds kærlighed har jo været der hele tiden. Som faderen i lignelsen stirrede og længtes efter sin fortabte søn, længes Gud efter at vise nåde mod den fortabte menneskehed. Hele Jesu liv var eet langt udtryk for denne opsøgende kærlighed. En hel og fuld syndsforladelse ligger og venter på den angrende synder – det har den gjort siden dåben. Den fortabte søns nye klædning er et billede på det fuldkomne retfærdighed, vi ejer i troen på Jesus Kristus. Omvendelsen er en stor og varig glæde – derfor hedder det, at de begyndte at være glade…

 

4) Den hjemmeværende døbte. Ikke alle døbte har levet et lastefuldt liv – dels har nogle levet et pænt borgerligt liv; dels har nogle haft den lykke at høre til hos Gud og i den kristne menighed som noget ganske naturligt hele livet. For dem (os?) er selvretfærdigheden måske den store fare. Vi tror fejlagtigt, at Gud accepterer os for vores pæne liv. Derfor har vi til stadighed brug for Ordets forkyndelse og for nadveren til at værne os mod selvretfærdighed. Nadveren minder os om, at vor frelse ikke bygger på vort pæne liv og vor kristelige attitude – men på at Jesus gav sit legeme og blod hen i døden for syndere. Ikke på os selv, men på ham bygger vor trosvished om frelse og evigt liv. Hos den ældre bror manglede netop det, som Gud anser for det vigtigste af alt: Kærligheden.
Hos H C Andersen bliver ællingen accepteret til sidst, fordi den var blevet til en svane. I evangeliet er det modsat: Her bliver vi accepteret som “grimme ællinger” – og derved forvandles vi til svaner. (Efter Rudolf Arendt)
Det afgørende er ikke, hvordan vort livsforløb har været – om vi har oplevet en omvendelse eller ej – men om vi lever i dåbens pagt, så vi tror på vor Herres Jesu Kristi nåde, lever i Guds vor Faders kærlighed og Helligåndens samfund, og forsager alle Djævelens gerninger (hvoraf selvretfærdighed er een af de farligste i et gammelt kristent land!)

 

Salmeforslag:
471 – 267 – 464 / 473 – 500.