3. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække

Til teksten
Den står som højdepunktet i en meget klart disponeret sammenhæng, som udgår hele kapitel 15 i Lukas-evangeliet. Det hele begynder med, at de skriftkloge og farisæerne giver ondt af sig over Jesu opførsel over for syndere og toldere. Resten af kapitlet er Jesu forsvar for sin egen opførsel, nemlig hans færden blandt toldere og syndere. Dermed bliver det i sidste ende også et forsvar for tolderes og synderes adgang til Guds rige og i allersidste ende også en åben dør for de skriftkloge og farisæerne.

I stedet for et teoretisk svar fortæller Jesus tre lignelser, som inddrager tilhørerne.

 

 

De to første handler om en hyrde, der leder efter et mistet får, og en kvinde, der leder efter en tabt mønt. Begge finder og glæder sig sammen med vennerne over at have fundet.

Og hver gang tolker Jesus lignelsen om glæden hos Gud (himlen) eller englene over ´+en synder, som omvender sig. Den glæde er større end glæden over ni og halvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.

De to første lignelser er nærmest meget enkle tilløb til den tredje, for der – i dagens tekst – fortæller Jesus en både længe og mere dramatisk fortælling, der ovenikøbet ikke har nogen slutning. Tilhørerne må selv fortælle slutningen.

Forskeren Kenneth Bailey har skrevet både bøger om artikler om denne lignelse, for nylig også bogen “Jakob og den fortabte”, og han gør mange spændende ting gældende.

For det første må farisæerne og de skriftkloge have været enige med Jesus tilogmed den yngste søns beslutning om at gå hjem. Tilsvarende mener nutidens muslimer, at Jesus i denne lignelse ikke siger andet, end Islam lærer os at gøre. Og følgelig skal man blive muslim, hvis man vil følge Jesu lære her.

 

 

For det andet handler faderen stik modsat Jesu samtids forventninger på fem punkter:

1) Han opfylder den yngste søns dybt nedværdigende ønske om del i arven før faderesn død.

2) Han løber sønnen i møde, skønt det er meget ydmygende for en mand at løbe.

3) Han lader ikke sønnen gå som daglejer, skønt det ellers var eneste udvej for sønnen til at genoprette sin ære.

4) Han går ud til den ældste søn i stedte for at kalde ham ind.

5) Han bryder ikke forbindelsen til den ældste søn, da sønnen skælder ham ud, men tværtimod taler han fortsat kærligt til ham.

 

 

Det er her, vi finder det ægte kristne budskab, det, hvorved Jesu lære adskiller sig både fra farisæismen og Islam. For det første er faderen ikke Gud, men Jesus, og for det andet ydmyger han sig fem gange for at vinde sønnernes kærlighed. Her finder vi lignelsens antydninger af den ydmygelse, der ligger i krybben og korset.

 

 

For det tredje er den yngste søns selvbesindelse i fremmed land ikke en ægte kristen omvendelse. Han vil tilbage til faderen, men på grundlag af sin egen indsats. Han mener stadig, at han har noget at tilbyde faderen. Han har ikke erfaret nåden endnu.

 

 

For det fjerde vendes synet på den ældste søn i løbet af lignelsen. Han er helten i begyndelsen, men ender med at være en lige så stor synder, om ikke værre, i slutningen af historien. Han både skælder ud over, hvem hans fader har indbudt og holder fest for, og han nægter at gå ind, og han skælder ham ud i hans eget hjem. Alt dette var dybt ærekrænkende og han står til udsmidning. Alligevel slutter lignelsen med kærlige ord fra faderen.

Det er naturligvis syndere og toldere, som er den yngste søn, og farisæere og skriftkloge søn, og pludselig er det dem, der er skurken i historien og så ender det hele uafgjort, for vi hører ikke den ældste søns svar. Det svar skulle hver enkelt af de tilstedeværende farisæere og skriftkloge nemlig selv give. Toldere og syndere havde svaret. Det holdt sig gerne til Jesus. Men farisæere og skriftkloge havde endnu ikke givet deres endelige svar.

Det er ikke mærkeligt, at Jesu  modstandere blev vrede over hans lignelser. Bailey sagde på et tidspunkt, at det undrede ham, at Jesus kunne undgå arrestation så længe, når han fortalte sådanne historier.

 

 

De andre tekster
Es 65,1-2:                    Her ser vi Guds kærlighed til Israel, nemlig at han dagen lang

rakte hænderne ud til en genstridigt folk. En stærk formulering for Guds kærlighed til begge sønnerne i dagens , som jo begge er israelitter.

Ef 2,17-22:                  Her nævnes to andre grupper, nemlig hedninger (dem, der var

langt borte) og jøder (dem, der var nær). Det kan ikke overføres direkte på de to sønner, men handler om den kristne kirke som helhed, der består af Jesus-troende jøder og hedninger. Det viser, at Jesus både kalder de afgudsdyrkende hedninger og de udvalgte jøder. Med andre kalder han både uretfærdige og selvretfærdige.

 

 

Til prædikenen
Vores situation
Vi står ikke den situation, Jesus stod i med en modsætning mellem datidens toldere og datidens farisæere. Vi står heller ikke i modsætningen mellem de afgudsdyrkende hedninger og de lovtro jøder. Men vi står i det altid aktuelle modsætning mellem Jesus og os andre. Og her kommer det frem, at selvretfærdigheden kan være en større fjende af og en større hindring for at følge ham Jesus end uretfærdigheden. Det glædelige budskab handler om Jesus, der kærligt indbyder alle og var villig til at betale prisen for sin udfordrende handlemåde og sine udfordrende historier.

Uretfærdigheden
Dens væsen er beskrevet meget tydeligt, nemlig at ville have Jesu rigdomme og nyde dem uden for fællesskabet med ham selv. Lignelsen viser tydeligt, hvordan det ender. Ressourcerne får ende, og fattigdom og elendighed følger. Her ser vi menneskeheden på dens vej bort fra Gud.

Selvretfærdigheden
Også selvretfærdighedens væsen er beskrevet meget tydeligt. Den holder sig tæt til Gud, satser alt på ham, tjener ham i alt, men går alligevel fejl af ham. Glæden og fortroligheden og hele det grundlæggende og afgørende kendskab til Guds kærlighed mangler. Jeg tror også, at der på dette punkt i lignelse sker en glidende overgang, hvor faderen for tilhørerne i begyndelsen repræsenterer Gud, men efterhånden, som historien skrider frem, bliver det mere og mere tydeligt, at han repræsenterer Jesus. Jesus er Guds billede, og selvretfærdighedens ulykke er, at den nok vil leve for Gud så længe den kun kender Gud som de gode gerningers Gud, men tager afstand fra ham, når den møder ham direkte i Jesus.

 

 

Jesus afslører selvretfærdigheden som en uhyggeligt hård variant af uretfærdigheden.

Prædikenen skal undgå at give uretfærdigheden nogen antydning af helteglorie eller nogen antydning af, at Gud elsker de uretfærdige mere end de selvretfærdige, for lignelsen viser jo tydeligt, at faderen elsker begge sønner lige meget.

Prædikenen skal i stedet være  med til at afsløre og nedbryde selvretfærdigheden og sætte Jesu kærlighed i stedet.

Selvretfærdigheden fremtræder her med en række tydelige kendetegn hos den ældste søn:

1. Han har gjort sin pligt, men uden glæde og uden at føle udbytte.

2. Han tillader sig at være vred på den uretfærdige.

3. Han skælder ud på faderen.

 

 

Selvretfærdigheden findes også hos den yngste søn. Han tror, at han kan redde sin ære og sin fremtid ved sin egen indsats på daglejerniveau. Lignelsen rummer ikke nogen belæring om, at det ikke er muligt, men en klar fremstilling af, at denne tankegang har misforstået Jesu kærlighed. Noget af det uhyggeligste ved selvretfærdigheden er netop det, at den tager fejl af Jesu kærlighed. Det ser vi hos begge sønnerne. Den ene tilbyder sin egen indsats, og den anden klager over manglende løn for sin indsats. Begge har taget fejl af faderens generøse kærlighed. Begge har et vrængbillede af faderen.

 

 

I den forbindelse kan vi stille spørgsmålet, om det er indre selvfordømmelse., der holder mennesker væk fra kirken, eller om det i langt større grad er overbevisningen om, at man slet ikke har brug for ham.

Og enhver kirkegænger må ransage sig selv, om selvretfærdigheden præger enten i den ene eller den anden udgave, hvor man enten tilbyder Gud at betale for tilgivelsen eller slet ikke mener, at man har brug for den.

 

 

Guds retfærdighed

Jesus bruger ikke dette udtryk, som vi finder hos Paulus i Rom 3, men begrebets indhold illustreres tydeligt her: “…så han selv er retfærdig og gør den retfærdig, som tror på Jesus.” (Rom 3,26).

Jesus i skikkelse af faderen handler og taler kun kærligt. Ikke ét bebrejdende ord lyder. Modsætningen mellem den menneskelige selvretfærdighed og den guddommelige kærlighed fremstilles meget tydeligt.

 

 

Salmeforslag (efter 1953-.salmebogen)
12, 258, 289 – 145, 460