3. søndag i advent - 1. tekstrække

Prædikant: Thorkil Lundberg

For år tilbage sad en ung mand i en celle i Vestre fængsel. Han var ved at afsone den straf, som han måneder tidligere var blevet idømt af en dommer. Han havde mistet sin gode forretning. Han var erklæret personlig konkurs. De fleste venner havde vendt ryggen til ham på grund af hans ugerninger, og ensom sad han dér.

Foran ham på bordet lå en åben bibel. Han var begyndt at læse i Mattæusevangeliet fra Det ny Testemente. Nu var han kommet til kapitel 11,28, hvor han læste disse ord af Jesus: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” En tilfældighed? Sandsynligvis ikke.

Han læste det flere gange, foldede sine hænder og råbte i sit indre om hjælp. Der skete noget. Jesu ord blev levende for ham. Rastløshed blev vendt til ro. Fortvivlelse blev til tro og håb i Kristus. Ensomheden blev til nærvær. Jesu nærvær. Guds fred. Glæde i Jesus.
Sådan er Guds ord et levende og virksomt ord, som virkelig formår at vende os om, så vi kan få fokus på Kristus. For han kan bryde igennem vort ”fængsel” og sætte os i frihed.
I denne dags evangelietekst hører vi om en anden fængslet person. Der er Johannes Døberen. I fængslet har han hørt om Kristi gerninger. Nu er han i tvivl. Han er usikker. Derfor må han vide besked om Kristus: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”

Jesus sender Johannes’ disciple tilbage med dette svar: ”Gå hen og fortæl Johannes, hvad I hører og ser: Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige.”
Johannes havde hørt om Kristi gerninger. Nu var han ramt af tvivl. Før var han rig i troen. Nu følte han sig så fattig. Ensom sad han der i sin fængselscelle. Hvordan hjælper Jesus Johannes med sin tvivl? Ved netop at henvise til Kristi gerninger: ”Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører, og døde står op, og evangeliet forkyndes for fattige.”

Evangeliet om Jesus er det eneste, som kan drive tvivl ud af et menneskes sind og tanker. At Jesu frelsergerning bliver stor for os. At min frelses grund ikke beror på, hvad jeg er og hvad jeg kan præstere. For min frelses sikre grund beror på, hvad Kristus er og har gjort for mig.
Mission er netop at forkynde evangeliet om Kristus og alt, hvad han har gjort for os. Var det ikke netop det, Johannes Døberen selv havde prædiket? Evangeliet om Kristus forkyndte han, idet han sagde: ”Se, dér er Guds lam, som bærer verdens synd” (Joh 1,29). Og for at ingen skulle være i tvivl om hans egen position pegede han væk fra sig selv og hen på Jesus med ordene: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre.”
Hvad var der sket med Johannes? Måske det han selv sagde: ”Han [Jesus] skal blive større, jeg skal blive mindre.” Mindre var han blevet af sit fængselsophold. Tvivlen havde sit tag i ham. Hvor var Jesus? Hvordan bliver han større for mig?

Hvad sker der, når et menneske rammes af tvivl? Vi må vide lidt mere om Johannes Døberen.
Johannes Døberen kaldes den sidste af profeterne. Han oplevede det, som de tidligere profeter forkyndte for folket, men ikke selv oplevede: Jesu komme til verden. Det var stort. Så stort at Johannes kan forkynde for folket: ”Omvend jer, for Himmeriget er kommet nær” (Matt 3,2).
Johannes var en af de store forkyndere. Hans prædiken var lov og evangelium. Han fordømte farisæerne med ordene: ” »Øgleyngel, hvem har bildt jer ind, at I kan flygte fra den kommende vrede?” (Matt 3,7). Han pegede på Jesus og sagde. ”Se, det Guds lam, som bærer verdens synd.”
Nu var han i tvivl. Nu kunne verden håne ham og sige: Tror han nu ikke længere det budskab, som han så stærkt har prædiket for andre?

Hvad var der sket, og hvor kommer tvivlen fra? Denne lammende tvivl, som gør et menneske ensomt, så det føler sig forladt på et isoleret sted? Det er jo ikke et perifert spørgsmål i kristendommen, Johannes her stiller. Det er selve hovedsagen i den kristne tro, hvormed alt står og falder. ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”
Evangelieteksten på denne 3. søndag i advent lader os vide, at vi alle ligesom Johannes Døberen kan rammes af tvivl. For kan det ramme Johannes, kan det ramme os alle. At vi pludselig kan opleve kampen i vort indre mellem tro og tvivl.
Mange oplever tvivlen som troens død. At troen forsvinder for os. At alt det glædelige som troen holdt fast i, pludselig ikke er der mere. Mennesker kan opleve at de med deres tvivl er kommet bort fra Gud.

Med Johannes Døberens eksempel lærer vi, at tvivlen er en del af troens vej. Tvivl vil altid kun vise sig, hvor troen er. Hvor der ingen tro er, vil der heller ikke være nogen tvivl. Tvivlen er en smerte, som Guds menighed kan erfare på troens vej. Vi forberedes således på at tvivlen kan få sit tag i os, men hovedsagen er at det sker på troens vej – det vil sige på den vej som er Guds.
Her er det vigtigt at vi lægger mærke til, hvad Jesus siger om Johannes Døberen. Han kritiserer ham ikke og siger: Nu må han tage sammen og tro. Nej, midt i hans tvivl taler Jesus stort om ham: Johannes Døberen er ”mere end en profet. Det er om ham, der står skrevet: Se, jeg sender min engel foran dig, han skal bane din vej for dig.” Dermed siger Jesus klart, at Johannes er på troen vej. Han er på den vej, som er Guds og baner endnu vejen for mennesker til Jesus.
Vejen ud af tvivlen er således altid at tale stort om det, vi har og er i Kristus. For troen er en omskiftelig størrelse. Det kan gå op og det kan gå ned. Men det, troen griber om – nemlig Kristus – er den faste og sikre grund for os. Derfor er vor trøst den, at det ikke beror på vor tros styrke, men på Jesu frelsesgerning for os. I tvivlen er Kristus den, som holder os fast. Han bærer os igennem tvivlen.

Vi ser at den dag, tvivlen kommer, har én af de største forkyndere, nemlig Johannes Døberen, været igennem noget af det samme. Siden hen hører vi i kirkens historie om personligheder, som også har haft deres troskampe, f.eks. Luther.
Eller hvad med os selv? Oplever vi vor tro lige stærk og sikker dag efter dag? Næppe! Vi er derfor fælles med Johannes Døberen og med hinanden i vigtigheden af svaret på spørgsmålet: ”Er du den, som kommer, eller skal vi vente en anden?”
Jesus er den som er kommet, og vi skal ikke vente en anden. Her i adventstiden venter vi hans komme ligesom den første julenat, hvor Guds søn blev et menneske ligesom os. Han kender de vilkår, vi må leve under her i denne verden. Selv tvivlen og kampen blev han ikke fri for. For Kristus selv har været dér i kampens hede. I Getsemane have blev han grebet af sorg og angst idet han sagde: »Min sjæl er fortvivlet til døden. Bliv her og våg sammen med mig!« (Matt 26,38). Men det magtede disciplene ikke. De faldt i søvn. Alene måtte Jesus kæmpe på den vej, som er Guds. Og på korset råbte Jesus: »Min Gud, min Gud! Hvorfor har du forladt mig?« (Matt 27,46) Han kender ensomhedens mørke.
Mit i det mørke blev han selv et lys for verden. Han brød mørkets magt for at sætte mennesker fri fra alt det, som er tunge byrder, som holder os fangne og gør os ufri. Vi kan binde vort liv til så meget her i denne verden, at tit aner vi ikke råd for, hvordan vi skal slippe ud af det alt sammen. Jesus er verdens lys. Han er sendt for at bringe godt budskab til fattige, for at udråbe frigivelse for fanger og syn til blinde, for at sætte undertrykte i frihed, for at udråbe et nådeår fra Herren.

Selvom adventstiden er en mørk tid, så lad os glæde os over det lys, Gud har tændt i vor verden julenat, da Jesus blev født.
Så ved vi det! Der er en vej ud af mørket, tvivlen og alt det, som holder os fangne i os selv – i vort eget fængsel, hvor vi ikke kan finde Guds vej. Fængselsceller kendetegner sig ved at være små og med begrænset dagslys. Her kan mennesker opleve sig ensomme og isoleret. Derfor viser evangeliet os en ny vej – en vej til frihed, glæde og lovsang i Kristus – verdens lys.
Tilbage er nu spørgsmålet: Hvad har Johannes Døberen tilfælles med beretningen om fangen i Vestre fængsel – og for den sag skyld tilfælles med os? Selvom vi mennesker er nok så forskellige hver med vores problemer, har vi alle det til fælles, at vi behøver Kristus. Vi kan ikke være ham foruden.
Der er det glædelige budskab for os alle, at Jesu ord tænder lys i menneskers mørke. Det er den kraft, der er i evangeliet om Jesus Kristus.
Glædelig advent!

Salmer: 78-77-86—652-80