3. søndag i advent - 2. tekstrække

Speaker: Erik Bennetzen

Under hele den tid, hans kone Elisabeth har gået med barnet under sit hjerte, har præsten Zakarias været stum. Ikke fordi han ikke ville tale med sin kone eller med andre. Det var ikke ham selv, der valgte at være tavs. Det var heller ikke Elisabeth, der lukkede sig af for ham, så han blev tavs og sluttede sig inde i sig selv.

Det var Guds engel, der havde gjort ham stum, havde lukket munden på ham.
Det har været et stort handikap for Zakarias, så gammel, som han var, og også for Elisabeth, der var alt for gammel til at skulle have barn. Selvfølgelig har de nok haft yngre kvinder omkring sig, der var mere end villige til at give gode råd og sige, hvad de skulle gøre, når Elisabeth fik det sådan eller sådan. Men hun og hendes mand har ikke kunnet tale sammen om stort og småt omkring dette barn, om hendes gamle svage krop, som skulle give liv til et nyt menneskebarn, eller om hendes ængstelse: kunne hun klare det? Ville det tage alle hendes kræfter, så der ikke var nogle til hende selv? Det var ikke uden risiko at føde et barn. Og risikoen var dog langt større i hendes alder. Der var nok, de kunne have brug for at tale med hinanden om.

 

Og hvor mange hundrede gange havde de ikke i den tid læst om Abraham og Sara, for Gud havde gjort imod dem, ligesom han dengang gjorde mod Abraham og Sara. Det gav dem håb. Det gav dem tiltro til Gud. Dengang havde Gud grebet ind og selv gennem et under skabt sig et udvalgt folk. Kaldte de sig ikke allesammen Abrahams børn!? Børn af Guds under! Fordi Gud havde opfyldt sit løfte til Abraham, at han skulle blive stamfader til et stort og talrigt folk – og altsammen skete det gennem den søn, de fik i deres alderdom, efter at det forlængst var umuligt at få børn efter den almindelige forældelse, der sker i menneskekroppen.

 

Guds engel, Guds sendebud, havde bragt bud til Zakarias, at de skulle få en søn, inden et år var gået. Noget Zakarias havde bedt Gud om gennem alle årene, for de fik ingen børn. “Frygt ikke, Zakarias, for din bøn er hørt!” havde engelen sagt. “Din hustru, Elisabeth, skal føde dig en søn, og ham skal du give navnet Johannes”.
Om den søn, som Gud vil give ham, får Zakarias yderligere at vide, at han skal være fyldt af Helligånden allerede fra moders liv. “Mange af Israels børn skal han omvende til Herren, deres Gud. Gud vil give ham ånd og kraft som profeten Elias, for han skal gå foran Herren – og det vil jo sige: bane vej for Herren. Han skal vende de genstridige til retfærdiges sind og på den måde berede Herren et velskikket folk.
– “Gå foran Herren! – Berede Herren et velskikket folk!” – Var det dét, han havde bedt om? Nej, han havde blot bedt om en søn. Zakarias’ bøn havde sikkert været meget mere beskeden. Selv om han selv vel har tænkt, at det var et meget selvisk ønske. Det var en bøn om en personlig lykke og velsignelse over deres eget liv. Dengang betød det at have efterkommere meget mere, end det gør i dag. Det var ikke kun familiehyggen i den lille kernefamilie. Det var en slægt, som ikke skulle fortsætte, når de døde barnløse. Selv om de ikke havde til opgave – som Abraham – at skulle være ophav til et stort folk, så var det dog ønsket om at måtte give liv til et nyt slægtled.

 

Men det, som engelen bragte bud om, var langt mere end en søn. Det var en søn, som ikke alene var et Guds under, han skulle også være helliget til en tjeneste for Gud. Gud havde tiltænkt ham, at han skulle bane vej for Herren selv, han skulle berede Herren et velskikket folk!
Det var en søn, som de måtte ofre til Gud. Ikke på samme måde, som Abraham fik besked om at ofre Isak. Og så dog. For Abraham måtte i sit hjerte give sin søn fra sig til Gud. Han var Guds mere end han var Abrahams og Saras. Det var ikke Abrahams plan, han skulle føre ud i livet, det var Guds. Og netop deri blev Abraham – og Isak – og alle slægter – inklusive os selv – velsignet. Offeret til Gud åbnede for, at Gud kunne velsigne.
Det er nok værd at tænke på, når mennesker siger, at vi bare kan komme til gudstjeneste og få velsignelsen uanset, hvad vi mener eller gør. Det er ikke sandt! Gud har ofret uendeligt meget for at kunne skænke os velsignelse; men også vi må ofre, afstå fra os selv, forsage Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Det gælder også den uhellige alliance, som vi i vore sind og tanker kan have med ham i vore onde tanker om andre. Forsage det må vi og hellige os til at høre Gud til, at hans ord og vilje må forme vort sind og vore tanker, så det, vi gør og siger, kan gøres åbent for Guds ansigt. Hvordan skulle vi ellers kunne tage imod Guds velsignelse? Ellers er vi kun åbne for, at Gud skal sige god for det, som vi – selv – er og vil være; men det er at tænke for ringe om Gud og tro for lidt om ham. At tage imod Guds velsignelse, det er dog at åbne sig for det, som er så meget større end det, vi selv bærer med os, at vi må rejse os op, eller ligefrem knæle ned.

 

At Gud velsignede Zakarias og Elisabeth med en søn indebar også et offer. De var nok fortrolige med, at når Gud opfyldte et menneskes eller et folks bønner – og begge dele skete jo her – så skete det ikke kun på den måde, folk havde tænkt sig, eller så meget eller så lidt, som folk havde tænkt sig. Så var det altid – altid! – også en stærk udfordring til at tro.
Jeg tror, de har kendt til at ofre, ikke bare Zakarias, hvis præstetjeneste første og fremmest bestod i at bringe ofre, det gør man ikke et livsløb igennem, uden at det sætter spor i ens måde at tænke på og forholde sig til Gud og mennesker på. De har kendt til at ofre og til at tro. De har levet på den bekræftelse, som gudstjenestens ritualer tilsagde dem. De var tro imod Herrens bud, som var givet som en nådesbevisning fra Gud, indtil Guds Messias, frelseren, skulle komme.
Nu skulle dette ske, havde engelen sagt. Og de skulle få en søn i deres alderdom; han skulle bane vej for frelseren.
“Frygt ikke, Zakarias, din bøn er hørt!” havde engelen sagt til ham. Som et tegn på, at Gud har noget stort og glædeligt for, får han at vide, at drengen skal hedde ‘Johannes’. Når vi tænker på Johannes Døberens virksomhed og hans skarpe ord, så lad os være opmærksomme på, at den, som Gud har sendt med dette skarpe ord, ham har Gud forud givet navnet ‘Johannes’, som betyder ‘Herren er nådig’!
“Din bøn er hørt. Du skal få den søn, du længe har bedt om. ‘Herren er nådig’”.

Men Zakarias havde ikke fantasi til at forestille sig, hvordan det skulle gå til, selv om han havde bedt om det. Som om det var hans sag at finde ud af det. Derfor – som et tegn på, at Gud gør det, der endnu ikke er set – gør Gud ham stum. Også det er et under, som hele tiden minder dem om, at Gud gør tvivlen til skamme og lukker munden på den.
Og så! Da tiden er inde, føder den gamle Elisabeth sin søn. Og 8 dage senere, skal han omskæres og navngives, som Moseloven foreskriver. Familien er i fuld gang med at opkalde ham efter den ene eller den anden i familien, og Elisabeth sætter sig til modværge det bedste, hun kan. Men Zakarias må til for at afgøre sagen. Og så skriver han på en tavle: “Johannes er hans navn!”
Da løstes hans stemme igen. Stumheden forsvandt i samme nu, og han blev fyldt af Helligånden og profeterede:
“Lovet være Herren, Israels Gud!Thi han har besøgt sit folk og skaffet det forløsning.
       Han har oprejst os et frelsens horn i sin tjener Davids hus.” –
– ‘Frelsens horn’ er et billede på frelsens kraft og frelsens tryghed. Vi har nok stadig en fornemmelse af udtrykket ‘stærk som en tyr’. Hornet er så en velvoksen tyrs horn. Så stærk og sejrssikker er frelsen fra Gud. Den overvinder den stærkeste fjende. Trygheden ligger i, at der sad horn på hjørnerne af brændofferalteret. Den, der var på flugt, kunne flygte til templet og gribe om et af disse horn, så var han under alterets beskyttelse. Sonofrene, som blev bragt på dette alter, gjorde det til et fredhelligt sted for mennesker. Sådan er frelsen i Jesus Kristus en frelse fra vore fjender – også den største: Guds modstander, Djævelen. Og den, der tror på Jesus Kristus, skal vide sig tryg for Guds dom ligesom det menneske, der greb om alterets horn og og blev skånet for de ofres skyld, som blev bragt på dette alter.

 

Dermed giver Gud os, … “at vi, udfriede af vore fjenders hånd,  må tjene ham uden frygt i fromhed og retfærdighed for hans åsyn alle vore dage.”
– Det opfyldes først fuldt ud i Guds rige. Da har vi ingen fjender mere, heller ikke indefra i synden, og hvad der ellers kan få os til at skjule os for Guds ansigt.
Vi lever altid for Guds ansigt på den måde, at Gud altid ser, hvad vi tænker og gør. Derfor må vi også stå til regnskab for, hvad vi tænker og gør. Men gennem den frelse, som Johannes Døberen skulle blive en tjener for, og som Jesus har bragt, er dommen overstået. For Jesu skyld er vi da retfærdige for Gud, vore synder er forladt. Og fromheden består i, at vi er Gud hengivne i tro og lydighed i hverdagene såvel som om søndagen.
Det skal skinne og varme her i denne verden, ja helt ind til dem, der sidder i mørke og dødens skygge. Helt derind skal udfrielsen komme. Dér finder og besøger Gud os. Og gennem de mennesker, han sender til os, “leder han vore fødder ind på fredens vej”, så vi kan kende frelsen ved vore synders forladelse. Amen!