3. søndag i advent - 2. tekstrække

1. Tekstens centrale budskab og sigte.
Evangelieteksten kommer lige før juleevangeliet. Det er sidste optakt til “Og det skete i de dage …”. Zakarias’ lovsang er en sprængfyldt tekst, som bæres af Guds ånds nærvær. Familierne Zakarias og Elisabeth i Judæa og jomfru Maria i Galilæa var til stede lige der, hvor “solopgangen fra det høje” var ved at komme på besøg. Zakarias og Elisabeth har fået deres Johannes, og Zakarias har fået sin stemme igen. Han havde jo mistet mund og mæle, da han havde været i nærkontakt med det hellige og ikke havde villet tro, at englen Gabriels udsagn kunne passe. Englen havde sagt, at Zakarias og Elisabeth i deres alderdom skulle få en søn, Johannes. (Det er en god ide at læse hele Lukas 1 igennem som led i forberedelsen). Da Elisabeth var i 6. måned, blev Englen Gabriel sendt fra Gud til Maria i Nazareth i Galilæa. Maria sagde ja til det største af alt – bogstaveligt talt – på forunderlig vis at blive mor til verdens frelser. Maria besøgte derefter sin slægtning Elisabeth i Judæa. Det var i allerhøjeste grad et åndsfyldt møde. Det var den treenige Gud, der var til stede, da Gud var blevet menneske i Marias liv. Elisabeth føder sin søn, og Zakarias får mund og mæle igen, da han skriver “Johannes er hans navn” på tavlen. Han talte og lovpriste Gud. Det kunne være skønt at vide, hvad Zakarias talte. Mon ikke hans lovprisning findes udtrykt i det, han profeterede i Zakarias’ lovsang. Og det er åndsbåret tale, så man bliver rusket op i sit inderste. Lovsangens tema er en opfordring til at prise Herren, for Herren har besøgt sit folk. Herrens “besøg” er begivenheden over alle begivenheder med det klare formål, at frelse os, der sidder i åndeligt mørke, i dødens skygge. Vi skal forløses, og vore fødder skal bringes ind på “fredens vej.” I denne kontekst, hvor Messias er på vej ind i verden, træder Johannes ‘Zakariassen’ ind i verden for at være en tjener, der baner vej for den Højeste.

 

2. Mellem tekst og prædiken.
For børn: Det 3. lys er tændt på adventskransen. Det er 16. december, så der er ikke mere end godt en uge til jul. I dag hører vi om forældre, som glædede sig til at få børn. Er der nogen, der har prøvet at lægge hånden på mors mave, når hun har en lille derinde. Det kan være, at mor en dag har sagt. Kom lige herhen, så skal du mærke, hvordan den lille sparker og skubber lige så forsigtigt. Du kan næsten ikke klare at vente til baby er født. Hvor bliver det skønt, at kunne holde en lille en i armene. Han skal i hvert fald være din kammerat, og I skal lege sammen. Eller du skal holde hende, ligesom mor og far også skal holde hende. Hvem ligner hun mon? Sådan glædede en mor og far sig meget dengang. De var egentlig blevet for gamle til at få børn. Men Gud gjorde et under, så de fik deres barn alligevel. Han skulle hedde Johannes. Far Zakarias blev så glad, at han profeterede en sang om det. Vi glæder os også så meget over det, skal vi fejre nu i denne tid. For det var egentlig også til os, Gud kom dengang – og han bliver ved med at komme til os.

For voksne: Ind imellem kan man få en stor lyst til at sige tak til Gud. Det kan ske i hverdagen, når man får tid til at tænke på livets storhed og Guds omsorg. Det kan ske ved søndagens gudstjeneste, hvor lovsangen nærmest kan blive lagt i munden på os. Ord for ord og sætning for sætning i en salme kan blive vore. Jo, vi kan ikke andet en takke Gud “med hjerte, mund og hænder!” Og så er vi i søndagens tekst så privilligerede, at vi kan se ind i et andet menneskes hjerte. Det er et menneske, som er i nærkontakt med Gud, så vi rystes. Vi er ikke rystede af angst, men nærmere af fryd over situationen og – ja, vi tør næsten ikke sige det – Guds nærvær. Gud er nær ved sit ord og ved sin Ånd. Det vidste Zakarias. Han fik det givet. Hvordan kommer vi i nærkontakt med Guds kraft i dag. Det er ved at høre evangeliet om Jesus Kristus, “solopgangen fra det høje”. Evangeliet om Jesus Kristus er Guds kraft til frelse. En kraft, som vi har i lerkar, jævnfør epistelteksten. Som Zakarias var et skrøbeligt lerkar med en overvældende kraft, sådan gælder det enhver, der senere i historien skal bære Kristus frem for mennesker. Det er en overvældende kraft, båret frem af skrøbelige mennesker, for at understrege, at kraften er fra Gud og ikke fra mennesker.

 

3: Prædikenskitse – prædikenansats.
1. Evt. indlede med “indfald” for de tilstedeværende børn eller unge.
2. Det tredje lys er tændt. Lad det minde os om den store glæde, det var for de første, der blev klar over, at nu var Jesus Kristus, verdens frelser, ved at komme til verden. Lad os også forventet alt godt fra Kristus.
3. Hvor er fryden og glæden over Gud blevet af? Lad os prøve at komme “ind under huden” på Zakarias’ enorme fryd og glæde over Guds indgreb.
4. Gud har besøgt os i Jesus Kristus. Han besøger os med følger for nuet og evigheden.
5. Lad Kristus-fryden og -takken tage magten over os og fylde os helt.

 

4: Forslag til salmevalg.
24, 258, 59 – 444, 47.