3. søndag i fasten - 1. tekstrække

I den gamle kirke blev teksterne i fastetiden valgt med særligt henblik på dåbskandidaterne og deres oplæring, som netop fandt sted i fastetiden med henblik på dåb påskedag. Det kan bl.a. ses i episteltekstens ord om, at ”engang var I mørke, men nu er I lys i Herren; lev som lysets børn…” (Ef 5,8). Dåbskandidaterne skulle modtage konkret undervisning om det kristne liv i en verden, hvor ondskaben raser, og mørkets magter stadig regerer over mennesker.

Denne søndag forkynder om Jesu magt over ondskabens magter, om den stærkere, der er i stand til at overvinde den stærke.

 

 

Tekstens placering

Teksten i Luk11 om Jesus og Beelzebul følger efter Jesu undervisning om bøn, hvor han som svar på disciplenes anmodning om at lære dem at bede har lært dem Fadervor og derefter er fortsat med at undervise om bønnen. Skal dæmonuddrivelsen ses som et eksempel på Jesu egen praktisering af bønnen og dermed som et vidnesbyrd om bønnens magt?

 

 

Teksten

Det begynder altså med en dæmonuddrivelse, men det går hurtigt over i en diskussion om, hvem det egentlig er, der står bag ved den. Nogle er af den opfattelse, at det må være ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at Jesus uddriver dæmoner. De er nemlig klar over, at hvis det er virket af Gud, så er det et overordentligt stærkt tegn på netop det, Jesus selv har forkyndt om, at i ham er Guds rige kommet nær. Vi er dermed inde ved selv kærnen i spørgsmålet om Jesu identitet.

Jesus påviser det umulige i, at det skulle være ved de onde ånders egen fyrste, at han har uddrevet en ond ånd. For det vil betyde, at Satan skulle være gået offensiv mod sig selv. Det onde vil ikke se noget formål i at bekæmpe det onde. I stedet peger Jesus hen mod den virkelighed, som de ind i det længste vil afvise: at det faktisk er et værk af Gud selv, at det er Guds egen finger, som skal ses i dæmonuddrivelsen, og at Gud på den måde er kommet nær i Jesu person og gerning.

 

Jesus anskueliggør det gennem en lignelse om en stærk mand, der rustet til tænderne bevogter sine ejendele og sine enemærker. Men det varer kun til en, der er stærkere end ham, kommer og overvinder ham. Så er hans magt brudt, og den anden kan overtage hele hans ejendom og handle med den, sådan som han finder for godt. Det er værd at meditere over, hvad dette betyder i den store konflikt mellem Satans og Guds rige. Det er jo intet mindre end løftet fra Paradisets have om kvindens afkom, som skal knuse slangens hoved (1 Mos 3,15), som nu står foran sin opfyldelse, og som i Jesu uddrivelse af den stumme dæmon glimtvis er kommet til udtryk.

 

I endnu en lignelse fortæller Jesus om dæmonen, som er drevet ud af sin hus og vandrer hvileløst om, indtil den finder ud af, at det hus, som den engang boede i, står ganske tomt og fortsat er fuldt beboeligt. Og så vender den tilbage sammen med syv andre ånder, værre end den selv. Det er mere end en almindelig lignelse. Det er en højst realistisk tale om det menneske, som ikke vil lade Guds ånd fylde hjerte og sind, men lader hjertet stå åbent for al mulig dæmonisk indflydelse og satanisk okkupation.

Det gælder om at lade sit sind fylde med det rette indhold. I det sidste afsnit udpeger Jesus dem, som er de salige i denne verden. Det er end ikke hans egen moder, som er salig i kraft af hendes moderskab, men det er alle dem, der hører Guds ord og bevarer det, dvs. dem, som lader Guds ord få magt og råderum hos sig.

 

 

Mellem tekst og prædiken

På denne søndag må den udfordring tages op, at moderne menneskers verdensbillede igen er blevet befolket med dæmoner og magter, som kæmper om herredømmet over mennesket. Hvordan forholder det kristne budskab sig til alt dette?

Bibelen siger ja til, at der rent faktisk findes en sådan åndelig virkelighed og foregår en åndelig kamp om det enkelte menneske. Vi føres lige ind i det i dagens tekst. Den afgørende forskel består i, at vi som kristne ved, at Jesus har brudt ind på Satans område og har besejret og bundet ham. ”Gud afvæbnede magterne og myndighederne, stillede dem offentligt til skue og førte dem i sit triumftog i Kristus” (Kol 2,15). Det må være vores opgave som præster at forkynde netop det og udpege de konsekvenser, som det har for os, når vi prædiker over denne søndags tekst. Når Jesus uddriver den stumme dæmon, så er det – ud over at være en barmhjertighedshandling mod denne mand – en fantastisk manifestation af, at Jesus er kommet som sejrherre over alt det onde, som mennesker i dag ellers med rette går og frygter for. Men det gælder om for os at komme over på hans parti i kampen, for ”den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, som ikke samler med mig, spreder.” (v.23)

 

 

Jeg vil foreslå 3 underoverskrifter for en prædiken, der søger at gå lige ind i det univers, som fylder menneskers hoved og ofte skaber forvirring og frygt hos dem:

 

1) Der er ingen grund til forvirring – Jesus skaber klarhed

Meget i den moderne åndelighed er udtryk for dyb forvirring og rådvildhed. Noget af det får skin af videnskabelighed, men er i virkeligheden ren og skær hedenskab, inspireret af og sat i værk af Satan selv.

Når mennesker i dagens tekst skal tage stilling til Jesu uddrivelser af dæmonen, møder vi udtryk for den samme forvirring. I forsøg på at afvise sandheden om Jesus kaster man sig ud i selvmodsigende forklaringer om dæmoner, som kæmper mod dæmoner. Der er kun én vej ud af den åndelige forvirring: at følge Jesus og holde sig til hans ord. Kun på den måde kan vi lære at skelne mellem lys og mørke, sandhed og løgn. Jesus er sejrherren, og ham skal vi holde os til.

 

2) Der er ingen grund til at gå i alliance med Satan – han skal afvises

Satan møder os i mange smarte forklædninger. En består i at hans eksistens fornægtes. Mens nogle åbent kalder sig satanister og ikke vil drømme om at fornægte Satans eksistens, viger mange kristne tilbage fra at overhovedet ville tale om Satan og hans gerninger. Man lader, som om han ikke findes eller ikke udgør en reel fare. Satan gnider sig i hænderne over en sådan naivitet. Den giver ham frit spillerum. Han lader ikke noget hus stå tomt. Vil vi ikke se Satan i øjnene som en, der kæmper om vores sjæl, kommer alt det, som Satan sætter i værk, til at fremstå som ren uskyldighed alt sammen. Han får alle kort på hånden til at forføre os.

 

3) Der er ingen grund til nederlagsstemning – Jesus er sejrherren

Den troende er allerede på sejrherrens parti. Derfor skal vi ikke fortvivle, selv ikke ansigt til ansigt med vores egen skrøbelighed. Gud har givet os ”den rette mand”, som vi kan stå side om side med i kampen mod Satan og hele hans åndehær. Derfor slutter teksten: ”Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det”.

 

 

Forslag til salmevalg

 

336                Vor Gud han er så fast en borg

625                Op, I kristne, ruster eder!