3. søndag i fasten - 2. tekstrække

28 januar 2022

Gennemgående problemstilling i alle tekster, der læses denne søndag
I tekstlæsningen fra GT rettes blikket på Israels folks frafald og afgudsdyrkelse netop på det tidspunkt, hvor Gud var dem nærmest ved åbenbaringen på Sinai.
I prædiketeksten fokuseres på, at jøderne på kontant måde afviste Guds vidnesbyrd netop på det tidspunkt, hvor Gud var dem nærmest ved åbenbaringen i sin Søn.
I tekstlæsningen fra NT sigtes på, at en kristen menighed, der er meget godt at sige om, lever i frafald. Selvom Gud var dem så nær, har de svigtet deres første kærlighed til Jesus.
Et sammenfaldende budskab i alle 3 tekster er, at man kan være Gud så nær, når Gud kommer. Men det hjælper ikke, hvis mennesket vender ryggen til Gud – bevidst eller ubevidst. Guds nærvær er i så fald forgæves.
Som overvejelse inden prædikenen skrives bør man gøre sig klart, om man vil bringe alvoren i søndagens tekster frem for Hr. og Fru Jensen, eller om man vil vælge at sige en masse rigtige ting, som blot snakker uden om tekstens budskab.
Vil man give folk på bænkene et møde med tekstens ubarberede Jesus, eller vil man som præst/prædikant møde tilhørerne med en pæn Jesus med slips og jakkesæt.

 

 

Hvordan prædiker præsten?
Det går som bekendt ikke altid som præsten prædiker, men hvordan prædiker han? I spørgsmål om børn og moral diskuterer man tre typer kommunikation i opdragelse:
1) Eftergivende opdragelse udvikler mennesker, der ikke kender begrænsningens kunst og som har sig selv som kriterium for, hvad der er rigtigt og forkert. I værste fald udvikler det sig til psykopatisk adfærd.
2) Autoritativ opdragelse med klare regler og klar kommunikation. Barnet skal konfronteres med sine fejl uden, at det fører til kærlighedsunddragelse. Denne opdragelse sigter på, at barnet ad åre selv skal lære at skønne, hvad der er godt og rigtigt.
3) Autoritær opdragelse med fast regler og meget kontrol, men tillige uklar kommunikation, så barnet aldrig lærer at forstå, hvorfor noget er rigtigt eller forkert.
Som præst/prædikant er det godt at overveje sin egen forkyndelse. Hvordan har Hr. og Fru Jensen faktisk oplevet min forkyndelse. Ønsker jeg at blive bedømt som forkynder ud fra 1? 2? eller 3?

 

 

Polære modsætninger
Prædiketeksten er skåret ud af en sammenhæng. Men sammenhængen er diskussionen om, hvem der egentlig er Abrahams børn. Jøder, kristne og muslimer kalder sig i dag Abrahams børn – de/vi er alle repræsentanter for de tre “abrahamittiske religioner”.
Den problemstilling griber Jesus an ved at spørge efter konsekvenserne: “Hvis Gud var jeres far, ville I elske mig …”. Hvis et menneske bekender sin tro på Gud, må der følge konsekvenser af troen og bekendelsen.
Tidsånden er imod den type spørgsmål. Den vil ikke forpligte og kræve konsekvenser. Det kan jo være, at der dukker nye forudsætninger og muligheder op i morgen. Den skarpe eksistentialist, Jean-Paul Sartre, sagde: “Mennesket er ikke andet, end hvad det gør sig selv til. Dette er eksistentialismens første princip”. Dette videreføres i den såkaldte postmoderne tænkning.
Det betyder, at der ikke er nogen forudgivet mening med menneskelivet. Hvis menneskelivet får mening, sker det ved, at mennesket selv giver det mening og betydning. Den enkelte skal selv vælge, hvad der er sandt, godt og sundt for sig selv, og skal have frihed til at vælge noget nyt i morgen.
Modsætningerne mellem grundholdningerne hos Jesus og i tidsånden er uovervindelige. Jesus efterlyser forpligtende konsekvenser udfra noget forudgivet: Gud. Det vil alle Abrahams børn være med på. Derfor efterlyser Jesus konsekvenser udfra noget forudgivet: Gud og Jesus. Tekstens budskab er, at en stor del af de abrahamittiske tilhængere vender ryggen til.
Tekstens budskab rusker simpelthen op i den åndelige baggrund for forholdet mellem kristendom, jødedom og islam. Den polære modsætning er banal; enten har man Gud til far, eller man har Djævelen til far. Det er vanskeligt ud fra teksten at komme udenom, at den, som ikke vil være forpligtet på Jesus, har Djævelen til Far!
En af vor samtids udbredte religiøse påstande er, at vi monoteister (jøder, kristne og muslimer) dybest set tror på samme Gud. Hvad siger teksten? Er Gud og Djævelen den samme ifølge teksten?
Tidsånden er kompromissøgende. Jøder og muslimer omskæres jf. pagten med Abraham. Kristne omskæres ikke på legemet, for det er hjertets omkærelse, der er afgørende i GT (5.Mos.10,16; Jer.4,4; Rom.2,27-29). Men er kompromisser mulige? Kan man være 50% omskåret?

 

 

Tilhørsforholdet er afgørende for sandhed og løgn
I min prædiken vil jeg sige, at modsætningen, mellem på den ene side Gud og sandheden og på den anden side Djævelen og løgnen, viser sig i konsekvenserne.
I de åndelige spørgsmål afledes alt af tilhørsforholdet. Hvis Gud eller Djævelen er udgangspunkt, så bliver livets rute og slutmål forskellig.
Der kan i prædikenen være behov for at nogle af tilhørerne opfatter en bestemt sætning forkert. Det er det sted, hvor der siges, at Djævelen er en morder, og at hans børn gør, hvad han lyster.
Tilhøreren kan tænke, aha, jeg slår jo ingen ihjel, altså har jeg mit på det tørre. Det er kun terrorister, der tages afstand fra. Det er en mulighed for fuldstændig at tage brodden af indholdet i teksten. Djævelens mord på mennesker (ved hjælp af mennesker) foregår åndeligt.
Måske kan det, der siges om mord i teksten alligevel bruges til at sige, at religiøst begrundet vold og mord er et kriterium på falsk religion (det bør i det mindste overvejes). Men det når vel næppe den åndelige dybde i teksten?

 

 

STORE BOGSTAVER
I søndagens tekst tales der med store bogstaver. Jesus taler med store bogstaver: Gud/Evig Sandhed contra Djævelen/Evig Løgn. Mellem disse yderpunkter ligger alle de spørgsmål, der hører til timeligheden, og de sandheder, der ikke er absolutte, og som vores hverdag er fyldt af.
Jesu modstandere bruger også store ord i deres beskyldninger; Jesus er samaritaner, besat af ond ånd, tror, at han selv er det evige liv. Det prisværdige er, at der er sket en afklaring, så der ikke længere er stukket noget under stolen.

 

Trøstens ord:
Hvordan slutte en prædiken over en tekst med så stærke ord. Der er et trøstens ord, som skal frem: “Den der holder fast ved mit ord skal aldrig se døden”, siger Jesus.
Af lignende skriftord om de troende i spændingsfeltet mellem Gud og Djævelen kunne nævnes den indirekte opfordring til de kristne “som holder fast ved Guds bud og ved Jesu vidnesbyrd” (Åb.12,17).

 

 

Salmevalg:
422 Hellig, hellig, hellig!
411 Alle mine kilder skal være hos dig
155 Godt og ondt i lys og mørke
—-
336 Vor Gud han er så fast en borg
337 Behold os, Herre! ved dit ord