4. søndag efter helligtrekonger - 1. tekstrække

Prædikant: Per Ole Rasmussen

Sommetider kommer vi i en situation, vi ikke selv kan klare. Jeg husker mange gange både som avisbud og som bybud for købmanden, at være kommet indenfor en låge, og så kommer den der store væmmelige hund farende om hushjørnet – og der står man så…..

 

Jeg har aldrig været helt tryg ved hunde – for mig er de noget uforudsigelige – og at stå der med en kasse varer, og så blive mødt af en stor gøende hund, det brød jeg mig ikke om. Jeg tror nu nok jeg slap med skrækken de fleste gange. Som regel kom hundens ejer lige bagefter, og kunne mærkeligt nok få den til både at være stille, og lægge sig. Som regel – der var nu også hunde som overhovedet ikke hørte efter. Men nogle kunne få dem til at lystre.

 

Egentlig var jeg vel lidt misundelig – tænk sådan at kunne få hunden til at lystre – de sagde en bestemt kommando – og hunden adlød. Jeg slap med skrækken. Men det har jo at gøre med, at det var deres hund. De var vant til den – vidste hvad der skulle siges – og var ikke bange!!!

 

 

Nu var det ikke en hund der gjorde disciplene bange – men et voldsomt uvejr mens de var i båden på søen – en storm med bølger der skjulte båden, hører vi. Flere af dem var jo ellers fiskere, og havde prøvet det før – men her bliver de altså bange. Bange for at gå under – bange for at drukne. Her var noget de ikke kunne klare sig ud af.

 

Heldigvis var han med i båden – han som var Herre – både over storm og bølger – og på hans kommando blev der helt stille. Som når den dygtige hundeejer med en kommando fik sit frådende bæst af en hund til at ligge roligt og stille. Han – Herren – var med.

 

Men hvorfor kom der overhovedet den storm? Kunne Jesus ikke have hindret stormen i at komme? Jo, det kunne han vel. Men det gjorde han ikke. Stormen kom – fordi sådan noget hører til i verden.

 

 

Det var endda Jesus der var gået i båden først – og hans disciple fulgte ham. De fulgte Jesus – i vished om, at når de holdt sig til ham var alt under kontrol. Men sådan så det altså ikke ud, mens de stod der midt mellem de frådende bølger. Da var de overgivet til naturkræfterne – til bølgernes rasen. Og blev bange! Hunderædde! Kunne vi godt sige!

Storme hører livet til. Andet kan vi ikke sige. Vi forstår heller ikke de storme vi løber ind i, når nogen i familien bliver alvorligt syge – når nogen dør – når vi mister vores arbejde – når der sker en ulykke – og vi kunne nævne andre ting. Sådan noget sker – ikke kun for naboen – også for os. Men hvorfor?

 

Den syge – og familien spørger: Hvorfor skulle dette ramme os?

Sådan spurgte Job også. Denne person fra det gamle testamente, som fik frataget alt hvad han havde – børn, helbred, velstand. Til sidst sad han i aksedyngen og skrabede sig med et potteskår. Og spurgte: Hvorfor skulle al denne lidelse ramme mig?

Han fik ikke svaret. Ikke svaret på lidelsen – men han fik noget andet. Han fik lov at se Gud den almægtige. Det er dette syn der var en del af den første læsning. Gud svarer ikke Job på lidelsens hvorfor – men stiller et andet spørgsmål: ”Hvor var du, da jeg grundlagde jorden. – hvem lagde dens hjørnesten, mens alle morgenstjerner jublede?”

 

 

Job får lov at se et glimt af den almægtige – og dér finder han fred. Ikke svar – men fred.

Vi får ikke svar på lidelsens hvorfor. Men kunne vi midt i livet og smerten få et glimt af den almægtige – han som grundlagde jorden – han som er Herre også over vort liv – kunne vi få et glimt af hans magt og kærlighed, ville vi måske kunne finde fred, midt i stormen.

Han er stormens Herre. De værste hunde var dem man mødte når der ikke var nogen hjemme. Når den bare fik lov at gå løs, og skræmme livet af den stakkels avisdreng. Der var ikke nogen som kaldte på dem, eller fik den til at lægge sig. Det var ikke så rart – men heldigvis skete der jo som regel ikke noget. Og jeg kom videre på ruten….og lever endnu i dag….

Livet er en rejse – ikke en avisrute, men en rejse, hvor vi kommer til at møde både sommerdage – og stormende dage. Sygdom og ulykker, hvor vi ikke aner vores levende råd. Hvad skal vi dog gøre – hvorfor skulle dette dog lige ske???

Da er det godt at vide: Der er altid én, som er Herre over stormen. Det ved vi fra bibelen. Den fortæller os f.eks. i denne tekst om Jesus, der med sine ord fik storm og bølge til at tie. Stormene kommer – vi ved ikke hvorfor – men vi ved, at vi aldrig er alene i stormen.

Livet er denne lange rejse, som bringer os i mange forskellige situationer. Også ind i svære ting. Sådan har det altid været – Paul Gerhardt, salmedigteren fra 1600 tallet gjorde den samme erfaring, og skrev på det grundlag: ”Befal du dine veje” – dvs – overlad, eller overgiv dine veje – til til Gud.

 

Det var, hvad han havde lært. At lægge sin vej og sin sorg frem for Gud i bøn, i tillid til at han ville lede hans skridt.

Midt i stormen er der ofte ikke andet at gøre end at håbe, og bede. Håbe på at stormen snart går over – og bede til Gud om at blive bevaret. Det er netop det disciplene gør. De beder: Herre, frels os – Vi går under! Ja, de havde opgivet håbet – vi går under! Men stadig kunne de bede – frels os, Herre.

Og da skete underet. Deres Herre viste sig at være stormens og bølgens Herre. Og vi ved, at han er Herre i himmel og på jord. Derfor beder vi – under alle forhold. Derfor håber vi, også når stormen ødelægger og tager pusten fra os. Det er ikke stormen der er Herre, hvor stærk den end er. Den er som en hund – der blot med et ord fra Herren, kan kaldes til tavshed.

Vi lever i stormens verden – mærker dens kræfter. Men midt i denne verden håber vi på ham som er Herre. Sommetider er det som om han sover – men vi ved, han er dér. Og er Herre.

”Han som kan stormen binde, hvem bølgen lyde må, han kan og vejen finde, hvorpå din fod kan gå.”

Amen.

 

 

 

Salmeforslag: 690-15-608-50-31