4. søndag efter helligtrekonger - 2. tekstrække

Speaker: Lars Jensen

Til lektien: Es. 40,26-31
En stærk profetisk beskrivelse af Guds storhed og magt i modsætning til Jakobs tvivl.

”Herren er en evig Gud”, men han ”giver den udmattede kraft, den kraftesløse giver han ny styrke”.

 

 

Til epistlen: Rom 4,18-25
Med Abraham som eksempel forkynder apostelen om troen, der holder sig til Guds løfte og ikke til den menneskelige fornuft.

 

 

Til evangeliet: Matt 14,22-33
Prædiketeksten følger efter beretningen om bespisningen i ørkenen og fortæller om, hvordan Jesus sender disciplene af sted over Genezaret sø, mens han selv bliver tilbage og sender skarerne bort, hvorefter han går op på bjerget for at bede. Disciplene oplever en voldsom storm, men Jesus kommer til dem i den fjerde nattevagt, gående på søen.

 

 

Temaer i teksterne
Både den gammeltestamentlige læsning og epistelen understreger Gud som den mægtige og trofaste Gud, der holder sit ord og ikke svigter sit barn. Tilsvarende er beretningen om vandringen på stormen en mægtig anskuelsesundervisning for disciplene om Jesus, der ikke svigter sine disciple, men kommer til dem på underfuld vis midt i stormen og som rækker sin hånd ud til den tro, der vakler, når den i stedet for at se på Jesus ser på stormen.

Der lægges i teksterne op til at tale om Jesus som troens genstand og om Gud som den, der aldrig svigter sit barn. Der er rig anledning til at tale både stærkt evangelisk og sjælesørgerisk.

 

 

Placering i kirkeåret

Søndagen falder sidst i Hellig Tre Konger-tiden, der har åbenbaringen af Kristi herlighed som et samlende tema. Dette epifani-tema har evangeliet på en vidunderlig måde.

 

 

 

Prædikenskitse
Som indfaldsvinkel kan man tage udgangspunkt i den store modsætning, som disciplene mødte: Kort forinden havde de oplevet et mægtigt under, da de med egne øjne havde de set Jesus bespise en tusindtallig skare. Kan det andet end at have styrket deres tro på Jesus? Herefter hører vi, at Jesus nøder dem til at gå ombord i båden og tage i forvejen … det var altså ikke deres eget påfund, men noget, som Jesus bad dem gøre. Men netop da er det, at stormen kommer over dem: Mon ikke disciplene i denne situation har spurgt sig selv: hvordan hænger det her sammen? Først oplevelsen af det mægtige under af Jesus, og så bagefter stormen, der kom, skønt det var Jesus, der havde ”nødt” dem til at tage af sted over søen? Sådan kender troen til både bjerg-tinder og bølgedale.

Men Jesus er den samme frelser både på ”bjerget” og i ”dalen”: han ved, hvad han gør og svigter ikke sine disciple. For da det for disciplene så ud som om de var helt alene, fortæller evangeliets beretning os, at Jesus samtidig var i bøn – uden tvivl også for dem. Han havde altså ikke glemt dem og ikke mistet overblikket! Og han kommer til dem – skønt det denne gang sker på en helt anden måde end de havde forestillet sig det!
Sådan er Jesus også i dag: han er ikke borte, når stormen sænker sig over dit liv, og du ikke synes, du kan se ham. Han glemmer dig ikke og mister ikke det store overblik. Og han gik selv ned i den dybeste storm af alle: han blev prøvet i alle ting og gik ind i den storm vores synder bragte Langfredag.

 

Peter´s handling er et eksempel på troens kamp: han får frimodighed ved at høre Jesu stemme, men han vakler og bliver bange, da han ser den stærke storm. Sådan får troen styrke ved at lytte til ordet fra Gud, der siger: ”Vær frimodige, det er mig, frygt ikke!”, mens troen svækkes, når den vender sit bliv bort fra Jesus. Men når troen vakler, er Jesus den Frelser, der rækker sin hånd ud for at frelse. Sådan strakte han sine arme ud på korset Langfredag, for at hele dit liv skal være omgivet af den forsoning, som han har fuldbragt.

Ord og handling hører sammen hos Jesus. Skal vi nå over til den rigtige bred, som er målet for vores liv, Himlen, gælder det om at høre hans stemme og følge ham. ”Mellem alle verdens røster din er ene den, som trøster” (DDS 484).

 

 

Salmevalg
Blandt mulige salmer til denne søndag kan nævnes:
12                         Min sjæl, du Herren love.
36                         Befal du dine veje.
143                       Med den enbårnes herlighed.
336                       Vor Gud han er så fast en borg.
651                       Vor klippe vi slippe umulig.
484                       Du, som vejen er og livet