4. søndag efter påske - 1. tekstrække

Speaker: Torben Kjær

Til teksten

Denne tekst er en del af afskedstalen, som Jesus holdt Skærtorsdag aften/nat efter nadveren og før Getsemane. Jesus taler om sin bortgang og beskriver situationen for disciplene efter denne bortgang. Talen om bortgangen fylder disciplene med sorg. I denne sammenhæng er der et element af selvoptagethed i deres sorg. De tænker kun på, at de bliver alene tilbage. Sorgen er vel ikke uden selvmedlidenhed. Jesus forsikrer (v.7), at denne bortgang er det bedste for dem, for forudsætningen for at Talsmanden kan komme er Jesu bortgang. Og Talsmandens komme er det bedste. I hvilken forstand er Jesu bortgang forudsætning for Talsmandens komme? Jesu bortgang afslutter en epoke i frelseshistorien. I stedet for “bortgang” kunne vi tale om Jesu herliggørelse (jf. Joh 7,39) som det, der markerer afslutningen på denne epoke. Først når Jesus er ophøjet, kan Helligånden blive sendt til verden.

 

 

1) Jesus må have afsluttet sin frelsergerning, før Talsmanden kan komme. Talsmanden skal forkynde for verden om retfærdighed og om dom over Satan, og begge er knyttet til Jesu soningsdød. Denne er forudsætningen for Talsmandens gerning.

2) Jesus skal have afsluttet sin åbenbaring, før Talsmanden kan komme. Talsmanden skal vidne om Jesus og forkynde det, han modtager af Jesus (v.13-15). En afsluttet Jesus-åbenbaring er forudsætning for Helligåndens gerning.

 

 

I v.8-11 beskriver Jesus en side af Talsmanden gerning. Han skal overbevise om synd, retfærdighed og dom. Denne afslørende og overbevisende funktion sker gennem disciplenes vidnesbyrd (v.13-15). Synden defineres her, som at de ikke tror på mig. Synden er vantroen. Synden er afvisningen af Jesus. Synd er altså kristocentrisk forstået. Dette er den egentlige synd, for den skiller os fra Jesus og dermed fra tilgivelsen.

Retfærdigheden defineres som Jesu bortgang til Faderen. “Og I ser mig ikke mere” fremhæver det definitive ved denne bortgang. Mellemperioden fra opstandelse og til Himmelfart, hvor disciple ser ham, tager Jesus ikke med her. Disse åbenbarelser er også midlertidige. Jesus taler generelt. Jesus bortgang til Faderen er retfærdighed, fordi denne bortgang er via døden på korset. Retfærdighed for verden er bundet til Jesu stedfortrædende død. Jesu bortgang til Faderen er også retfærdighed i den forstand, at Faderens modtagelse er en bekræftelse af Jesu retfærdighed. Jesus er den retfærdige i liv og død, for han var den lydige. Retfærdighed for verden er bundet til Jesu liv. Retfærdighed er en for verden fremmed retfærdighed.

Dommen defineres, som at denne verdens fyrste er dømt. Her er jeg noget uafklaret. Det kan betyde, at denne dom er en dom over verden. Dvs. dommen over verdens fyrste er et vidnesbyrd om, at verden er under dom. Eller der menes, at denne verdens fyrste er kastet ud af himlen og har mistet sin herskerstilling. Han er dømt. Dermed ændres verdens situation. Dermed er der mulighed for frihed fra Satan. Uden alle omstændigheder eksekveres dommen over Satan ved Jesu død (jf. 12,31).

 

Det en fordel for disciplene, at Jesus går bort, for det betyder, at Talsmanden kommer. For det første er det til gavn i deres vidnesbyrd, for Talsmanden skal virke i dette og overbevise verden. For det andet er det til gavn, fordi Talsmanden vil formidle hele sandheden til dem (v.13).

 

 

Til prædikenen

Vi tænker ofte kortsigtet. Disciplene gjorde. De blev fyldt af sorgen ved tanken om Jesu bortgang. Gud tænker langsigtet, og i det lange perspektiv er der ingen tvivl om, at denne sorg og deres fald var til fordel for dem. De kom styrkede ud, for de lærte noget om dybden af deres forræderi og fornægtelse. De lærte at Jesus var den umistelige. Til tider fører Gud os gennem mørket.

Men ellers skal der være fokus på Ham, der ikke vil være i fokus: Talsmanden, Helligånden. Han er en disket person. Han er en tilbageholdende person. Han er ikke den, der træder frem i lyset eller som iscenesætter sig selv. Helligånden er mere en slags grå eminence, der holder sig i baggrunden, mens han trækker i snorene og udøver en kolossal indflydelse. Måske skulle jeg kalde ham en lysende eminence. Dette illustreres af vores tekst. Helligåndens kristocentriske fokus er tydeligt. Han skal overbevise verden gennem disciplenes Kristusvidnesbyrd. Helligånden skal herliggøre Jesus. Det skal ikke være polemik, men der er noget grundlæggende forkert ved en eksponering af Helligånden. Det kunne man måske forkynde for sin menighed.

Der er noget befriende over det, som Talsmanden skal overbevise en gudløs menneskehed og os med den. Synd er overtrædelse af Guds bud. Det er synd. Men den eneste synd, der kan fordømme os er vantroen. For når vi ikke tror på ham, holder vi frelse og liv fra os. Der er ligeledes noget befriende ved den retfærdighed, der gælder i forholdet til Gud, for denne retfærdighed har intet med os at gøre og får aldrig noget med os at gøre. Retfærdighed er en person, Jesus. Retfærdighed er bundet til hans liv i vort sted og hans død i vort sted. Retfærdighed er at se denne person og sige tak. Der er også noget befriende over dommen, for den er over denne verdens fyrste. Han er kastet ned fra himlen. Han er ved at miste grebet og må slippe taget i dem, som Jesus vinder. Her gælder naturligvis stadig et allerede og endnu, og den spænding som dette antyder. Satan er allerede besejret men endnu ikke uddrevet. Men han er slået. Han er dømt. Det har været D-dag.

 

Og så er der noget befriende over, at det ikke er mig (præsten, forkynderen etc.), der skal overbevise andre. Det gør Talsmanden. Det er hans opgave. Vi skal forkynde og vidne. Det er vores opgave.