4. søndag efter påske - 2. tekstrække

Teksterne

Den gammeltestamentlieg læsning, Sl 124, understreger stærkt, at Guds folk er magtesløst overfor menneskers magt, og at den eneste befrier er Gud selv. Samtidig siger den også, at Gud har befriet os.

I den store sammenhæng i Salmernes Bog i GT kommer den efter Sl 89, som skildrer kongedømmmets fald. Sl 89 følges igen af kongesalmerne, hvor Israle vender tilbage til sin oprindelige tilstand, hvor Gud alene er kongen. Sl 124 er så en af valfartssalmerne. Templet stod i mange hundrede år uden, at Israel havde en konge.

I den kristne kirke har vi kun ét tempel at valfarte til, nemlig det himmelske, og vi har kun én obligatorisk valfart, nemlig hele det kristne liv forstået som en vandring i Ånden på vej til det himmelske Jerusalem, hvor Gud og Lammet er dens tempel (Åb 21,22). Sl 1245 lærer os, at Gud er den eneste, der på denne rejse kan bevare os fra fjenderne.

 

Lektien fra Apostlenes Gerninger er et tydeligt eksempel på det, hvor Gud både befrier de kristne, som Saulus stod efter livet, og befrier Saulus selv.

 

Den alternative epistellæsning fra Andet korinterbrev er en af NTs meget centrale tekster, som i generelle udtryk skildrer, hvad Paulus og alle andre troende oplever personligt: det gamle er forbi, noget ny bliver til.

Teksten er som så ofte hos Paulus meget mættet med mange temaer, eksempelvis:

 

 

1) Repræsentationstanken: Kristus dør i alles sted som alles repræsentant, og derfor er alle døde.

2) Ligeledes døde han til gavn for dem således, for at de, der lever, skal leve til gavn for ham.

3) Ligesom der er mere at sige om Jesus end, at han var en galilæisk vandreprædikant, sådan er der mere at sige om menigheden end, at det er en gruppe mennesker, som betaler kontingent her eller der. Jesus er Guds søn, og menigheden er Guds børn. Vi kender ikke længere nogen rent menneskeligt. Tilsvarende er den vantro ikke bare en person, som har en anden opfattelse, men han står uden for nyskabelsen.

4) Gud gør to ting:

a) Han tilregnede os ikke vore overtrædelser, da Jesus døde.

b) Han betroede os budskabet om forligelsen.

5) Vi er udsendinge i Kristi sted og beder mennesker forlige sig med Gud.

6) Jesus kendte ikke til synd (underforstået: i modsætning til os). Alligevel har Gud gjort ham til synd for os, for at vi kunne blive Guds retfærdighed i ham. Paulus går meget langt og dristigt til værks i denne formulering. Han fastholder altså på den ene side, at Jesus er syndfri, men på den anden side går han så langt, at Jesus ikke bare bar synden, men også blev gjort til synd. Modsat blev vi syndere til Guds retfærdighed. Det må betyde, at Guds retfærdighed dybest set består i den kristne menighed.

 

 

Evangelieteksten er taget fra Johannes-evangeliet.

Vers 28-30:

Først taler Jesus om ophøjelsen. Dette udtryk stammer ifølge prof. Richard Bauckam i bogen ”God crucified” fra Es 52,13 i Septuagintas oversættelse. Dér er jarum og nissa i den hebraiske tekst (”ophøjes” og ”løftes højt” i den danske oversættelse 1992) oversat med ”hypsothesetai” og ”doxasthesetai”, der betyder henholdsvis ”ophøje” og ”herliggøre”, og det er netop disse græske gloser, vi støder på i Johannes-evangeliet, når Jesus taler om sin død og opstandelse. Ikke alene forstår Jesus sin gerning ud fra Es 52,13-53,12, men han bruger også gloserne derfra.

Jesus forudsiger, at folk skal forstå, hvem han er, når han er død og opstået. ”Jeg er den, jeg er” ( græsk ”egå eimi”) betegner ifølge prof. Bauckam netop Guds hellige navn på hebraisk: ”Jeg er” (2 Mos 3,14). Det har mange andre gjort opmærksom på, men Bauckam tilføjer, at dette udtryk forekommer således:

 

9 gange i GT

5 Mos 32,39; Es 41,4; 43,10.13; 46,4; 48,12; 52,6        Gud siger: Det er mig

Es 43,25¸51,12                                                               Gud siger: Det er mig, mig

7+2 gange

På hebraisk: Ani hu eller ani, ani hu (i den græske oversættelse: egò eimí)

På hebraisk: Anoki, anoki hu

 

9 gange i NT

Joh 4,26; 6,20; 8,24.28.58; 13,19; 18,5.6.8                    Jesus siger: Det er mig

Heraf er den syvende gentaget to gange.

På græsk: egò eimí

Denne parallel kan ikke være tilfældig, mener prof. Bauckam. Teksten vil have os til at kæde Jesus og Herren sammen. Jesus indgår i Guds identitet.

 

 

Vers 31-36:

Dernæst indleder Jesus den alvorlige tale om vores tilstand. Jøderne er blot et spejl af os andre. Mennesker anser sig for frie i forvejen uden Jesu hjælp, men Jesus viser, at vi er bundet af synden. Han sætter sit korte svar ind i et billede, som anskueliggør det for os. Han taler om et hus eller et hjem. Af husets beboere nævner han kun sønnen og slaverne. Slaverne kan sendes væk, men det kan sønnen ikke. Han hører hjemme der. Tanken er tydeligvis, at Jesus selv er sønnen, og mennesker er slaver af synden. Hvis sønnen får gjort os frie, så er vi virkelig frie. Dette billede uddyber Paulus i Gal 4,1-7. Som ofte eller tager han en kort udtalelse af Jesus og uddyber den.

 

 

Fælles for de tre tekster er, at Gud er den eneste, som kan bevare og frelse, den Gud, som kommer til os som Jesus Kristus. Både ydre fjender, kirkens modstandere, og indre fjender, synden i os selv, kan han frelse os fra.

 

 

Prædikenovervejelse

Teksten falder naturligt i to dele: Hvem Jesus er, og hvem vi er. Han er sønnen, vi er slaverne, og det kan vi først indse gennem hans død og opstandelse. Uden død og opstandelse er Jesus bare en, der påstår noget, men gennem sin død og opstandelse viser han sin myndighed til at afsløre både sin og vores identitet og tilstand, ligesom han viser sin myndighed og kærlighed til at befri os.

Disse to temaer kan sagtens gøres enkle, hvis der er mange kirkefremmede og det kan sagtens gøres mere dybtborende for en mere kirkevant gruppe.

Man kan også fremhæve sammenhængen mellem evangelieteksten og epistelteksten, hvor Gud så at sige dels undlod at knytte hånden og dels strakte den frem til forsoning. Jesus strækker virkelig i samtalen med jøderne hånden frem til forsoning, men det kostede ham korsfæstelse at gøre, og så vandt han paradoksalt nok netop forsoningens mulighed gennem denne lidelse efterfulgt af sin sejr.

 

 

 

Salmeforslag

227                Som den gyldne sol frembryder

338                Var Gud ej med os denne stund

355                Gud har fra evighed givet sin søn os til herre

eller 263         Sin vogn gør han af skyer blå

Prædiken

205                O, store Gud, din kærlighed

Nadver

473                Dit minde skal, o Jesus, stå

262                Frydetonen går mod tronen

I forbindelse med vores vej mod Pinse er det værd at