4. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Speaker: Jens Kaltoft

GT-læsning

David overbevises om sin synd med Batseba gennem Natans fortælling om den rige, der tager lammet fra den fattige (2 Sam 11,26-12,7a)

 

 

Epistel-læsning

Hele skabningen venter med længsel på forløsning (Rom 8,18-23)

 

 

Prædiketeksten:

I. På baggrund af Gud barmhjertighed formanes vi til at vise barmhjertighed (v.36)

II. Døm eller fordøm ikke, for ellers vil vi selv blive fordømt (v.37-38)

III. En blind kan ikke lede en blind, for da vil de begge falde i grøften (v.39-40)

IV. Før vi kan hjælpe andre med at få fjernet deres splint i øjet, må vi først selv have fjernet bjælken i vort eget øje (v.41-42)

 

Tema:

Formaning til ikke at fordømme andre.

 

 

Forslag til indledninger på prædikenen:

1.  Storm P´s berømte historie om de to vagabonder Arkimedes og Perikles:

– Du, Perikles, hvad synes du om verdenssituationen?

– Ingenting; jeg har fået en flue i øjet!

Sådan kan vi blive optaget af ubetydeligheder i en sådan grad, at det, som virkelig er vigtigt, glider i baggrunden. Der er simpelthen noget, vi bliver blinde for.

2. ”Man skal ikke kaste med sten, når man selv bor i glashus.”

3. Udgangspunktet kan også være epistellæsningen med håbet om den dag, hvor der ikke længere er kiv og splid og stridigheder og fordømmelser mellem mennesker.

 

 

Prædikenansats

I. Vær barmhjertige

Man bliver hverken frelst eller en helgen af at vise barmhjertighed. Ordene er ikke givet, for at vi skal gøre os fortjent over for Gud, men er talt som en formaning til kristne.

Det er ikke blot færdselsregler for menneskers omgang med hinanden. Det er langt mere. For der står: ”Som jeres fader er barmhjertig”. Den barmhjertighed han har vist os, er ikke en eller anden tåget fantasiforestilling om Gud. Nej, Guds barmhjertighed er yderst konkret – den har et navn. Navnet er Jesus. Han er Guds barmhjertighed. Sådan som han viser barmhjertighed mod os, kaldes vi til at vise barmhjertighed mod andre.

Guds barmhjertighed er et forbillede for os. Hans barmhjertighed er kendetegnet ved at være uden betingelser. Han gør ikke forskel på, hvem han forbarmer sig over. Han gør det bare. Og det er det, vi kaldes til. Vi skal ikke spekulere på, om den anden er værd at elske. Vi skal lade Jesu barmhjertighed gå videre til andre. ”Gud dømte dig ikke, døm du ikke din næste. Gud fordømmer dig ikke, så fordøm du ikke. Gud giver dig utallige ting hver dag, så giv du din bror, din næste, din menighed og til det fællesskab, du står i.”

 

 

II. Tag først bjælken ud af dit eget øje

Intet vil blive ændret i verden, før vi begynder med os selv, og tager kampen op med os selv og selvoptagetheden og småligheden.

Det er i hjertet, roden ligger til al det ulyksalige i verden. Det er det, Jesus vil fortælle, når han siger: “Tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje.” Før vi har set vor egen fejl og syndighed, kan vi ikke hjælpe andre med blive løst fra deres. For de samme lyster og tilbøjeligheder kriges i vor egen krop. Den, der tør vurdere sig selv sandt og ærligt, træder varsomt. Han ved udmærket, at når det ikke er gået værre, end det er, så skyldes det ene og alene, at Gud har bevaret mig.

“En blind kan ikke lede en blind.”  At være blind er i denne sammenhæng først og fremmest ikke at kunne se sine egne fejl, men i stedet være dybt optaget af andres. Har man ikke set sine egne fejl først, bliver ens vurderingsevne og syn på andre forkert. Den, der virkelig kender sit eget hjertes inderste fejl og brist, bliver noget mere varsom med at pege fingre ad andre.

 

 

III. Døm ikke – Jesu ord må ikke misbrugesDer er ingen tvivl om, at ordene om ikke at fordømme, er nogle af de mest misbrugte ord i Bibelen. Hvis ordene bruges til at gøre det krogede lige og det lige krogede, så er det misbrug af ordene. Eller hvis de bruges til at lukke munden på dem, der advarer mod vranglære eller falsk forkyndelse, så er det også misbrug af Jesu ord. Ordene kan ikke bruges til at give synd frit lejde. Ej heller til at lade mennesker sejle deres egen sø. Derfor skal det også med, at det ikke betyder, at vi ikke må sige hvad der er synd, fald, løgn og beskidt i menneskers liv. For så risikerer vi, at djævelen og alle hans gerninger får frit løb. Vi er i alle spørgsmål henvist til Kristus og hans ord. Det gælder uanset om det drejer sig om flygtningespørgsmål, sulten i Afrika, børn og forældreforhold, samlivsform og vort forhold til penge. Kristus mødte ikke synd med ligegyldighed, men med tilgivelse og afskedsord: “Synd fra nu af ikke mere.” Kristus kalder en synder til omvendelse og rejser den faldne til nyt håb og fremtid.

 

 

IV. Ikke gøre os færdige med andre mennesker

Paulus formaner og opmuntrer til, at den kristne menighed tager sit ansvar alvorligt og hjælper mennesker, der er faldet i åbenlys synd. “Brødre, hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden, hjælpe ham til rette med mildhed; og se til, at du ikke selv bliver fristet!” (Gal 6,1).  Vi må aldrig gøre os færdige med mennesker. En særlig raffineret måde at gøre sig færdig med mennesker på, det er fromt og skinhelligt at gemme sig bag, “jeg dømmer skam ikke, de må naturligvis leve, som de vil”, og så lader man dem ellers være og går uden om. Den slags er ikke kærlighed, det er ligegyldighed. Jesus gjorde sig aldrig færdig med noget menneske. Han kunne tale hårdt, men han førte altid ordet med barmhjertighed. Han blev aldrig færdig med nogen, men han gik i døden for dem, – hvad end de havde været ude i. Det er kærlighed. Vi skal ikke skubbe til den hældende vogn, vi skal stille os ved siden ad og holde igen.

Har vi sten i vore hænder,

når vi møder dem som faldt,

og har vi dom i vore øjne,

så vort blik bli´r hårdt og koldt

har vi glemt vor egen krise

og vore egne nederlag,

for det regnskab

vi må vise

på vor egen opgørsdag?

Vi vil slippe vore stene,

vi vil række frem vor hånd,

Kristus mildner vore øjne,

når han gi´r os af sin Ånd.

Vi har alle prøvet faldet,

alle trænger til en ven,

han som elsker be´r os prøve,

at give kærlighed igen.

(Jens Bendix: “Sten i vore hænder”)

 

 

I mødet med andre mennesker må vi aldrig glemme, at hvad der er nemt for dig, kan være  besværligt for en anden. ”Vær barmhjertig, som vores himmelske far er barmhjertig.”

 

 

Salmeforslag
13 (726,3,10,12,406,492,696,736,754)

612 (305,503,568,598,683)

696 (509,685,695,696)

Prædiken

685 (684,687)

439

9 v/uddelingen

683 (6)

(Salmerne i parentes er mulige alternativer)