4. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Speaker: Frede Møller

”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes.” siger Jesus, og det lyder jo smukt. Men ikke desto mindre kører der retssager den ene gang efter den anden. Forleden var der en af dem, som blev afgjort, nemlig sagen mod Michael Jackson, et af verdens største navne inden for popmusik. Der var mange alvorlige anklagepunkter imod ham, og retssagen har kørt i årevis og kostet omkring 12 millioner dollars. Nu er den så forbi. En hel uge igennem voterede nævningene, før de nåede frem til konklusionen, som lød på pure frifindelse i alle anklager. Bagefter kunne man se en hærget og forknyt Michael Jackson forlade retsbygningen for at tage hjem til farmen ”Neverland”.

 

Jo, men han er nu nok skyldig alligevel! Sådan lød det bagefter fra flertallet i USA. Mange herhjemme vil nok være enig i den konklusion. Han må jo være skyldig! Han ser jo da så mærkelig ud og opfører sig tit så mærkværdigt, så der  jo være noget om snakken. Så til trods for frifindelsen efter en lang, opslidende retssag vælger vi alligevel at tro på vore egne følelser og fornemmelser. Trods juryens afgørelse dømmer vi, at han nok alligevel er skyldig.

 

 

Nu drejer det sig her om en stor sag, som er kendt af offentligheden. Her ventede medierne sammen med tilhængere og modstandere spændt på domsafsigelsen, hvor det altså endte med denne blanding af frifindelse og folkets dom.

Men der er masser af små sager, hvor det går på samme måde!

Tænker vi os om, har vi måske selv været part i dem på den ene eller anden side? Måske har vi selv været med til at dømme andre skyldige? Måske har vi selv oplevet at være genstand for sådan en dom fra andres side?

”Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse. Giv, så skal der gives jer. Et godt, presset, rystet og topfyldt mål skal man give jer i favnen. For det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med.”

 

 

Se, udgangspunktet for det hele møder vi i den sætning, som går lige forud, hvor Jesus siger det på denne måde: ”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig.”

Udgangspunktet, grundlaget, det er med andre ord Guds barmhjertighed, og det skal det selvfølgelig også være her i dag.

Men for at forstå dette med Guds barmhjertighed, så må vi grave et spadestik dybere og forstå, at også her er der noget, der går forud, nemlig dommen.

 

 

Det er noget, som kommer så tydeligt frem i beretningen, vi hørte fra alteret, hvor det fortælles, hvordan David får besøg af profeten Natan, efter at han har haft en affære med Urias´ kone Batseba. ”Det, som de ikke ser, det har de ikke ondt af”, hed det i en gammel grandprixmelodi, men det nytter nu ikke noget at sige sådan, når der er én, der ser alt, nemlig Gud. ”Det, David havde gjort, var ondt i Herrens øjne”, hedder det. Tilsyneladende var der ingen andre, der vidste besked. Tværtimod! Udadtil tegnede der sig et utrolig smukt billede. Der var en soldat , som var blevet dræbt i krigen. Det var jo dybt tragisk, og tragedien blev ikke mindre af, at hans kone viste sig at være gravid. Der bliver sørget og grædt, og sandelig om der så ikke sker det uventede og glædelige, at kongen forbarmer sig over den stakkels gravide kvinde og gifter sig med hende! Jamen, det var da dejligt, tænkte folk. De kendte slet ikke  sammenhængen. Sandheden var jo, at kong David selv var far til det barn, som Batseba ventede! Han havde også selv sørget for, at Batsebas retmæssige mand Urias blev anbragt på en post, hvor han var så godt som sikker på at blive slået ihjel!

 

Folk tog med andre ord fuldstændig fejl i deres dom. Folkets dom gik jo ud på, at Urias’ død var en tragisk ulykke. Sådan var det ikke! Det var kold og kynisk planlægning. Og folkets dom gik ud på, at David var storsindet og barmhjertig, da han tog den stakkels enke til sig som hustru. Sådan var det ikke! Det var ikke storsind og barmhjertighed, men liderlighed og begær, der drev ham til at handle, som han gjorde! Og det bliver klart for David selv, da Natan fortæller ham den gribende historie om den rige mand, som tager den fattiges eneste lam og slagter det, da han får besøg. ”David vrede flammede voldsomt op mod den mand, og han sagde til Natan: ”Så sandt Herren lever: Den mand, der går sådan, skal dø, og lammet skal han erstatte firedobbelt, fordi han har handlet så hjerteløst!” Da er det sandhedens time for David! ”Du er manden!”, lyder det til ham, og David er med det samme klar over, at hele hans liv ligger åbent for Gud, og at han har fortjent Guds vrede, Guds dom, Guds straf.

 

Spørgsmålet er jo, om du og jeg er nået til samme konklusion, eller om vi stadig går rundt og bilder os ind, at det går nok alt sammen?

For David gik det sådan, at han straks gik til bekendelse. Da han hører Natans frygtelige ord og forstår, at han er strafskyldig over for Gud, ja, så lyder det: ”Jeg har syndet mod Herren.” Natans svar kommer omgående: ”Så tilgiver Herren din synd. Du skal ikke dø.” Ganske vist slipper David ikke for den straf, at hans lille søn dør, men tilgivelsen fra Gud – den får han. Han skal ikke selv dø.

Dommen – det er, hvad du og jeg også må se, før vi for alvor fatter dette med barmhjertigheden!

 

 

Går vi tilbage til situationen med retssagen, så lad os forestille os, at den anklagede ikke bliver frikendt, men tværtimod idømmes dødsstraf eller livsvarig fængsel. Pludselig sker der så det uventede, at dommeren selv tager straffen, så den anklagede går fri! Ja, vi ryster på hovedet, for sådan noget ville aldrig ske i det virkelige liv. Ikke desto mindre er det det, som sker, når det drejer sig om den anklage, som hviler på os, når vi står ansigt til ansigt med Gud!

”Du ved, din dommer har ført din sag og fra sig selv den vundet”, siger Grundtvig, og sådan er det.

”Jeg bekender for dig, Herre, almægtige Gud, at jeg har syndet meget i tanke, ord og gerning, og det er min syld, min skyld, min egen store skyld”, hedder det i den gamle trinbøn, som en præst kan bede, når han træder ind foran alteret for at begynde gudstjenesten. Sådan må det lyde fra hver enkelt af os, og svaret på den bøn hedder Guds kærlighed, der sender sin egen søn til verden for at frelse!

Hvad er så vores svar på Guds barmhjertighed?

Ja, der er i hvert fald ingen tvivl om, hvad Gud forventer!

 

 

”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig”, siger han. Ved en anden lejlighed fortæller han historien, som kaster lys over denne sag, nemlig lignelsen om den gældbundne tjener. Her handler det om, hvor ofte jeg skal tilgive min bror, og da er det, Jesus fortæller så om kongen, der gør regnskabet op med sine tjenere. Her møder han én, der er i bundløs gæld. Kongen får medynk med denne tjener, og med et pennestrøg sletter han al hans gæld, så den er ude af verden.

 

Hvilke konsekvenser får det så?

”Vær barmhjertig, som jeres fader er barmhjertig”, siger Jesus, men tjeneren handler stik modsat. ”Betal, hvad du skylder”, siger han til en medtjener, som skylder ham hundrede denarer. Medtjeneren beder om henstand, men det kan der ikke være tale om. Derfor ender det med, at den første tjener mister det hele igen. ”Sådan vil også min himmelske fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder”, siger Jesus. Så ved vi, hvad vi har at rette os efter!

Så hvis du nu sidder og tænker på et uopgjort forhold til et andet menneske, så ved du, hvad du skal bruge din eftermiddag til! For tænk engang, hvis du selv skulle gå hen og miste barmhjertigheden, som du har mødt os Gud!

”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig. Døm ikke, så skal I ikke selv dømmes; fordøm ikke, så skal I ikke fordømmes. Tilgiv, så skal I få tilgivelse.” For hvordan i alverden skal du kunne vejlede andre, hvis du ikke selv kan se? spørger Jesus. Hvordan i alverden skal du bære dig ad med at tage en splint ud af din brors øje, når du ikke har opdaget den bjælke, du selv har i øjet?

 

 

Derfor: Først og fremmest er det spørgsmålet om at se dommen. Guds dom over dit og mit liv. Dette at jeg har ramt fuldstændig ved siden af, når det drejer sig om det mål, Gud har sat for mit liv.

For det andet handler det så om at se barmhjertigheden hos Gud. At jeg er en del af den skabning, som sukker og vånder sig efter syndefaldet, for nu at sige det med apostlen Paulus. At få øjnene op for den kærlighed, som blev kød og blod i vor Herre Jesus Kristus, og som fik sit stærkeste udtryk, da der hang en korsfæstet mand på Golgatha Langfredag. Så har jeg fundet den grund, hvorpå jeg bygger. Eller som vi skal synge det nu:

Nu har jeg fundet det, jeg grunder mit salighedens anker på,

den grund er Jesu død og vunder, hvor den før verdens grundvold lå.

På det grundlag er det, min barmhjertighed, ja, hele mit liv må hvile. På det grundlag, som hedder Guds barmhjertighed i Jesus Kristus, er det, jeg hører kaldet: ”Vær barmhjertige, som jeres fader er barmhjertig.”

Og der er nok at gå i gang med!

Amen.

 

 

Salmer: 739- 502- (666)/ 510- 358- 684