4. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække

Speaker: Andreas Madsen

Tekstens centrale budskab.
Man kan godt sige, at læsningen fra GT handler om kærlighed. Det er rimeligt at lade noget tilbage på mark og i have. Så kan den fattige og den fremmede finde noget at leve af. Når man selv har været en stakkels træl og er kommet til bedre kår, må man kunne forstå, at man må give sin nødstedte næste en menneskekærlig behandling.
I epistellæsningen gælder det også kærlighed – og det en kærlighed, som ikke bare kan samles i en passende human opførsel. Nej, her er det en kærlighed, som vil tilhøre Herren Jesus, der blev korsfæstet og opstod for os. Både i liv og i død vil man være Hans. Derfor har man råd til at tage vidtgående hensyn til sin svage næste.

 

Mellem tekst og prædiken.
Når mennesker møder kravet om kærligheden og ikke mindst den kærlighed, som skal nå helt ud til fjenderne, reagerer de somme tider på en mærkelig måde.
Der er dem, som siger, at de slet ikke kan leve op til kravet om fjendekærlighed. Det, er meget kønt. Men det er ganske over evne. De må lade det ligge, siger de, og så prøver de at trøste sig med, at Gud er god både mod onde og gode. Han lader det regne og får solen til at skinne over alle slags mennesker.
Andre siger, at det, slet ikke er meningen, vi ska1 til at farte rundt og øve kærlighedsgerninger. Og de stærke ord om kærlighed er ingenlunde heller ment som noget, der skal tages bogstaveligt. Det er blot noget, som skal sætte os på plads som de syndere, vi er. Vi bør ydmyge os og afstå fra at forestille os, at vi nogensinde kan fremstå som fuldkomne mennesker.
Imidlertid gør vi klogt i at lade Jesu ord stå. Han ved nok, hvad han gør, når han stiller sit krav. Vi må ikke nøjes med den gamle gengældelsesmoral. Han ved også, hvad han gør, når han befaler fjendekærlighed.

 

Prædikenskitse.
I har hørt, I skal elske jeres ven og hade jeres fjende, citerer Herren Jesus. Og så lader han dem, der påhører hans bjergprædiken, forstå, at det skal de ikke nøjes med. De skal høre noget meget bedre. De må ligne Gud i stedet for at blive hængende ved et “lige for lige”! Ja, når de er blevet Guds børn, må der jo i gudsforholdet være noget, som bevirker, at de har råd til at elske mennesker – også fjender. De var selv fjender, som Gud elskede først. Gud har ikke behandlet dem efter fortjeneste. Men i Jesus Kristus har han vist, at han er dem nådig.
Det ligger nu ikke til mig at være kærlig mod fjender, siger nogen. Og det skal nok passe. Men det ligger ti1 Gud at tage sig af hjælpeløse syndere, der søger til ham og giver sig ind under hans behandling. Han tilgiver, og han renser, og det virker, fordi Jesus Kristus er den korsfæstede og opstandne Gud og Frelser. Gud vil behandle dig gennem din bøn. Brug aldrig for lidt tid til din bøn. Gud skal have tid til at sætte alting på plads og dermed din fjende og dig selv og din Gud. Gud vil behandle dig, idet du viser din fjende agtelse og ære. Den glose, som her er brugt for at elske, indeholder en vis agtelse og ære. Gud er ikke færdig med at behandle dig. Men Han skal nok gøre dig færdig. Du skal stå der som et eksempel på, hvad Gud kan få ud af et menneske, bare han får lov at fuldføre, hvad han engang er begyndt på.

 

Salmer.
264 – 608 – 607 – 334 – 391.