4. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække

Speaker: Kurt Larsen

Hvornår holdt du sidst en katekismus-prædiken?
Det er god luthersk tradition at holde katekismus-prædikener, dvs. gennemgå tematisk nogle grundlæggende ting i børnelærdommen. Et sted så jeg, at de gamle lutheranere brugte de sidste tyve minutter (!) af hver prædiken på katekismus-stof. På denne søndag kunne det være naturligt at slå nogle centrale etiske ting fast.

 

1) Vi er som kristne kaldet til at være et anderledes folk. Fra dåbens dag er vi børn hos Gud, og derfor skal vi også vandre med ham og ligne ham, så vi gør “som” ham. Kristen tro har og bør have mærkbare etiske følger i hverdagen.

 

2) Kristen etik og gode gerninger tjener ikke til at gøre os til Guds børn og vinde Guds velbehag. Hvis det var tilfældet, skulle der i v. 45 have stået: for at I må blive jeres himmelske faders børn, men der står altså “være”. Vi skal som børn af huset vokse op til at ligne vores far.

 

3) At gengælde godt med ondt er Djævelens måde. Heldigvis er det ikke det almindelige – for menneskets naturlige måde er at gengælde godt med godt og ondt med ondt. “I har hørt, at der er sagt: “Du skal hade din fjende” – ja, det har vi hørt fra hele verdenshistorien, og såmænd også fra vores eget indre. Tanker om hævn og gengældelse ligger ikke fjernt fra den menneskelige natur – det ser vi i så mangen en fodboldkamp, i reaktionerne på 11. september, i Mellemøsten osv. Det faldne menneske tænker sådan. Derfor skal der ske en forvandling, førend vi kommer til at ligne Gud. Men det er dette nye, anderledes liv, Jesus kalder os til at leve – med ordene: “Men jeg siger jer…”. Jesu store “MEN” til det, vi kalder almindeligt.

 

4) At gengælde ondt med godt er Guds måde. Gud så ikke på vores synd og fald og gav os efter fortjeneste, men mens vi endnu var fjender, blev vi forligt med ham ved hans søns død. Gud elskede på trods. Jesus gav ikke sine mordere efter fortjeneste – han bad i stedet for dem. Det er disse fodspor, vi som kristne er kaldede til at vandre i.

 

5) Der er ikke kun tale om at vi skal gå over til ikke-vold og således undlade en ydre gengældelse (som de ellers så inderligt har fortjent!) – men om at vi aktivt gør noget positivt for vore fjender. Missionærer har fortalt, at efter krigene i Etiopien besluttede de kristne på et møde, at de ville gå hen til deres tidligere forfølgere og sige: Jesus elsker dig. Når man kan sige det, er hadets og voldens onde spiral brudt. Martin Luther King talte om, at man vinder en dobbelt sejr ved at bryde hadets spiral: Man får standset problemet, og man bliver selv beriget derved. At få sin hævn giver ikke nogen indre glæde. Det er ikke det liv, vi blev skabt til.
Under 1. verdenskrig fortælles det, at finske soldater om dagen kæmpede tappert mod landets fjende, for om natten at gå ud på slagmarken og hjælpe deres sårede medmennesker blandt “fjenderne”. Det er ikke ulovligt at forsvare sit land, og det er altså muligt at gøre dette samtidigt med, at man som kristne kan elske det enkelte medmenneske i den anden hær.

 

6) Der må en forvandling til indefra. Det er livet med Gud i nådens midler, der formår at skabe en begyndende forvandling af os. Vi ligner godt nok ikke Gud af natur, men vi kan forvandles. I dåben blev vi genfødt. Deri ligger efter klassisk luthersk opfattelse to ting: Adoption + forvandling. Selv et adoptivbarn fra en anden verdensdel kan ende med at tale med vendelbo-accent og være dybt præget af tankegang og mentalitet hos sine adoptivforældre nordenfjords. Livet i hjemmet har præget adoptivbarnet – og sådan præges også vi af at være sammen med Gud i bøn, ved ord + sakramenter, i menighedens fællesskab. Den, der lever sit liv under Jesu kors bliver præget deraf – i hvert fald på begyndende vis, som det udtrykkes så fint i en salme “Der knæled den stålklædte kæmpe – og lærte ved messe og ottesang, den stolteste vrede at dæmpe”. At vreden “dæmpedes” var allerede noget af en forvandling. Det ligger vor natur fjernt at elske fjender, men vi kan lære det ved Jesu kors.

 

7) Ignatius sagde omkring år 100: “Bed uden ophør for andre mennesker, for der er håb for dem om omvendelse, så de kan nå til Gud. Giv dem derfor i det mindste ved jeres gerninger lejlighed til at gå i lære hos jer. Vær milde over for deres hidsighed; vær beskedne over for deres praleri; sæt jeres bønner ind over for deres bespottelser; vær faste i troen over for deres vildfarelser”.

 

Salmeforslag:
35 – 267 – 379 / 607 – 325.