4. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække

Speaker: Holger Haldrup

Tema
Elsk jeres fjender – vær fuldkomne

 

 

Til teksten
Teksten udgør den 6. og sidste af de såkaldte antiteser (kap 5, 21-48) Teserne er alle hentet fra GT, og selv om det refereres kortere i denne 6., må den fulde ordlyd i indledningen høres med: “I har hørt, at der er sagt til de gamle”. Med de gamle er der tænkt på Sinaj-generationen, som fik loven, samt alle efterfølgende slægter.

Antiteserne er alle indledt med det magtfulde: “Men jeg siger jer”. Ifølge Kai Kjær-Hansen er det med støre vægt på “jeg” end på “men”. Jesus udtaler sig med samme myndighed som Gud, der gav loven. Profeterne havde hidtil kun kunne referere til denne myndighed og rabbinerne kommenteret den, mens Jesus træder ind – ikke for at sætte sig op som en modsætning til loven, men snarere for at fremdrage lovens egentlige mening.

Grundlaget er budet om at elske sin næste, men afvisning af den tilføjelse, der havde sneget sig ind, at det kun omfattede ens egen familie eller folk. Når Salme 139 taler om at hade fjenden, er det ikke den personlige fjende, men Guds fjende.

 

 

Ordforklaring

“Tolderne”:                 Her distancerende, mens Jesus i øvrigt var imødekommende

overfor denne gruppe.

“Hilser på”:                 Ikke blot siger “hej” til, men velsigner og ønsker alt godt.

 

 

De andre tekster
Rom 14,7-13:              Lad os ikke dømme hinanden
5 Mos 24,17-22:          Bøj ikke retten – I var selv trælle i Ægypten og dér

afhængige af, at andre handlede ret mod jer.

 

 

 

Til prædikenen
To temaer byder sig til, nemlig temaet om retfærdighed. At handle retfærdigt, dvs. handle lige overfor alle slags mennesker. Dernæst denne udfordrings yderste punkt: At elske sin fjende.
Indledningsvis kan det være meget velgørende at få placeret Bjergprædikenens krav ret. Leif Andersen gør det glimrende i en andagt i bogen “Godmorgen”: “At komme skævt ind på Bjergprædikenen”. Han beskriver oplevelsen af en amerikansk parkeringsplads, hvor det er afgørende at køre ind ad den rigtige indkørsel. De har en skrap anordning med nogle tænder, der lægger sig ned når man passerer vejen udad. Men vælger man den samme vej indad, kører man imod dem og bliver et sæt dæk fattigere. Sådan gør man, hvis man bare gør Bjergprædikenen til en almen moral. Den har sin baggrund i noget ganske enestående, der er sket, en ny retfærdighed, der er kommet til stede. Kun fra den side går det an at møde de stærke ord uden bare at knuses på dem.

 

 

Ansatser
Lighed.
Vi har som udgangspunkt indbygget tendensen til at anse og behandle folk forskelligt. Når tysklæreren kalder en sød pige i klassen for sin specielle veninde, er det så ikke syndes inderste væsen, at vi kan lide dem, der giver et positivt indtryk på os, men andre har vi ret til at sortere i. Handler vi sådan, får vi samme løn som tolderne og hedningerne: Ingenting!

 

Kærlighed til fjenden
Designere præger vore omgivelser – tøjet, bilerne, møblerne. En bestemt designer har sit eget umiskendelige mærke. Når man ser det, ved man, hvem der står bag.
Gud er den store designer, og han har ét helt unikt træk, som han prenter ind i sit materiale, et spor af ham selv og hans eget væsen, som han lader løbe gennem sit materiale: Kærlighed til fjenden.
Det findes ikke i materialet i forvejen. Det er gået tabt.
Der findes ganske vist en omgængelig form og en smuk kærlighed: At elske dem, som elsker jer. Men det er en kærlighed, som snusfornuften godt kan regne ud kan betale sig. Den har gode muligheder for at give noget af sig til gengæld.
Guds væsen er at vise kærlighed til fjenden. Han gør det ved at lade sin sol stå op over onde og gode. Han behandler os ikke efter fortjeneste. Nej, ganske ufortjent elsker han og giver brød og bil og briller til såvel den fromme som til den hårdeste spotter og fornægter.
Tydeligst har han vist os det i Jesus Kristus. Mens vi endnu var fjender, blev vi forligt med Gud ved Jesu død.
Er der noget, vi er dybt afhængige af hos Gud, så er det dette særkende: Fjendekærlighed. Jo tættere vi kommer ham og jo mere ærlige vi står overfor ham med vort liv, da går det op for os: Han har elsket en fjende. Han har tilgivet mig!
Det er på denne basis, ordene om kærlighed til fjenden overhovedet giver nogen mening.
Et eksempel fra GT: Davids storsind overfor Saul (1 Sam 24)

 

 

Forslag til salmevalg
41, 696, 612 – 688, 373.