4. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække

Salmeforslag: 753-300-689-688-598

 

 

Stikord til teksten og søndagen:
Teksten er en af Bjergprædikenens seks antiteser, der alle er opgør med de skriftlærdes lovfortolkning. Forud for antiteserne går saligprisningernes beskrivelse af det nye liv, som hører discipellivet, livet som frelste, til. Dette liv er bestemt til at sprænge alle grænser og gennemtrænge hele verden. At færdes i Guds verden som discipel implicerer, at vi ser på hinanden i Guds kærligheds lys, ser hinanden som brødre, og en fjende som en potentiel bror (eller søster).

Du skal elske din næste som dig selv! Du skal endda elske dine fjender! En overmenneskelig udfordring! Jesus er ikke kommet for at blødgøre eller udviske loven, men fuldkomme den. Teksten om fjendekærlighed står i sammenhæng med andre udfordringer til livet: om drab og vrede; om ægteskab og skilsmisse; om ed og ærlighed, og om at gengælde ondt med godt. Og nu altså om at elske vore fjender.

Straks finder vi vore beskyttelsesmekanismer frem! For at kunne udholde Jesu udfordringer og holde dem på afstand. ”Mit liv med forsikringer og antivirusprogrammer, airbags og cykelhjelm har gode beskyttelsesmekanismer mod alt, som truer status quo – også ord, som forsøger at skabe ændring og vækst. Og det er bl.a. det, jeg skimter, Jesu ord har som hensigt for os denne søndag (norsk præst)!

 

 

Elske! Kærlighed, som tager initiativ! Kærlighed, som også ofrer sig selv. Kærlighed, som i vore hænder ikke kan alt, kan dog med vore foldede hænder bede for vore fjender!

Guds egen kærlighed og retfærdige handling er med hele vejen igennem Bjergprædikenen. Jesus praktiserede det, han prædikede. Som en tydelig tråd gennem hele hans liv. Han steg ned og blev menneske, blev jordens lys, elskede sine fjender, ja, fornedrede sig til døden på et kors. Elskede sine fjender endog, mens han led uudholdelige smerter på korset! Bad for dem, da han ikke kunne andet: Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør! ”Min fjende er i Det nye Testamente altid den, der er fjendtligt stemt imod mig. Den mulighed, at disciplen er en eller anden fjendtligt stemt, regner Jesus slet ikke med” (Bonhoeffers Efterfølgelse).


 

 

Nedenfor følger min prædiken til søndagen fra 2002. Måske har jeg lånt ideer fra andre, ja, måske endda fra nogle af jer læsere! Det må I så bære over med, da jeg ikke har styr på den rigdom, jeg henter ideer fra:

Indledende bøn på prædikestolen: Herre Jesus, vi takker dig, fordi du gjorde godt imod mennesker af alle slags. Endog imod os! Herre, mind os om dét, når vi nu skal høre om at vise kærlighed imod dem, vi mest har lyst til at vende ryggen. Ja, Herre, rør os med en gnist af din fuldkomne kærlighed! Amen.

 

 

Her i trinitatistiden bliver vi søndag efter søndag mindet om, hvordan vi skal leve som kristne. Som døbte. Vi er jo i dåben blevet givet kristendommen med alt, hvad Jesus har gjort for os. Vi fik Gud som vores Far og Kristi menighed som vort fælles hjem. Nu skal vi som børn så også leve som vor Fars børn, og lære at ligne Ham. Det vil trinitatissøndagene hjælpe os ind i.

Teksten her til 4. søndag efter trinitatis handler om at ligne Gud i medmenneskelighed. Særligt i dette vanskelige, hvordan vi skal gøre med dem, som sårer og forulemper os! Og da kommer Jesus ganske tæt på de fleste af os! For hvem har ikke prøvet at blive såret eller forulempet af et andet menneske? Det kan være på min arbejdsplads, jeg føler mig forfulgt af en træls person; det kan være en i nabolaget eller menigheden, der rammer mig, så det gør ondt; eller det kan være endnu tættere på: familie og ægtefælle som ved, hvor jeg er sårbar, og alligevel kører på mig lige dér! Har du haft, eller har du måske nu sådanne plageånder inde på livet, hvad gør du så?

Ja, lettest er jo at handle sådan, som Jesus siger folk flest gør: Være god mod dem, som er god imod dig! Det er jo den naturlige menneskelige måde at reagere på: at gengælde godt med godt, og ondt med ondt. Det kan selv toldere, der blev regnet for at være uærlige folk, finde ud af. Det samme kan også hedninge, der ikke kendte Guds lov. Eller – som nogle også undskyldte sig med på Jesu tid: Vi har ”hørt”, at vi skal elske vor næste og hade vores fjende! Sådan at gengælde ”øje for øje” og ”tand for tand”, det ligger lige for hos de fleste af os. Og vort samfunds love er da også i høj grad bygget op på, at gør du det gode, så får du godt til gengæld. Men gør du noget ondt, så rammes du af straffens hårde hammer og får løn som forskyldt!

Men sandelig om Jesus så ikke i dag kommer og siger: Men jeg siger jer: I skal elske dem, der tilføjer jer ondt og bede for dem, der er efter jer! På jeres arbejdsplads, i nabolaget og i menigheden, og i familien! I skal som Guds børn ikke bare gøre som de andre: gengælde ondt med ondt. I skal i stedet ligne jeres Himmelske Far i at gengælde ondt med godt! For Gud gør jo godt mod alle ved at lade ”sin sol stå op over onde og gode og lade det regne over retfærdige og uretfærdige”! Gud giver med naturens milde hånd af sin godhed til både ordentlige mennesker og slyngler. – Sådan skal I også gøre! siger Jesus. Helt og udelt.

 

 

Hvis dette skal tages for pålydende, så forstår vi, at dette at være kristen virkelig er at leve anderledes. For i vores tid lyder parolen jo i stedet, at vi skal lære at leve vore aggressioner ud. Vi skal være sande imod os selv og vores egen natur. I radioavisen blev det forleden sagt, at børn skal lære at slås fra de små klasser for at kunne give igen med samme mønt, når de føler sig forurettet og ikke samle alle frustrationer sammen til vilde og uhensigtsmæssige udbrud. Og kloge folk siger vist det samme til os voksne: Brænd ikke inde med dine aggressioner! Undertryk ikke det, som irriterer dig! Alt dette kan der siges meget fornuftigt om, og det har vi også rimelig let ved at lære og praktisere. Lad dig ikke byde noget…

 

Hvad så når Jesus siger: Men jeg siger jer … I skal leve anderledes! Og ikke blot når det er noget fra småtingsafdelingen, der forulemper jer, men direkte jeres fjender skal I elske, og jeres forfølgere  skal I bede for! Og læg mærke til: altså ikke blot skal vi undlade at gengælde dem, som de så inderligt har fortjent, men aktivt gøre noget positivt godt for vore fjender?

Hvorfor dog en sådan usædvanlig handlemåde? Fordi det er den eneste måde, vi på det personlige plan kan bryde hadets spiral med. Vi kommer ikke videre med hinanden i ægteskab, familie og nærmiljø, hvis vi hele tiden skal give igen med samme mønt, som vi selv fik. Du kan ønske dig hævn, men du har måske også oplevet, at så snart du fik slået godt og grundigt tilbage, så var der slet ikke nogen glæde ved det alligevel. Hævn rammer ikke blot velfortjent de andre. Hævn rammer på en eller anden måde også dig selv.

 

 

At et retssamfund har behov for regler, som indeholder straf for begået ondskab, det er ikke til at komme udenom. I dét stykke skal vi så som kristne arbejde for, at straf og gengældelse ikke vokser vildt, men så vidt muligt kan hjælpe forulempere og forbrydere til et bedre og ordentligere liv. – Dog kan tilgivelse her også vise sig at bære større frugter til fælles bedste end gengældelse. Det har vi set af det store forsonings- og tilgivelsesarbejde, de forurettede sorte gør over for deres hvide forfølgere i Sydafrika. Og missionærer har fortalt, at efter krigene i Etiopien besluttede de kristne, at de ville gå hen til deres tidligere forfølgere og sige: Jesus elsker dig! Sådan er mennesker i store sammenhænge somme tider komme videre, hvor alt ellers så umuligt ud.

Og nu kommer Jesus så til dig og mig personligt: Men jeg siger jer … Uanset hvad der ellers er almindeligt, lev så i kærlighed og bøn, hvor I har med andre mennesker at gøre! Samtidig med at vi skal tage alt det alvorligt, som andre gør os ondt med, og måske somme tider få det snakket igennem, så skal vi kæmpe mod vort naturlige ønske om hævn!

 

 

Ja, men hvordan dog, når idealet ligger så højt, at vi slet ikke kan nå helt derop: at være ”fuldkomne”, som vores Himmelske Far er fuldkommen! Hvordan dog?

Vi kan ikke trække os selv op ved håret, det ved vi godt. Især ved vi det, hvis vi gang på gang er faldet i med hævnens tanker og ord, og måske med hævnende hænder. Men lad os da igen huske ordene ”som jeres Himmelske Far”! Vi lever selv af den fuldkomne kærlighed og omsorg, som Gud viser imod os. Ja, vi får lov at være Guds elskede børn alene i kraft af, at Jesus viste omsorg mod alle slags mennesker, tilmed imod sine fjender, mens han levede. Og at Jesus bad for – netop – sine fjender, da han døde på korset. Som børn af huset hører vi hjemme i en sådan fuldkommen kærlighed.

Godt nok gør dette os ikke automatisk lig med vor Himmelske Far. Men hver gang vi som døbte tager imod Guds ord og knæler ved nadverbordet, gøres der noget godt ved os. Vi hjælpes i Jesu fodspor. Også ved at få og lære af hinanden i Kristi menighed. Og – ikke mindst ved at bede. Bede om at få et tilgivende sind, og bede for dem, vi har det svært med. For bøn kan gøre noget ved både det mest knugende inde i os selv, – og ved dem, der sårer og forulemper os. Så med særlig god grund siger Jesus: Bed for dem, der forfølger jer!

Sådan at leve under Kristi kors, både som ufortjent gave og som kærlighedens opgave, det præges vi nemlig af. Og denne enkle, men stærke, Kristusnærhed har forandret verden mere end noget andet. Og netop her sker det stadigvæk: Livet under Kristi kors kan også forandre din verden til noget bedre. Bed altså for det, og for dem, som gør livet svært for dig!

 

 

Og husk så, at når Jesus siger, at vi skal være ”fuldkomne”, så betyder det ikke, at vi skal være fejlfrie, syndfrie, i alle dele. For det bliver intet menneske på jord. ”Fuldkommen” betyder snarere at være helhjertet i den forstand, at vi ikke skal begrænse vores kærlighed og bøn til dem, vi på forhånd synes om. Det ville jo blot være det almindelige. Nej, vi er som Guds børn, som Jesu disciple, kaldet til at være et anderledes folk ved at øve os i at bringe alle slags mennesker nærmere til Gud i kærlighed, tilgivelse og bøn. Dét vil 4. trinitatissøndag minde os om.

For den største glæde for Guds børn her i en vanskelig verden er ikke at få alt gjort op med milimeterretfærdighed. Sådanne bestræbelser kan vi gå til af! Den største glæde er, at Jesus fortsat vil tage os ind i sin tilgivelse. Og dernæst er glæden, om vi dog måtte være sammen med både venner og fjender på Himmelvejen! Og sammen takke Gud for hans godhed.