4. søndag i advent - 1. tekstrække

Prædikant: Thorkil Lundberg

Mens vi venter. Det stod engang på TV juleaften, hvor der sendes forskellige underholdningsprogrammer inden den store aften: juleaften med juletræ, god mad og gaver. For børnenes forventning til juleaften er stor. Et samlingspunkt for familie og venner.

 

Jeg tænker, at på en dag som denne, 4. søndag i advent, er der hos mange en forventning om at høre om julen. Og det af flere grunde: Børnenes juleferie er begyndt. På flere arbejdspladser holdes ferielukket her i disse dage. I butikker, i bybilledet og i mange hjem har det i lang tid været jul med al den smukke pyntning.

 

Mens vi venter. Og vi må vente lidt endnu. Juleaften skal nok komme. Adventstiden betyder ikke, at vi skal høre om noget helt andet end jul. Tværtimod! Adventstiden handler faktisk ikke om andet end julehøjtiden, hvor vi samles om det glædelige budskab om Jesu fødsel julenat. Advent er tiden, ”mens vi venter”. Venter på Jesu komme til vor verden. Adventstiden vil rette vort blik på det vigtigste i julen: Jesus selv.

 

Vi kan derfor sidde med forventningens glæde i os på denne 4. søndag i advent og samtidig lytte til evangeliet i dag, hvor vi hører Johannes Døbers vidnesbyrd om Jesus. Guds sendebud vidner ikke om sig selv, men om Gud selv og det ord han har talt til menneskers frelse.

For i dag fremhæver han i sin bekendelse Jesus Kristus. Det var nødvendigt for Johannes, fordi andre fremhævede åbenbart Johannes Døberen med ordene: Kristus, Elias eller Profeten. Altså en forventning om, at Johannes skulle være den Messias, som Gud ved sine profeter havde talt om i Det gamle Testamente, og som folket ventede. Eller i det mindste var han én af de store profeter fra Det gamle Testamente. Rygterne havde spredt sig og folk diskuterede, hvem denne Johannes egentlig var. Derfor må de have svar, for at blive afklaret.

 

Mange havde set og hørt Johannes’ forkyndelse med et klart kald til omvendelse og tro på det kommende Guds rige, hvor Jesus er i centrum. Når han så oven i købet døber mennesker, så er de overbeviste om, at det må være én som Gud har sendt til sit folk. En af de helt store personligheder! Store personligheder har det med at tiltrække sig menneskers opmærksomhed.

Johannes blev bange for, at mennesker havde sat ham på den plads, som alene Kristus har og skal have. Hans egen person var kommet i centrum. Faren var, at hans egen person stod i vejen for, at Jesus fik førstepladsen i menneskers liv. Han ønskede ikke, at hans person skulle tage opmærksomheden fra Kristus selv.

 

Dertil stod alt for meget på spil: Guds frelsesplan for denne verden. Derfor var hans vidnesbyrd meget klart, idet han bekendte Kristus. Dermed ville han gennem Kristusbekendelsen lede dem på bedre tanker. Han vil lede hen til Kristus. Derfor må de få deres tanker bort fra Johannes og hen på den, som han peger på: Kristus.

 

Johannes understreger overfor dem: ”Jeg er ikke Kristus.” Jeg er heller ikke Elias eller en af de andre profeter. ”Hvem er du da?”, spørger de. ”Jeg er en, der råber i ørkenen: Jævn Herrens vej! som profeten Esajas har sagt.”

Gad vide hvor meget de forstod af det, de, som var udsendt af farisæerne. For farisæerne var bestemt ikke nemme at ”flytte”. Det ved vi fra Jesu mange samtaler med dem. De anså sig for at være samtidens eksperter på religiøse spørgsmål, som angik menneskers forhold til Gud og til hinanden.

De havde åbenbart ikke forstået, at Johannes’ dåb var en omvendelsesdåb til syndernes forladelse. Den skulle berede vejen for Kristus, og den dåb som han pålægger sine disciple at døbe mennesker med, når de prædikede evangeliet om Ham.

 

Farisæerne så ikke indholdet i Johannes dåb til syndernes forladelse. De var mere optaget af, om det nu også var i orden, at han overhovedet døbte. Havde han virkelig ret til det?

Farisæerne har det ligesom så mange mennesker i dag. De er så optaget af regler og formaliteter, at de ikke hører evangeliet om Kristus. De brænder for de ydre ting i kirken. Om alt nu er pænt og ordentligt. Jesus har ikke førstepladsen i deres liv.

Med ét gør Johannes derfor evangeliet helt konkret og nærværende for dem: Johannes svarede dem: »Jeg døber med vand; midt iblandt jer står en, som I ikke kender, han, som kommer efter mig, og hans skorem er jeg ikke værdig til at løse.«

Kristus er hovedpersonen. Derfor peger Johannes på ham, som ikke bare kommer, men som er allerede. Ja, han står midt iblandt jer. For der hvor Ordet om Kristus prædikes, er han selv midt iblandt os. Ja, han er så nærværende til stede, at han ønsker at komme ind i dit og mit liv, for at give os en plads i hans evige rige. Dér, hvor frelsen og syndernes forladelse er. Dér, hvor det nye liv er. Dér, hvor den virkelige julefred og juleglæde er. Har vi set det? At han er midt iblandt os? Giver vi plads til ham? Eller er vi optaget at så meget andet?

 

For at give plads til Kristus indtager Johannes straks den laveste plads. Tjenestefolk blev på Jesu tid brugt til bl.a. fodvaskning. Johannes var end ikke værdig til at løse Jesu skorem. Så meget større er Kristus.

Fristelsen lå nu ellers ligefor. Det gør den for os alle. Johannes kunne blive en stor personlighed i Guds riges arbejde, én, mennesker ville se op til. Johannes Døber er atypisk. Han er ikke som de fleste. Han faldt ikke for fristelsen.

Det er ikke typisk, at mennesker lader ros og anerkendelse gå dem forbi. For hvad er mere naturligt end at den som har præsteret et eller andet stort og betydningsfuld også får sin velfortjente ros. Det manglede da bare!

Ærlig talt! Jeg tror gerne vi vil have ros og har brug for det. Det betyder meget for os mennesker, at vi roses for vor indsats. Anerkendelse for veludført arbejde gør godt.

Vi kender det fra børnene og den måde vi opdrager dem på. Det er jo ikke nok, at vi siger nej til det forkerte. Vi skal især huske at rose dem for de gode ting, de gør. Det styrker børnenes selvtillid. Og som forældre håber vi at det hjælper barnet på ret vej her i livet. Vi vil dem jo det bedste. Og børnene ”vokser”, når de roses.

Anerkendelse og ros kan give os mod på mere. Det giver os lyst og glæde til nye opgaver og udfordringer i livet.

Johannes døber lærer os i dag, at i Guds riges arbejde er Kristus i centrum. Æren for kirken og menighedens liv og vækst er Guds. Ja, selv vor tro på Kristus skyldes Gud, som har givet os denne gave: at tro på Kristus.

I kirkens liv er det fristende selv at tage æren for succes og fremgang. Og det sker også at der er ros fra mennesker, når der er kommet mange i kirke eller nogen synes, at det var en god prædiken.

 

Lad os derfor glæde os over Guds gerning iblandt os. At han har givet os sit ord og sine sakramenter. At ordet om Kristus forkyndes for os til vor tro og glæde i Ham. At Kristusbekendelsen er det centrale i vor kirke og menighed. Glæden i Kristus har vi i troen på ham, som har gjort alt for os. Og vi forventer igen at høre julens glædelige budskab om ham, som Johannes Døber pegede på.

 

Mens vi venter. Venter på julehøjtiden, hvor Gud sender sin søn, vor frelser og forsoner, Jesus Kristus til vor verden. Her må vi alle som én træde til side, så han kan få hæderspladsen. For kun han kan få plads i menneskers liv, så det bliver til frelse og evigt liv. For dér hvor det enkelte menneske selv finder glæden i Kristus, dér kan vi i kirken og menigheden dele denne glæde med hinanden.

Netop på den baggrund kan Paulus skrive til menigheden i Filippi: ”Glæd jer altid i Herren! Jeg siger atter: Glæd jer! Lad jeres mildhed blive kendt af alle mennesker. Herren er nær. Vær ikke bekymrede for noget, men bring i alle forhold jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus.”

 

Når det gælder Guds riges arbejde, skal Kristus i centrum. Han skal have al ære. Ikke os. Vi er ligesom Johannes blot tjenere for det glædelige budskab om Ham.

Glæden, den kan vi dele med hinanden. Glæden over Guds ords virke i blandt os. At han ved sit Ord og sin Ånd skaber Kristusglæden i sin menighed her hos os.

Glædelig advent!

Salmer: 108-93-90—91-112