4. søndag i advent - 1. tekstrække

Prædikant: Jørn A. Pedersen

Johannes Døberen.
Ligesom 3. søndag i advent beskæftiger denne søndags tekst sig om Johannes Døberen – og denne gang især om, hvem han egentlig er. Halvdelen af adventstidens prædiketekster i begge tekstrækker omhandler Johannes Døberen, og ud over dem er der mindst 6 andre evangelietekster, hvor han er nævnt. Så meget fylder han ikke i folks bevidsthed og heller ikke i min. Skt. Hans fejres til minde om hans fødsel, men hvor mange ved det?
En har sagt det sådan, at det vigtigste ved Johannes Døberen er hans pegefinger – den som viste hen til Jesus. Det var det vigtigste over for hans egne disciple, hvor han udpegede Jesus, som det Guds lam, der bærer verdens synd. Og det er det vigtigste også i denne søndags tekst.

Tekstens centrale budskab:
For nok handler den om hvem Johannes døberen er. Om han er kommet i Elias’ ånd, eller om han er den lovede Profet eller måske endda Kristus selv. Men Johannes Døberens svar er, at han er forløberen for Kristus, og så peger han på ham, som kommer efter ham og hvis skorem, han ikke er værdig at løse.
Han forstod klart sin rolle i frelsehistorien. Han var den, der skulle forberede Messias’ komme, som Esajas havde profeteret om. Han er den engel, som Malakias forudsagde skulle bane vejen for Guds åsyn. Men han er ikke meget for at blive sammenlignet med Elias, som samme Malakais har profeteret om, og som Gabriel havde omtalt for Zakarias, Johannes Døberens far, at sønnen skulle virke i Elias’ ånd og kraft. Jesus selv siger også, at med Johannes Døberen er Elias kommet. Men Johannes Døberen vil blot være en pegefinger og vil blot vise hen til den, som kommer.

Mellem tekst og prædiken:
GT-læsningen og epistelteksten anslår glædens toner. Det springer måske ikke så tydeligt ud af evangelieteksten, men den viser dog, hvorfor der er grund til glæde: At nu kommer han, som Gud har lovet skulle komme, og kan kommer snart, for nu er forløberen her og vidner om ham.
Det er ganske vist ikke Jesus fødsel, som er i vente, det er sket for længst, da Johannes Døberen træder frem ved Jordanfloden. Det er derimod den tid, for Messias træder offentlig frem og begynder sit virke. Alligevel er der lidt af den samme forventning, som der er ved et kongebarns fødsel – noget stort er i vente. Og vi kan godt begynde at glæde os – det er adventstidens glæde.
Johannes Døberen fremtræder også som et forbillede for os. Han vil ikke lade sin person skygge for hverken det budskab, han bringer, eller for Jesus, som det hele drejer sig om, fordi han er Guds lam. Sådan må det også være vores opgave som vidner, at vi ikke sætte os selv i fokus, men for det flyttet hen på kongesønnen.
Det gælder også alle de forberedelser og anstrengelser vi gør os her op til jul, at de ikke må få lov at stjæle billedet fra det egentlig – og at alle gaverne ikke får større betydning end den Guds gave, som virkelig betyder noget i julen.

Prædikenskitse:

Indledning:
Der kunne indledes med at tale om glæden over at noget stort bliver til. Som en graviditet, hvor man glæder sig til barnet bliver født, men som man også forbereder sig til.
I: Johannes Døberen som Guds forberedelse af Jesus.
Gud har forberedt Jesu komme til jord fra før skabelsen, men Johannes Døberen er det sidste trin, før Jesus kan træde offentlig frem. Nu sker det, som han har lovet gennem alle tider. II: Johannes Døberen peger hen på Jesus.
Johannes Døberen vidste hvem han var, og han vidste hvad hans opgave var. Han skulle bane vejen for Messias, forberede folket på, at nu kom han. For det er Jesus, det hele drejer sig om.
Afslutning: Vore forberedelser til jul.
Måtte vore juleforberedelser også pege hen på Jesus.

 

Salmer:
93: ‘Hjerte, løft din glædes vinge’ – glæden sætte i fokus.
74: ‘Op glædes alle’ – glæd jer i Herren.
65: ‘Store Gud og frelsermand’ – En af de 3 salmer, som omtaler Johannes Døberen (122, 123).
435: ‘Nu fryde sig hver kristen mand’ – begrunder hvorfor Jesus måtte komme.
62: ‘Tak og ære’ – nok engang.