4. søndag i advent - 2. tekstrække

Teksten til 4. s. i a. siger klart og tydeligt, hvad jul er, og det er godt,  Guds ord præciserer det her lige før, og viser os, hvordan vi kan få en rigtig – en glædelig jul
Teksten taler  om det, der er ovenfra,  fra himlen i modsætning til det, der er nedenfra – fra jorden, og anledningen er en diskussion om renselse mellem Johannes Døberen og jøderne.

 

Dåben viser, vi ikke kan rense os selv.
Jøderne havde mange renselsesceremonier, hvorved de mente, de gjorde sig retfærdige overfor Gud, men Johannes svarer, at alt er givet os mennesker ovenfra. Når Johannes døbte, var det ikke en renselse fra synden, kun en bekendelseshandling, men Johs. viser hen  til ham, som  alene kan rense os, for han er ovenfra.
Det bliver også tydeligt ved barnedåb. Det er Jesus, der renser os i dåben. Det lille barn kan jo intet  gøre i sig selv. Vi der er af jorden og kommer nedefra, kan ikke gøre os fortjent, men da Jesus kom ovenfra og blev født til vor jord kan vi synge.  Hvad har pagtens ark med lovens bud at sige. Nej Mose rige nu ophører Kristi friheds ånd os fører. Nu er tæppet sønderrevet og en indgang åbnet blevet i Guds helligdom at gå, for ham uden frygt at stå.
I dåben fik vi den største af alle julegaver fra Gud, på hvilken tid af året vor dåb end fandt sted, den gave,  som renser enhver fri fra synd og død, enhver som vil pakke den gave ud og bruge den i sit liv. Den som tror og bliver døbt skal blive frelst. Den som tror sønnen har evigt liv.
Julegaven er intet mindre end liv give ovenfra. det evige liv.

 

Jesus kom ovenfra – helt herned.
Den, der kommer ovenfra, fra himlen, er over alle. Sønnen var hos Faderen fra evighed af, han kendte i forvejen det himmelske faderhjem, og den glæde og lykke, som sønnen havde set og hørt der, vidner han om for os hernede,  for at vi skal sige ja til det budskab om frelse ved tro og ved dåb.
For at gøre Guds kærlighed tydelig for os, kom han, der er ovenfra, ned fra himlens herlighed, fornedrede sig selv, og tog en tjenerskikkelse på og blev mennesker lig, som det hedder i Fil Kristushymne, og blev lydig til døden, ja døden på et kros. Vi der er syndere kan ikke frelse os selv, men vi kan noget andet, vi kan tage imod den kæmpegave som rækkes os i julen ovenfra fra Gud, den ædelsten, som vi synger om:

 

En perle, der forgættes, må nøje ledes op
Den gyldne demant sættes
i gylden krones top
Man kaster ej en drue blandt tørre grene ned
skal jeg min frelser skue i sådan usselhed.

 

Nej, man kaster da ikke en drue hen blandt tørre grene, men da Jesus forlod himlens herlighed, hvor han rettelig hørte hjemme, som diamanten i kronens top, og kom herned til den syndige og mørke jord, da var det som var diamanten faldet af den kostbare krone og havnet i rendestenen.

 

Vi må ” stamme” på  skatten ovenfra.
Ligesom Johs. Døber gjorde, skal vi også være med til at fortælle andre om den diamant, den skat som er givet os. Vi skal som Esajas siger det og som det sker i dåben ”øse med glæde af frelsens kilder og sige Herren er min styrke og min lovsang, takke Herren og påkalde hans navn, gøre han gerninger kendt blandt folkene Kundgøre at hans navn er højt.”
Den ufattelige rigdom, som Guds gave, Jesus , betyder for dem, der tager imod, er umulig for os mennesker at beskrive godt nok og stort nok. Det er det ord, som Grundtvig udtrykker det, som vi små mennesker stammer på, Hvordan får jeg det nu sagt sådan, at Kristus og hans betydning nu også kan blive tydelig for mennesker. I sig selv er vore ord jo ikke meget værd, Vi er af jorden og taler af jorden, men den som selv har taget imod Jesu vidnesbyrd, han har dermed beseglet, står der, at Gud er sandfærdig. Den Gud udsendte taler Guds ord. Vi må da også have lov at tro, at Gud vil give os det ovenfra, ved sin Helligånd, som kan forvandle skrøbelige menneskeord til ord fra Gud, som kan skabe tro i Menneskehjerter. Måtte Gud så tage vore fattige menneskeord også i denne prædiken og ved sin ånd gøre julen stor og rig i menneskers tanker og sind. Det må være enhver forkynders, enhver præsts bøn og også menighedens bøn, også for de mange, der skal høre Guds ord her i julen.

 

Brudgommens ven i arbejde.
Han skal vokse og jeg blive mindre, Siger Johannes Døberen, og sådan må vi også ønske for hinanden, at storheden i Guds julegave, Jesu storhed stadig må vokse for os, så vi mere og mere lærer at se længden, bredden, højden og dybden af Guds kærlighed i Jesus Kristus..
Og ligesom Johannes Døberen, Brudgommens ven glæder sig inderligt over brudgommens røst, Jesu røst, sådan må det også være en glæde for os, når Guds ord høres og tros af mennesker, det må være en glæde for os at være med til at vise andre hen til ham.
I dag, her lige inden jul, understreges Jesu storhed, og vi opfordres til at bringe det glade budskab videre. Teksterne siger os at julen ikke kun er til for at du skal komme til tro, men du skal også selv ´være med til  at forkynde dette glædelige budskab, og hvilken anledning er bedre end julen, hvor kristendommen ligesom lettere kommer på tale end på så mange andre tidspunkter af året.
At være i arbejde som brudgommens ven det hjælper også en selv til  at se gavens værdi, og når julegaven for os selv og andre  bliver stor, så bliver vi heller aldrig trætte af at høre julens evangelium gentaget år efter år
Men Johannes siger også her, at mange ikke vil tage imod hans vidnesbyrd, men den som  ikke ser sønnen, skal heller ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham. Den, som har set sønnen og tror på ham, har jo dermed et meget stort ansvar som sønnens ven, brudgommens ven for tænkt om der er mennesker, vi kunne have haft indflydelse på også i denne jul, som vi ikke fik givet et ord fra Gud og som ikke skal se livet.
Et menneske kan slet intet tage af sig selv uden det bliver givet ham fra Gud. Hermed er det sagt,  at julen fuldt og helt er Guds værk, Julen er kun ovenfra og ned til os. Vi kan ikke med en eneste af vore juleforberedelser lægge det mindste til Guds gave, for alt vort er nedenfra fra jorden. Med vore juleforberedelser kan vi derimod være med til at ære Jesus. Når juleforberedelserne er med til at fremme fest og glæde blandt vore kære og bliver en smuk ramme om juleevangeliets himmelske budskab, så ærer vi derved julebudet og ham der kom til jord ovenfra.

 

Det ” nedenfra” dominerer.
Men vi stolet Adams slægter har en voldsom trang til selvhævdelse, så vi tror, det er os, der skal udrette noget, og her kan de mange juleforberedelser let være med til at give os et falsk billede . Vi skal nå så meget for at det kan blive en god jul, synes vi, men mange af de juleforberedelser, der er foregået i den seneste tid er ikke med til at ære Jesus og forberede hans komme til mennesker, men peger ofte langt væk fra ham. når det er menneskers materialisme og selvhævdelse og nydelse, der bliver enerådende, når det kun bliver det jordiske der samler hele opmærksomheden, da var det ofte bedre, det slet ikke havde været, for så kommer det til at skygge for evangeliet i stedet for at blive en smuk ramme om det. Sådan er jul for mange gået hen og blevet en kort og fattig begivenhed fordi den savner den egentlige glæde. Der er over en sådan jul ligesom en grå og trist himmel og ikke en julehimmel der tindrer af  stjerner som symbol på de diamanter, den skat som Gud vil give os ovenfra

 

Det ” ovenfra” dominerer.
Det er undertiden sådan, at hvor alt det jordiske ikke fik lov at gøre sig gældende, da blev det en langt rigere jul, for da kunne julebudet ovenfra komme til.
En dansk  sønderjyde  fortæller  om en jul han fejrede  sammen  med 5
landsmænd på  1. verdenskrigs  franske  slagmarker:” I en  jordhule står
et  primitivt bord slået sammen af nogle brædder, nogle få papirs – rose
og et par julelys, det er hele udsmykningen, og på bordet ligger en  bi-
bel og et par salmebøger. Til at begynde med synger vi: Julen har bragt
velsignet bud. Med det første vers går det nogenlunde, men da vi går videre, bliver bevægelsen for stærk. En efter en giver op: Vi græder, Der bliver stille en stund. Det er nu meningen at vi vil læse juleevangeliet, men ingen kan undtagen  en nyuddannet  stud teol.  Han læser og knytter nogle ord til. Derefter beder vi Fadervor sammen høj, så vidt vi kan for bevægelse.”
Og så føjer fortælleren til: ”Aldrig har jeg oplevet så oprigtig  og rig en jul.”
Her var det alene det, som kommer ovenfra, der fik lov at råde, her fik de at se, at vi kan intet tage uden det bliver givet ovenfra, fra himlens Gud.

 

Afslutning: Lad det være vor indstilling.
Måtte det så også  blive med den indstilling, vi går ind til julen, så vi ikke tror, det er os, der skal stable en masse på benene,½  for at det kan blive jul, men først og fremmest lade der blive tid og stilhed til at julebudet om det Gud har gjort og vil give os ovenfra, kan bemægtige sig vore sind og tanker

 

Som markens blomst henvisner fage
alt hvad af jordisk rod oprandt
og talte snart er støvets dage
selv hvor med ånd det Gud forbandt
Kun hvad der kom fra oven ned
skal blomstre i al evighed.
Da, vel enhver som håbet grunder
på, hvad kun engles øjne så
hver sjæl som til det høje stunder
og verdens glimmer tør forsmå
Til dem kom det fra oven ned
som blomstrer i al evighed.
amen.