4. søndag i advent - 2. tekstrække

Speaker: Erik Bennetzen

Når vi hører i evangeliet om Johannes Døberen, så kan vi sætte os to forskellige steder, og alt afhængig af, hvor vi sætter os, er der noget forskelligt at høre.
Det ene sted, vi kan sætte os, er blandt Johannes Døbers tilhørere. Så stiller vi os blandt dem, der tager imod, at her taler en Guds mand. Det er ikke bare en selvbestaltet prædikant med sit eget hjemmelavede budskab, som han nu vil frelse verden med. Med Johannes er det helt sikkert, at det ikke er et menneske, der er ude på at gøre sig selv rig ved at overbevise mennesker om, at han har lige den rigtige kur, der kan helbrede lige nøjagtig din nedtrykthed eller give dig mod på livet og fremgang i verden, eller hvad du nu gerne kunne tænke dig. Den slags findes der mange af i dag. Og de har gode tider, for de kan passe deres budskab til, så det får tag i folk.

Sådan er det ikke med Johannes. Han er hård ved sig selv. Lever af næsten ingenting. Der er ingenting, der skal få ham fra det ærinde, han skal udrette. Fra moders liv er han udvalgt af Gud til at bane vej i menneskehjerter for Herren. Hans ærinde er ikke at passe på, at han ikke støder mennesker bort. Hans ærinde er at hjælpe mennesker til at gøre sig rede til at tage imod Gud Herren selv.
“Omvend jer! Og lad jer døbe til jeres synders forladelse!” sagde Johannes.  Omvendelsen er den indre renselse. Det enkelte menneske må for alvor gøre op med sine synder. Og alligevel kan han eller hun ikke gøre det alene. For synderen kan ikke rense sig selv. Han har ikke noget rent at sætte i stedet. Det er ligesom med salmonellaen i kyllingerne, eller når der er en smitsom sygdom i en svine- eller kvægbesætning. Det eneste, der hjælper, er den barske metode: at slå besætningen ihjel, få renset grundigt ud, og så få en ny besætning, der ikke er smittet. Den gamle besætning kan ikke gøre sig selv ren. Den må væk, og en ny må anskaffes.

 

Sådan er synden også en smitsom betændelse, som vi ikke kan udrydde af vort hjerte og sind. Men Gud har bestemt sig for en anden metode end at slå de smittede ned. To ting må der til: Det ene er, at vi selv må vende os fra synden. Vi kan ikke rense os selv, men vi må vende os imod synden. Det andet er, at Gud selv renser os fra synden. Johannes døbte til syndernes forladelse.

Mange mennesker ønskede en større alvor over deres forhold til Gud. De strømmede til for at høre Johannes prædike og for at mærke gennem dåben, at Guds øjne hvilede på dem, den enkelte. Jeg kunne komme og modtage beredelse.
Derved blev Johannes et menneske med stor betydning for rigtig mange. Selv om kuren var hård, for den krævede standhaftighed, så var den troværdig. Det var ikke nogen mirakelkur. Det var simpelthen den kur, som Gud alle dage havde kaldet mennesker til: at vi omvender os fra vore synder, afstår fra dem og forsager dem, for at vi i stedet for kan vende os til Gud. Fra Gud kommer vor hjælp.

 

Men Johannes prædikede omvendelse, for at folk kunne være rede til at tage imod en anden. Det var ikke Johannes, de skulle tage imod, men Kristus. Så sker der det, at folk omkring Johannes får sig en ordentlig diskussion om denne renselse. For Jesus, som tidligere var blevet døbt af Johannes i Jordanfloden, – det havde han forlangt af Johannes -, om ham blev det fortalt, at han selv døbte, eller i hvert fald nogle af hans disciple gjorde det. Hvilken renselse er så den rigtige: er det Johannes’ dåb eller er det Jesu dåb? – Der er mange, som flokkes omkring Jesus. Hvad er rigtigt?
Da er Johannes reel. Han havde sådan et greb om disse mange mennesker, at han kunne have beholdt dem hos sig. Han kunne have ladet sig fange ind af sin egen forfængelighed under dække af, at han havde så meget endnu, som folk skulle høre og tage ved lære af, at det var nødvendigt, de blev hos ham. Det ville ikke være mærkeligt, om han  ikke gerne ville smage lidt på den hengivenhed, folk nærede for ham, sole sig lidt i den betydning, han havde fået for mange. Det kan så let beruse et menneske at mærke, at man er noget for andre, og så vil man ikke slippe det.

Men der er ikke skyggen af dette hos Johannes. Med det samme, han så, hvem Jesus var, pegede han på ham. “Se det Guds Lam, som bærer verdens synder”, sagde han. Og også nu siger han: “Jeg er ikke Kristus. I kan selv bevidne, at det er det, jeg hele tiden har sagt. Jeg er ikke Kristus. Jeg er kun udsendt forud for ham!”
Er Kristus kommet, så vil Johannes glæde sig over, at mennesker forlader ham og søger Jesus. For sådan har Gud villet det.

 

“Han bør vokse. Kristus bør vokse; men jeg blive mindre.” Dermed er det vigtigt for Johannes at understrege, at forberedelse kun er forberedelse. Omvendelsen, forsagelsen er kun forberedelse, Johannesdåben til syndernes forladelse er kun forberedelse. Hvis endelig et menneske lægger sig efter, at det skal omvende sig til sine synders forladelse, så bliver det let en helt ny måde at leve på. Det kan være godt nok. Det kunne der være hårdt brug for i almindelig dansk kristendom. Hvor ville det gøre godt! Men da det delvist er noget, vi kan selv, hvis vi tager os sammen, så kan det nemt blive til en særlig livsform, hvor det ‘at forberede sig til at tage imod med tro’ bliver forvekslet med det ‘at tro’. I den forstand vil vi hellere blive hos Johannes, for her er der noget, som vi kan klare. Det er meget nemmere at gøre noget for at tro, end det er at tro. Det er meget nemmere at gøre noget for sin saligheds skyld, at rense sit sind og sine tanker, end det er, at lade Jesus overtage vore sind og tanker. Derfor kunne der være mange, som ville blive tilbage hos Johannes, for bod og omvendelse vidste man dog, hvad var.

 

Men Johannes peger videre på Jesus. Jesus er brudgommen, menigheden og den enkelte i menigheden er hans brud. Det er dem, der hører sammen. Brudgommens ven har gjort sit, nu må han træde til side. Og han står og glæder sig dybt i sit hjerte over, at Kristus er kommet, for at mennesker kan finde ham, tro på ham, leve med ham, bekende hans navn. Johannes’ store glæde er, når mennesker finder Kristus gennem hans vidnesbyrd. Der skal enhver af os følge Johannes’ pegefinger og gå i den retning, han peger. Jesus kommer ovenfra, fra Gud, og bringer Guds rige.
Jeg nævnte, der var et andet sted, man kunne sætte sig.  Det er i Johannes Døbers sted. Altså at vi selv – i det små – har en slags Johannes Døber-virksomhed. Det er særligt dem, der er aktivt med i et eller andet menighedsarbejde.
Antydningen af fristelsen til at ville være noget selv, er der. Eller i hvert fald fristelsen til ikke at ville pege så entydigt på Jesus Kristus. Det er altid dejligt at være sammen, en god flok mennesker, og fællesskab er en væsentlig ting i menighedens sammenhæng. Men det er det jo, fordi Jesus selv skaber dette fællesskab. Hvor vi nu måtte være henne med vor tro, så er det dog vort fællesskab med Jesus Kristus, der er bindeleddet i vort fællesskab med hinanden.

 

Det er en virkelighed, som det gælder om for os at opdage. For har man først fået øjnene op for det, så får det en bærende betydning. Da behøver vi ikke være ængstelige for, om mennesker, der ikke er så afgjorte i deres tro, kan føle sig hjemme eller ej. For da bliver fællesskabet et åbent hjemsted, hvor troen kan få lov til at være der, og hvor den kan få lov til at blive lidt mere klar over sig selv og lidt mere tydelig og bevidst.
For der stilles ikke krav til ens tro, for at man kan være med i fællesskabet. Man skal ikke stå til regnskab over for fællesskabet. Men fællesskabet kommer af troen og bygger på troen. Og det skal siges og synges og bedes. Så kan vi både få og give. Og fællesskabet kan give styrke og tro til også at være alene.
Så kan mennesker gerne komme og være med for fællesskabets skyld. Det gør ikke så meget. Men de, som vil gøre en Johannes Døber-tjeneste ved at arrangere fællesskabet i menigheden, må sætte sig for, at dette fællesskab peger tydeligt på Jesus Kristus.
Derfor har det sit udspring i gudstjenestefællesskabet. Det er fællesskabet om ordet og sakramenterne, for det er fællesskabet med Jesus Kristus. Det er fællesskabet af dem, som er kommet for at høre, hvad Gud vil tale til os, og det er fællesskabet af dem, som Ordet lyder til. For Kristus er kommet iblandt os.
Gaven, som Johannes forberedte os på, er ikke boden og ikke omvendelsen, men at tro på Sønnen. “Den, som tror på Sønnen, har evigt liv; den, som ikke lyder Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham.”
Det er brudgommen, som er gaven. Et nært og levende og kærligt fællesskab giver han os, og det bæres af tilgivelse og tro og hengivenhed.

Kom, bange sjæl, at skrive dig det i hjertet ind,
lad denne glæde blive i hjerte, sjæl og sind:
at hjælpen er til stede, at Jesus selv er her,
han vil dig trøste, glæde og altid have kær!
Amen!