4. søndag i advent - 2. tekstrække

Til søndagen

Fjerde søndag i advent kan godt blive lidt kvalt af den kommende højtid, af juleindkøb og alt, hvad dertil hører. I år skulle der være en række hverdage inden juleaften, og derfor kan det være lettere at fastholde den som en selvstændig søndag i adventstiden. Dagens tekster udtrykker stærkt og entydigt, at det er Guds virke og ikke vores anstrengelser, alt afhænger af. Vi mennesker skal ikke have vores identitet og livskvalitet i vores egen iboende potentiale, men skal have en forankring uden for os selv i Guds indgreb gennem sin søn. Dette kalder til bod og eftertanke, samtidig med at teksten hjælper os til at fastholde, hvem der er hovedpersonen i vores liv og i en kristen julefejring.

 

 

Til teksterne

Den gammeltestamentlige læsning (Es 12) er for fjerde gang i adventstiden en håbstekst fra Esajas’ bog. Den følger det tema, som kendetegner den profetiske forkyndelse, at Gud fører sit folk gennem dommen til en ny håbefuld begyndelse. Det har Gud gjort før, og derfor priser profeten Gud med ordene fra Bibelens ældste lovsang: Herren er min styrke og min lovsang, han blev min frelse, 2 Mos 15,2. Lige nu er det trængsel, dom og Guds vrede, der venter det frafaldne folk. Men den rest, som fastholder troen på Guds løfter, vil erfare, at efter dommen følger en ny begyndelse, som skal være præget af glæde, tak og lovsang.

 

Epistlen (2 Kor 1,18-22) forudsætter en lignende situation i Paulus’ liv. Han har været så langt ude i livsfare, at han troede, at hans liv var slut (1,9). Hans håb var ikke at blive reddet fra døden, men at Gud gennem døden ville oprejse ham til evigt liv. Det har lært ham, at han ikke sætter sin lid til de planer, han selv har. Det er kun Gud og hans løfter, der står fast. Når Paulus på den baggrund forkynder Gud som løfternes opfylder, så er det en person, Kristus, han forkynder. For alle Guds løfter er opfyldt og vil opfyldes gennem Kristus. Dermed har Paulus entydigt slået fast, hvem der er hovedpersonen, og hvem der har en beskeden birolle.

 

Prædiketeksten (Joh 3,25-36) skildrer den korte periode, hvor Johannes og Jesus begge virker offentligt, og hvor Johannes’ disciple synes, at Johannes kommer til at stå i skyggen af Jesus. Så er det, at Johannes tildeler sig den beskedne birolle som brudgommens ven. Der er den afgørende forskel på Jesus og ham, at Jesus er brudgommen og dermed hovedpersonen. Jesus er fra Himlen og er fortrolig med Faderen selv, og det har Gud vist ved at sende Ånden over Jesus. Den måde, mennesker her i tiden forholder sig til Jesus på, at afgørende for, om de får evigt liv eller rammes af Guds vedblivende vrede.

 

 

Til teksten

Tekstens indhold kan skitseres på følgende måde:
v25-26: Indledning: Johannes’ disciple beder Johannes profilere sig noget mere.
v27-36: Johannes’ svar
v27-30: Hvem Johannes er, og hvad hans opgave er.
v31-36: Hvem Jesus er, og hvad hans opgave er.

Det er tankevækkende og lidt pinligt, hvor meget tanken om position og magt fylder hos disciplene i evangelierne. Her er det nogle af Johannes’ disciple, der synes, at ham, som Johannes har været så storsindet at gøre opmærksom på, begynder at fylde for meget og stjæle rampelyset.
Johannes er uanfægtet af hans disciples skrupler. Han ved, hvem han selv er og hvad hans opgave er i Guds plan. Derfor hviler han i sig selv og har ikke svært ved at acceptere, at han selv lander på et sidespor. Det er først, da han senere bliver i tvivl om, hvad Guds plan er (Matt 11), at han for alvor kommer i tvivl.
Johannes kender jo som alle andre kvindefødte den ursynd, som hovmodet er. Han ved, han er et menneske, der har brug for den syndsforladelse, der er knyttet til Johannesdåben. Men han kender også det modtræk, som kan holde hans iboende trang til at realisere sig selv i skak. Nemlig bevidstheden om, at alt, hvad vi har, har vi fået af Gud, og at uden Gud er vi ingenting. Dertil kommer, at Johannes var klar over, at han havde en speciel profetisk opgave som den, der skulle bane vej for Jesus. På den måde var hans rolle unik. Han var omtalt direkte i Det gamle Testamentes profetier hos Esajas og Malakias, og han blev senere af Jesus fremhævet som den største blandt kvindefødte.

 

Vi andre har jo ikke samme centrale rolle i Guds plan som Johannes. Men vi har del i det kald, som disciplene fik med missionsbefalingen, og er kaldet til at finde vores plads på det legeme, som en kristen menighed er. Vi skal lade os udfordre af Johannes’ vidnesbyrd til at have vores identitet i, at vi er skabt, kaldet og udrustet af Gud på den unikke måde, som Gud vil have os, og så skal vi have vores glæde og identitet i det. Ved at leve med dette bibelske selvbillede kan vi hvile i, at vi er, hvad Gud har skabt os til og er en del af den plan, som Gud er ved at realisere.

Johannes uddyber: Han er ikke Kristus, men forløberen for Kristus. Han er ikke brudgommen, men brudgommens ven. Han accepterer en beskeden rolle fjernt fra offentlig opmærksomhed, blot Kristus og hans gerning lykkes.

 

Det er sjældent muligt at citere Jan Lindhardt med tilslutning. Men han har skrevet om, at vi mennesker har en birolle i vores egne liv. Gud har førstepladsen, medmennesket har andenpladsen og vi selv har tredjepladsen. Der er noget befriende ved det. Vi er ikke verdens centrum. Vi er fri for at iscenesætte os selv. Vi kan nøjes med at være dem, vi er.
Johannes har fundet glæden i sin egen (bi)rolle. Han ser sin egen flok af disciple svinde ind og at Jesus får al opmærksomhed. Det fylder ham med glæde og tak. Det er tegn på, at Guds plan skrider planmæssigt fremad.
Så fortsætter Johannes med det, som han er bedst til, nemlig at pege på Jesus og at vidne om ham. Det unikke ved denne galilæer er, at han er fra Himlen og er over alle. Han er på niveau med Gud selv, for han er Sønnen. Ikke søn i betydningen skabning eller søn i betydningen konge eller udvalgt. Men han er Sønnen i absolut forstand – han er af samme væsen som Faderen. Sådan taler en jøde normalt ikke om et menneske af kød og blod, men sådan taler Johannes om Jesus. Det betyder, at et menneskes evighed afhænger af, om det tror på Jesus eller er ulydig mod Jesus.
Nu kan vi måske finde på at indvende, at det var lettere for Johannes end for os. Han skulle underordne sig Jesus selv og affinde sig med, at Jesus kom i centrum. Det er større udfordring, hvis man skal indordne sig under en halvuduelig arbejdsgiver eller måske en kristen ledelse, der ikke altid er det store sus. Men det er det kald og den udfordring, vi har. Først skal vi underordne os Kristus og lade ham og hans plan være hovedsagen i vores liv. Dernæst skal vi underordne os under øvrigheden, under vores menighedsledelse, vores jordiske arbejdsgiver osv. Når vi finder vores plads i vores kald og stand og har vores identitet i at udfylde den, så trives vi som mennesker og som kristne. For så er vi i Guds plan og vilje.

 

 

Ansatser til prædikenen

Et tilknytningspunkt til de mennesker, der har hovedet fuld af juleforberedelser, kunne være at indlede med spørgsmålet: Hvem er i praksis den vigtigste person i vores julefejring? Jesus er blevet en fjern og perifer person i danskernes julefejring. De fleste ved godt, at julen som kristen højtid handler om Jesu fødsel. Men langt ind i kirkens egne række er det i praksis alt muligt andet, som fylder. Den vigtigste juleforberedelse 4. søndag i advent er måske ikke at få købt de sidste julegaver, men at få julens hovedperson placeret på sin rette plads.

Det andet punkt kunne være en udfoldelse af temaet: at lade Jesus vokse og selv blive mindre. At få sin identitet og glæde i, hvad vi er ifølge Guds plan på den plads vi har her og nu. Udfordre os selv til ikke at have vores identitet i vores menneskelige vellykkethed, i at blive set og hørt og få fremgang. Men i at være trofast på den plads, hvor Gud har sat os i forhold til de mennesker, vi står til ansvar for. Enhver præst, som har set nabomenigheden vokse på bekostning af sin egen, ved, at dette er svært. Men der er også noget befriende og livsbekræftende i ikke at være tvunget til at realisere sig selv og sine egne mål, men at have sin glæde i den (bi)rolle, som Gud har givet os.

Det dybeste lag i teksten er forholdet til Guds søn. Når det gælder vores evige frelse, står og falder alt 100 % med det, som Sønnen står for og har gjort. På det punkt har vi ikke engang en birolle, for Kristus har valgt at handle helt uden for os og uden os. Men netop derfor kan vi have vished om evigt liv med tanke på, at Kristi komme er nær.

 

 

Salmer:  90 – 441 – 78 – 93 – 82 – 92