5. søndag efter påske - 1. tekstrække

Salmer: 369 – 363 – 605 – 127 – 431 – 332

 

Jesu død og opstandelse gør en afgørende forskel i den åndelige verden.

Før korset og opstandelsen talte Jesus til sine disciple i billeder. Denne glose kan også betyde ordsprog eller gådetale.

Efter døden og opstandelsen taler han til os ligeud om Gud. Det ord, som her er oversat med ligeud, betyder åbenhed, offentlighed, frimodighed.

Hvorfor denne forskel på før og efter?

Det skyldes, at Jesus ikke er en almindelig lærer som f. eks. Sokrates. Sokrates satsede på at frigøre de muligheder og kræfter, der fandtes i mennesket på forhånd. Så han talte principielt kun om ting, som mennesker kunne forstå logisk ud fra sig selv.

Jesus derimod er en helt anden slags lærer. Han skal nemlig undervise sine disciple om en helt enestående redningsaktion, som Gud skal udføre for menneskene. Hvad Gud gør, er væsensforskelligt fra menneskene. Og før denne redningsaktion er udført, kan han kun tale om den i billeder. Bagefter kan han tale ligeud om den.

Disciplene havde nok forstået, at Jesus kunne hjælpe dem mod storm, sygdom, sult, synd, død og Djævel, men de havde ikke forstået, hvilken pris han måtte betale. De havde nok forstået, at han var Israels konge, men de havde ikke forstået, at han ikke skulle være konge af den slags, som findes i denne verden.

De havde nok forstået, at Jesus skulle forlade dem, men ikke hvordan.

Det er grunden til, at de ikke forstod, hvad der skulle ske samme aften. Og det er grunden til, at Jesus taler om sin død i korte vendinger, som undertiden er forblommede.

 

Lige forud siger han:

En kort tid, så ser I mig ikke længere, og atter en kort tid, så skal I se mig.

Han siger også:

Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden.

Det er sådanne udtryksformer, han kalder billeder. Men det skulle altså snart være slut med at bruge dem. Så skulle han tale ligeud til dem om Faderen.

Han havde én gang talt ligeud til dem om sin død, men da begyndte Peter at irettesætte ham. Ved den lejlighed irettesatte Jesus Peter og sagde: Vig bag mig, Satan! For du vil ikke, hvad Gud vil, men hvad mennesker vil.

 

Efter sin opstandelse talte han ligeud til dem om Gud. Allerede Påskedags eftermiddag gik han sammen med to af disciplene fra Jerusalem til Emmaus. De var bedrøvede og havde mistet troen på Jesus, fordi han var blevet korsfæstet. Så sagde han til dem: I uforstandige, så tungnemme til at tro på alt det, som profeterne har talt. Skulle Kristus ikke lide dette og gå ind til sin herlighed? Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle skrifterne.

Efter sin død og opstandelse kunne han tale ligeud om tingene, for nu forstod de, hvad han talte om, og de irettesatte ham ikke. Nu forstod de, hvad Gud havde gjort gennem ham, så nu forstod de, hvad der var Guds hensigt med ham og med dem selv.

Disciplene kom til at forstå, at Gud havde givet dem en helt ny og privilegeret tilværelse, hvor deres liv ikke mere er bestemt af syndefaldet, men af den åbne dør ind til Guds rige. Uden Jesus lever man under Dødsrigets herredømme. Hos Jesus lever man under Guds riges herredømme.

Det er grunden til, at vi ikke kan undvære hele den del af NT, som følger efter de fire evangeliers beretninger om Jesu liv. Vi kan hverken undvære Apostlenes gerninger, deres breve eller Jesu åbenbaring til Johannes. For her taler den opstandne og himmelfarne Jesus gennem Helligånden, gennem sine udsendinge til os om betydningen og konsekvenserne af hans død og opstandelse.

En af disse konsekvenser taler Jesus om her. Det er et af de mange privilegier, som den nye tilværelse i Guds rige indebærer. Det er bønnens privilegium.

Det angår de elleve første disciple, og det angår alle disciple, som er kommet til senere, også os.

Jesus konstaterer, at de elleve disciple hidtil ikke havde bedt Gud om noget i Jesu navn. men efter hans død og opstandelse skulle de frit bede til Gud i hans navn.

 

 

Hvad vil det sige at bede i Jesu navn?

Først hvad det ikke vil sige. Der er ikke tale om, at udtrykket i Jesu navn er en slags trylleformular, der automatisk udløser opfyldelse af bønnen. Der er heller ikke tale om, at man skal afslutte hver eneste bøn med udtrykket i Jesu navn.

Hvad er der så tale om?

Der er tale om, at vi som Jesu disciple får lov til at henvende os til Gud så at sige på hans ansvar. Lad mig illustrere det. Vi ved, hvordan det er, når vi skal henvende os til en magtfuld person for at bede om et eller andet, f. eks. til en direktør for at få et job eller lønforhøjelse. Mange vil være nervøse for det.

Helt anderledes forholder det sig, hvis direktørens højre hånd siger: Du skal bare gå ind og hilse fra mig og sige, at det er mig, der har sendt dig. Så vil du blive modtaget godt, og han vil tage sig godt af dig, og du kan frimodigt fremføre dit ærinde. Så kommer man ikke i sit eget navn, men i den anden mands navn.

I Guds rige er Jesus direktørens højre hånd. Så når han sender os ind til direktøren, så kommer vi ikke i vort eget navn, men i hans navn, og så går det hele fuldstændig anderledes end ellers.

 

 

Nu er det lærerigt at se, at Bibelen netop ikke bruger direktørbilledet, men noget langt bedre. I Guds rige er Jesus ikke bare direktørens højre hånd. Gud er Faderen, og Jesus er Sønnen, som skal arve det hele.

Den nye status, som vi får, når vi følger ham, er, at vi optages i husstanden, ikke som slaver, men som børn af huset, så vi bliver hans medarvinger. Men det sker i kraft af ham.

Den salme, vi skal synge om et øjeblik, er skrevet af Grundtvig til denne søndags tekst. Han tænker med bøn først og fremmest på Fadervor og siger så, at denne bøn må bedes i Jesu navn, og når det sker, så vil Helligånden give os ret og hjemmel til at nyde samme barnekår hos Gud, som Jesus har.

Så får vi lov at gå frimodigt frem til Gud som børn til deres far og bede, lige så frimodigt som Jesus taler med Gud og beder til ham. Jesus udtrykker det så klart, at han ikke vil gå i forbøn for dem, fordi Faderen selv elsker dem. De skal i deres bøn ikke nøjes med Jesu forbøn. Vel beder Jesus for os, som Paulus skriver i Romerbrevet, men det er ikke nogen erstatning for vores bøn. Vi har lov at tale direkte til Gud.

Jesu navn er altså grundlaget for vores bøn til Gud. Alle mennesker kan bede til Gud, men kun de, der tror på Jesus, kommer til Gud i Jesu navn. Det indebærer, at man uden troen på Jesus kommer i sit eget navn, og det er der ikke megen kraft i. Det er som at komme til direktøren uden nogen anbefaling, uden nogen kredit. Ja, alvoren er faktisk, at man kommer som den, der slet ikke er forsonet med Gud. Det er ikke noget godt grundlag for bønhørelse.

 

 

Man har slet ikke nogen garanti for bønhørelse. Helt anderledes er det, når man kommer, fordi man er sendt af Jesus. Så er man lukket ind i den fortrolighed, tryghed og fred, som Jesus selv har og som han viser os i den bøn, han selv bad Skærtorsdag aften, lige efter det, han sagde til disciplene her.

Jesu navn er ikke kun grundlaget for vores bøn, men angiver også retningen for bønnen. Bøn i Jesu navn er at bede om de ting, som Jesus har lært os at bede om: at Guds navn må blive helliget, at Guds vilje må ske, at Guds rige må komme, det daglige brød, syndsforladelse, bevarelse fra fristelse og prøvelse, medarbejdere til at gøre evangeliet kendt, åbne døre for evangeliet. Der er altså ikke tale om, at Jesus lover os alle de materielle goder, vi kunne finde på at bede om. Men han lover os, at hvad vi beder om i hans navn, det skal vi få.

Hidtil har disciplene ikke bedt sådan, men nu opfordrer Jesus dem til at gøre det: Bed, og skal I få, så jeres glæde kan være fuldkommen.

Vi kan altså frimodigt bede til vores Fader i himlene. Vi kan i øvrigt bede om alle ting, også om alle de ting, som Jesus ikke tænker på her. Bring i alle ting jeres ønsker frem for Gud i bøn og påkaldelse med tak. Og hvad sker der så, når vi gør det: Og Guds fred, som overgår al forstand, vil bevare jeres hjerter og tanker i Kristus Jesus. Sådan skriver Paulus, som Jesus selv har sendt. Bed, så skal der gives jer, siger Jesus.

Alt skal vi lægge frem, og Gud vil tage sig af os. Vi får ikke alle de materielle goder, vi beder om. Ikke alle de syge, vi beder for, bliver helbredt, men vi får noget, og Guds fred bevarer os hos Jesus, og alt hvad vi beder om i Jesu navn, det får vi.

Hvor er hans kærlighed stor! Hvor er privilegiet stort! Jesus ønsker, at deres glæde skal være fuldkommen. Han siger ikke, at de skal bede for at udrette en hel masse for andre, men for at deres glæde skal være fuldkommen.

Alt det er frugten af Jesu gerning, frugten af, at han udgik fra Gud og kom til os, til denne verden, og at han forlod denne verden igen og gik til Faderen. Derfra sender han os hele Guds evige velsignelse.

 

Amen.