5. søndag efter påske - 2. tekstrække

Speaker: Erik Ladegaard

Prædikentanker:

Jesu ypperstepræstelige bøn har vi lært at kalde denne herlige tekst, der først og fremmest er en enestående mulighed for at se lige ind i det inderste hjerteforhold, Jesus har til Gud.

Min far mistede sin mor, da han var to år. Han har aldrig hørt hende sige noget til sig. I hvert fald kan han ikke huske det. En dag fik han nogle breve som hans mor havde skrevet til hans far, da hun lå syg på Finsen i København. Brevet slutter med ordene: Hils min elskede lille Egon. Så kommer tårerne frem. Det er som at høre hende sige det selv. Den jeg elsker, elsker mig.

Akkurat sådan må vi have lov til at læse med, høre med på Jesu fortrolige bøn til Gud. Tænk, han har os på hjerte. Jamen, det er jo os, han har på hjerte. Det er kærlighed til os, til mig, der er drivkraften for ham.

Som den gammeltestamentlige ypperstepræst, går han ind bag forhænget og opnår forløsning for os. Med vore navne på brystet går han frem for den hellige. Langfredag rives forhænget midt over. Der er direkte adgang for os til Guds hjerte.

Men derudover giver denne bøn en enestående mulighed for at høre, hvad vor ypperstepræst har på hjerte, når han træder frem for Gud. Vi kan ikke se ham nu, men vi kan vide, hvad der fylder i hans hjerte, for vi har ”uforvarende” fået lov at være med på en lytter.

Timen er kommet, siger han. Klokken er faldet i slag. Det er Guds tid. Guds klokkeslæt. Guds ur er faldet i slag. Nu skal menneskesønnen herliggøres.

Ofte synes vi at Guds ur går for langsomt – pinligt langsomt. Andre gange synes vi det går for hurtigt – tiden iler, løber fra os. Men når Jesus siger: Timen er kommet, så er det hverken for sent eller for tidligt. Så er det frelsens time

Jeg har herliggjort dig på jorden ved at fuldføre den gerning, du har givet mig at gøre.

Vi kan høre et ”Det er fuldbragt”. Korsdøden som herliggørelsen. Korsdøden, som den helt ufattelige godhed. Korsdøden som resultat at Jesu lydighed mod sin opgave. Korsdøden som Guds opgør med sig selv på vore vegne.

Den gamle redningsmand fra Hvide Sande – Kristian Mose Enevoldsen – eller Kræ Mos´, som han hedder der ude. Opleved i en forfærdelig storm at miste en ældre bror i en redningsaktion. Han skyllede i land som et lig. Da han sad i klitten er skærmede sin døde bror for stormen, sagde hans far til ham: Nu er det din tur. Nu skulle han tage opgaven efter sin bror. En opgave han bare kunne vende ryggen til, og alligevel en opgave han godt vidste han aldrig ville kunne unddrage sig. Nu var det hans tur. Nu skulle han tage over.

Sådan tog Jesus opgaven på sig. Sådan blev han vor redningsmand, fordi Gud elskede verden. Herliggørelsen ligger i, at han var lydig mod sin himmelske far

Vi ser lige ind i det, der var meningen med det hele. Opgaven var at give liv til alle dem, Gud havde givet ham. Og livet, det evige liv, er at kende ham, den eneste sande Gud, og ham, som han har udsendt.

Og det er ikke bare et bekendtskab. Nej, den hellige, almægtige evige majestæt giver os lov til den nære forbindelse, der ligger i at kalde Gud far – Fader vor, du som er i himlene

Hvilken glæde, hvilken mulighed at lytte med, være fluen på væggen og på den måde se ind i og lytte sig til Guds hemmelighed, at Gud vil frelse.