5. søndag efter påske - 2. tekstrække

Søndagens placering i kirkeåret
5. og 6. s. e. påske har som prædiketekst hver sin del af Jesu ypperstepræstelige bøn. Mellem disse to søndage ligger Kristi Himmelfart. Selv om den ypperstepræstelige bøn tilhører de ord, Jesus taler skærtorsdag, er særligt den første del, som er evangelielæsning til denne søndag, tematisk beslægtet med Kristi Himmelfart, idet Kristi herliggørelse er et bærende tema. Dog er der den væsentlige forskel, at talen om Kristi herliggørelse i den ypperstepræstelige bøn henviser til Kristi forestående død og opstandelse (korsets ophøjelse), mens den ophøjelse, der er temaet for Kristi Himmelfart, er ophøjelsen til at tage sæde ved Faderens højre hånd i herlighed.

Lektielæsningen fra Esajas 44 er dels en forkyndelse af løftet om Åndens udgydelse over Guds folk (vers 1-4); sådan betragtet kan den ses som en forberedelse til den forestående pinsefejring. Dels er den en forkyndelse af Guds majestæt og suverænitet, og derigennem en trøst til Guds trængte folk (vers 5-8). Dette sidste tema hænger sammen med evangelielæsningens budskab om Kristi herliggørelse og at Faderen har givet Sønnen magt over alle ting. Trøsten til de frygtsomme disciple skærtorsdag aften og til israelitterne på Esajas’ tid er den samme: Hvis Gud virkelig er almægtig og der ikke er nogen ved siden af ham, så behøver de ikke frygte fremtiden, for alting må i sidste ende bøje sig under hans herredømme.

 

 

Anden tekstrække har angivet to mulige epistellæsninger:
a) Rom 8,24-28. Teksten omtaler Åndens forbøn for de troende (ligesom epistelteksten til 6. s. e. påske omtaler Kristi forbøn for os). Her er en sammenhæng til evangelielæsningen, der jo er Kristi forbøn for sine disciple. Sammen kan disse tekster lægge op til en prædiken om vor bøn som et gensvar på Kristi Ånds forbøn for os. Dette kunne f.eks. knyttes til Åb 3,25, jfr. de første sider af Ole Hallesbys bog: ”Fra bønnens verden.” Dog vil dette tema måske være mere oplagt til 6. s. e. påske.
b) ApG 6, 1-4 er traditionelt forstået som beretningen om diakonembedets opståen. Jeg ser ikke lige sammenhængen til evangelielæsningen.

 

 

Evangelielæsningen fra Joh 17,1-11 er som nævnt første del af Jesu ypperstepræstelige bøn. Selv om denne titel ikke er angivet i selve teksten, rummer den en vej til at se en tematisk enhed i afsnittet. Ligesom ypperstepræsten i den gamle pagt træder Jesus frem som en formidler mellem Gud og hans folk. Han taler folkets sag overfor Faderen inden han bringer soningsofret i sin død. Således forstået giver teksten os et indblik i Jesu forbundethed med sin menighed her på jorden.

Man kan også sige at denne bøn har karakter af Sønnens afrapportering til Faderen. Han ser tilbage på sin vej på jorden og melder ”mission completed” til Faderen, som sendte ham hertil. Jesu komme er et indlæg i det store trekantsdrama, der udspiller sig mellem mennesket, verden (forføreren) og Gud (den sande elsker). Missionen har været at befri mennesker fra verdens forførelse og føre dem tilbage til deres sande elsker. Eller – sagt med tekstens egen terminologi – at genoprette Guds herlighed på jorden ved at rejse ham et nyt pagtsfolk, som er revet ud af verdens formørkelse og gjort delagtig i Guds evige liv.

I den danske oversættelse er teksten inddelt i tre afsnit: Versene 1-5 omhandler Sønnens herliggørelse. Denne herliggørelse må ses i lyset af, at Kristus i fornedrelsen gav afkald på sin guddomsherlighed og blev mennesker lig. Herliggørelsen består da i, at Sønnens evige ære og majestæt på ny bliver synlig, og at de, som blev knyttet til ham i ydmygelsen, skal få del i denne evige herlighed. Der ligger i hele den ypperstepræstelige bøn en tanke om, at de, som Faderen har givet Sønnen, er forbundet med Sønnen på en lige så uadskillelig måde som Sønnen er forbundet med Faderen, og at de således gennem deres tilhørsforhold til Sønnen bliver draget ind i den treenige Guds indre liv. Det er en meget stor tanke, som det ikke er helt let af få omsat til en prædiken …

Versene 6-8 omhandler de mennesker, som Faderen har givet Sønnen fra verden. Verden har ingen retmæssig magt over menneskene. Sønnen har ført de udvalgte tilbage til deres retmæssige herre. Men det er ikke alle mennesker, Sønnen har ført tilbage til Faderen; kun dem som Faderen har givet ham.

Versene 9-11 udgør Jesu forbøn for disciplene. Afsnittet viser, at Jesu herliggørelse sker gennem etableringen af hans nye pagtsfolk. ”Jeg er herliggjort i dem.” Jesu mission at herliggøre Faderen i verden overdrages til hans menighed på jorden, som fortsat er i verden efter at Kristus er faret til himmels. Afsnittet munder ud i en bøn om, at Faderen vil holde dem fast i Jesu navn, og at Faderen vil give, at de indbyrdes må have del i den enhed, der råder mellem Faderen og Sønnen i evighed.

 

 

Fra tekst til prædiken

Det er ikke nogen let opgave at omsætte kondenseret Johannæisk teologi, som vi møder den i Jesu ypperstepræstelige bøn, til en tilgængelig prædiken. En måde at gøre forsøget på er ved at sætte det hele ind i en lidt større sammenhæng, for eksempel ved beskrive trekantsdramaet mellem Gud, verden og menneskesjælen. Verden er sjælens uretmæssige ejer, der gennem forførelse har lokket os bort fra Gud, som alene elsker os med en sand kærlighed. Denne forførelse ender i evig undergang. Jesu mission er at opsøge den forførte hustru og bevise Guds kærlighed overfor hende, for at drage hende ud af verdens undergang. De fleste bryder sig ikke om dette budskab, og foretrækker at fortsætte i verdens bedrag, men der er nogle, som tager imod Guds kærlighedserklæring i Kristus. Missionen er at oprette et fællesskab af mennesker, der lever i Faderens kærlighed, og hvor hans kærlighed afspejler sig i deres indbyrdes forhold (deres enhed). De skal ikke gå ud af verden, men forbliver der selv om de vil være et fremmedelement, som verden vil forsøge at fortrænge eller skille sig af med.

 

Hvis den ypperstepræstelige bøn læses således, giver den et perspektiv på vores liv som kristne i verden. Det handler om at være i verden, men ikke af verden, og det betyder en fortsat kamp mod de forførende magter i os og omkring os. Man kunne give eksempler på den forførende magt, for eksempel kunne man henvise til at mennesket ofte bliver betragtet som en produktionsenhed snarere end som skabt i Guds billede.

En sådan tale kunne meget vel slutte med en henvisning til Jesu bøn om, at Faderen vil holde disciplene fast. Heri ligger en erkendelse af, at de ikke selv formår at holde fast, men at de bliver bytte for verdens magter, hvis ikke Faderen selv fastholder dem. Kristentro handler ikke først og fremmest om at holde visse ting fast, men om at gå gennem verden i tillid til at Gud formår at holde os fast. ”Når min kristendom ikke holder, så holder dog min Kristus” (Rosenius). Jævnfør forskellen på en abeunges og en kænguruunges forhold til moderen: Aben må selv holde sig fast, men kænguruen har en lomme, hvori dens barn kan sidde og hvile.