5. søndag efter trinitatis - 1. tekstrække

Speaker: Jens Kaltoft

GT-læsning:

Profeten Esajas´ kald til profet og sendebud fra Herren begynder med Esajas´ egen syndserkendelse og erfaring af soning og tilgivelse (Esajas 6,1-8)

 

Epistel-læsning:

Vis broderkærlighed og vogt din tunge (1 Pet 3,8-9(15a))

 

 

Prædiketeksten:

I. Jesus taler Guds ord til skarerne (v.1-3)

II. På Jesu ord kaster Simon garnene ud igen. Nettene og båden fyldes til bristepunktet (v.4-7)

III. Simon Peter gribes af rædsel og kaster sig ned for Jesu fødder: ”Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.” (v.8-10a)

IV. Peter gøres til menneskefisker og forlader alt (v.10b-11)

 

 

Tema:

Simon Peter gøres til menneskefisker i mødet med Jesus selv.

 

 

Forslag til indledninger på prædikenen:

1. Der findes mange historier om lystfiskere, der praler med deres store fangst. ”Nu skal du bare høre om en stor fisk jeg fangede på min fisketur. Det var en torsk på næsten 1 meter, og den vejede mindst 10 kg. Desværre hoppede den lige af krogen, da jeg var ved at få den i land. Så jeg fik den desværre ikke med hjem, så jeg kan vise dig den.”

 

2. Hvad var det, der satte Peter i brand for hans nye tjeneste som menneskefisker? Hvad er det der skal bære os, når vi i dag kaldes til mission og evangelisation?

 

3. Udgangspunktet kan også være teksten fra GT, der handler om Esajas´ kaldelse til profet.

 

 

Prædikenansats

I. ”På dit ord Herre”

Efter at have arbejdet forgæves en hel nat, var der ikke andet at gøre end at skylle nettene og håbe på bedre held næste gang. Men stranden var fyldt af folk denne morgen. Hundredvis af mennesker trængtes om Jesus for at høre ham forkynde.  Da Jesus var færdig med sin tale, sagde han noget, der kunne få den søvnige og temperamentsfulde Peter til at vågne op igen. “Læg ud på dybet, og kast jeres garn ud til fangst!” “Jamen Jesus, vi har slidt hele natten og ikke fanget så meget som en rødspætte, og nu vil du have at vi skal sejle ud igen. Har du fået solstik eller har du fuldstændig mistet forstanden?” Peter var den professionelle fisker, der kunne sit kram. Enhver fisker ved Genezaret Sø vidste, at det næsten var umuligt at fange fisk ved højlys dag, for fiskene trak ned mod bunden, når solen spejlede sig i vandoverfladen. ”Men på dit ord, Herre, vil jeg kaste garnene ud.” Hvad skete? Ikke mindre end et under. Peter oplevede, at Jesu ord havde magt. Herrens ord viste sig større og stærkere, end Peter havde tænkt. Når Jesus talte, så skete der noget. Ordene var ikke blot tomme ord, men fordi de blev udtalt af ham som har skabt alle ting og som holder verden oppe, så havde de en betydning og magt som ingen andre ord.  På dit ord. Mon ikke vi kunne lære, at gøre det noget mere. Tage Gud på ordet. Have tillid til Jesu ord, og handle på dem.  Der, hvor menneskers ord må give op, der slår hans ord til. De ejer en kraft og en magt, som kan trøste selv den mest bedrøvede og fortvivlede.

 

 

II. ”Gå bort fra mig Herre, for jeg er en syndig mand.”

Da den ellers så store og stærke Peter så underet, blev han grebet af rædsel. Denne helt enestående erfaring af Jesu ord og magt, fik ham til at kaste sig ned for Jesu fødder og erkende hvem han selv var: “Gå bort fra mig, Herre, for jeg er en syndig mand.” Den oplevelse, Peter havde, kan sammenlignes med den oplevelse, som vi kan have, hvis vi står ved foden af et højt bjerg, eller hvis vi kigger op mod en høj skyskraber. Vi synes nok, det er et flot og betagende syn. Men alligevel er der noget frygtindgydende ved det. Vi bliver som små støvfnug i forhold til det store. På samme måde har den overvældende fiskefangst været både betagende og frygtindgydende. I den overvældende fangst så Peter ham, der har magten over selv naturens kræfter. Rædslen havde grebet Peter, og han kom til at se sin egen syndighed i dens fulde udstrækning. Her stod han som den snavsede og beskidte over for den rene. Ved mødet med den rene og kærlige Jesus, måtte han erkende, at sådan var han ikke selv.

 

 

III. Peter bliver menneskefiskerPeters livsforvandlende møde med Mesteren blev også til kaldelsen af apostlen Peter. Han kunne bruges som apostel og menneskefisker, fordi han havde lært to ting. Han havde set Mesteren så stor, som han virkelig er, og han havde set sin egen uværdighed. Han havde indset, at han ikke duede. Det er det første og vigtigste, man må lære for at kunne bruges i Guds rige. En anden stor menneskefisker, grev Zinzendorf, havde en oplevelse som minder om Peters. Som ung så Zinzendorf en dag et billede af den korsfæstede. Under billedet stod: “Det har jeg gjort for dig! Hvad har du gjort for mig?” De ord ramte greven. Han stod over for Guds hellighed. Og så måtte han på knæ og bekende sine synder. Sådan blev han også menneskefisker. Energien og drivkraften til al kristent arbejde og mission er, at man personligt møder Jesus og får tilgivelse og oprejsning af ham.

 

IV. Missionens drivkraft

“En norsk præst fortalte engang, at han havde holdt en prædiken om alle kristnes vidneansvar. Han havde valgt teksten: “Thi Kristi kærlighed tvinger os!” (2. Kor 5,14). Han havde talt om, hvordan Jesus giver os en dyb nød for menneskers frelse. Det er denne indre nød, der sætter os i gang med at evangelisere. Efter mødet fik han mange varme håndtryk og opmuntrende bemærkninger. Der var imidlertid en ældre kvinde, som havde følgende kommentar: “Pastor, jeg tror De har misforstået teksten! Det er ikke Deres eller min kærlighed, der tvinger. Kristi kærlighed tvinger, og det er noget ganske andet end min kærlighed og nød.” Kvinden har ret! Det er ikke vor brændende nød og glød, der bringer evangeliet videre. Når Peter og Johannes ikke kunne lade være med at tale om det, de havde set og hørt, var det fordi de havde set og hørt noget ganske bestemt. Hvad havde de set? Johannes skriver: “Jesus Kristus, er et sonoffer for vore synder, og ikke blot for vore, men for hele verdens synder” (1. Joh 2,2). Johannes glædede sig over, at Jesus var et sonoffer for hans egen synd. Men han glædede sig altid med en bevidsthed om, at Jesus ikke blot var død for ham. Jesus var gået i døden for hvert eneste menneske. Det “tvingende” er Jesu kærlighed til dig og mig og til alle mennesker. Allerstærkest bliver Jesu kærlighed understreget i hans offer på Golgata. Gud elskede verden så højt, at han gav sin enbårne søn. Vi må lære at se på mennesker gennem Golgata. “(Niels Jørn Fogh: Til Tro 1998).  Kaldet til mission begynder ikke blot med korset, det er også herudfra kraften og styrken skal hentes igen og igen. Igen og igen må vi ind i hans nærhed og deri have styrken til at gå.

 

 

V. Missionskald  – egen tjeneste

En anden afgørende faktor, der skal modvirke, at missionskaldet bliver en byrde, er en ret selvforståelse som kristen. Der er stor inspiration at hente i Magnus Malm´s bog ”Vejviser,” der handler om betydningen af kristent lederskab, men lige så meget om vores identitet som Guds børn. Han henviser bl.a. til 1. Korinterbrev hvor det hedder: ”Hvad er da Apollos? Og hvad er Paulus? Tjenere, ved hvem I kom til tro, og hver for sig tjente vi med den gave, Herren gav. Jeg plantede, Apollos vandede, men Gud gav vækst, så hverken den, der planter, eller den, der vander, er noget, men det er Gud, som giver vækst.”(1 Kor 3,5-9). Det er troskaben, Gud søger hos sin tjener. Hvad udbyttet bliver, det afgør den Gud, der giver væksten. En kristen skal ikke have sin identitet i sin tjeneste, men i Gud. Hvis vores livsværk er vores tjeneste, så bryder vores liv sammen, når den ikke lykkes. Magnus Malm skriver (s.236): ”Kun ved bestandig at være villige til at ofre Guds værk og skilles fra vor arbejdsindsats kan vi bevares som levende kristne.” Tjenesten skal ikke være vores værdimåler. At spejle sig i Kristus er det eneste, der giver de rette proportioner – og meget mere barmhjertighed, end man ville kunne give sig selv. (Magnus Malm: Vejviser s. 235). Glædens kilde er ikke vort arbejde, men Gud selv.

 

 

Salmeforslag
422 (392,725)

358 (291,300,392,422)

359 (147,291,485)

Prædiken

147 (361)

439

“Jesus her er jeg, send mig” + 62 (321) v/nadver

373 (374,398)

(Salmerne i parentes er mulige alternativer.)