5. søndag efter trinitatis - 2. tekstrække

Salmeforslag: 318-56-391-334-345

 

 

Stikord til teksten og søndagen:
Søndagen kaldes for ”aposteldagen” og har siden 300-tallet været fejret som Peters og Paulus’ dag (nærmere bestemt den 29. juni). Kirken mindes dens lærere og deres lære.

Men dagen er ikke blot en mindedag for disse store apostle. Den er også en dag til aktualisering af discipelforholdet for os. Fortsat drejer det sig om at forkynde Jesus som Guds Søn og bygge hans kirke på jord, og bygge den på den gode og sande grundvold.

Samtidig giver dagen os også et rigt billede af Jesus selv: ”Den levende sten”, en ”hjørnesten”, en ”anstødssten” (epistelen); ”den levende Guds Søn”, lidelsernes mand, Kristus (evangeliet).

 

 

I Mattæusevangeliet er man kommet til et afgørende vendepunkt. Efter at Jesus har præsenteret Guds rige gennem Bjergprædikenen og har vidnet offentligt, i ord og gerning, om Guds herredømme og Himmeriget, så følger nu, i enrum, en samtale med disciplene, hvor Peters bekendelse er i centrum. På vegne af disciplene drager han konklusionen efter deres samvær med Jesus i Galilæa. Peter bekender Jesu guddommelighed! Og Jesus svarer ved at bekende sig til Peter som ankermand i den fortsatte udbygning af discipelkreds og kirke! Derefter vendes blikket så mod vejen til Jerusalem, som efterhånden vil snævre mere og mere ind mod korset, hvor Jesus til sidst må gå vejen alene.

Kirkens brugbarhed og åndelige autoritet står og falder med bekendelsen til Jesus som Guds Søn. Og bekendelsen til Jesus som Guds Søn øser vi af og tager selv del i ved at holde os til apostlenes lære. Det er vort fundament. Ikke som en skat, der opbevares godt gemt og skjult i en bankboks eller til skue i en glasmontre. Apostlenes lære er talenter, der skal sættes i spil for at leve og bevare sin glans. For denne lære har en sådan kraft, at den har bud til enhver tid og kan holde til at sættes i spil blandt os usikre, uvidende og forvirrede mennesker. Tænk blot på, hvordan apostlen Peter kunne klokke i det! Jesus ønsker at bygge sin kirke på almindelige mennesker. Kirken behøver ikke nødvendigvis at være prangende eller pletfri. Den skal være nær på almindelige mennesker og samtidig have god klippeforbindelse.

Også vor tids kristelige fagter og vor tids ledere skal prøves på det gamle, stærke fundament! Vi er jo ikke blevet mere fuldkomne med tiden. Selv under fromme fagter og brugen af mange bibelvers kan gemme sig både magtsyge og herskemani frem for opgaven med at være hyrde og lærer, trøster og bærer. Sådan som det hører lederskabet til i kirken. At apostlen Peter fik opgaven at være ankermand er således både en trøst og et kald.

 

 

Nedenfor følger min prædiken til søndagen fra 2004. Måske har jeg lånt ideer fra andre, ja, måske endda fra nogle af jer læsere! Det må I så bære over med, da jeg ikke har styr på den rigdom, jeg henter ideer fra:

 

Indledende bøn på prædikestolen: Herre Jesus, vi takker dig, fordi du vil være så stærkt et fundament i vort liv, at end ikke dødsrigets magter kan ødelægge det! Tak, at du har givet os din kirke som levested her på jord, på vor vej mod Himlen. Herre, grundfæst du os så i bekendelsen til dig som vor Herre og Frelser. Amen.

Meninger kan være utrolig svære at rokke ved! Og jo ældre vi bliver, desto sværere bliver vi vistnok at flytte med. Ikke engang forklaringer og gode argumenter kan overbevise. For vore meninger er jo ofte en del af vores identitet. Og det er ikke til at holde ud at skulle ændre på den, jeg er! I hvert fald skal jeg have stor respekt for den, der skal ændre på mig. Eller også skal der være stor kærlighed imellem os, for at jeg lader mig flytte med.

Derfor prøver man i vore dage da heller ikke længere at overbevise med argumenter og ægte, åben samtale. Man laver Gallupundersøgelser om, hvad vi mener, for så at tilpasse politik og samfundsforhold og såmænd religion med til vore meninger. Uanset om det er sandt og bæredygtigt eller ej. Men det kan jo på lang sigt blive ganske farligt at tilpasse sandheden til mig, frem for at tilpasse mig til sandheden!

 

 

Jesus stiller i dag også an med en ”Gallupundersøgelse”: Hvad menes der ude i befolkningen? ”Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?” Dog spørger Jesus i modsætning til vore dages Gallup’er ikke for at tilpasse sit ”produkt” til folks meninger, men for at få sandheden til at stå tindrende klar! – Men som altid findes der flere meninger iblandt folk, også om Jesus: Han er en røst i tiden som Johannes Døber; en national helt som Elias; en dommedagsprofet som Jeremias, eller én, der spreder håb som en af de andre profeter.

Det er ved et vendepunkt i Jesu færden, han nu spørger til folks meninger. Han har været rundt overalt i landet og er nået så langt mod nord, at han skal til at dreje ind på den sidste distance tilbage til Jerusalem. Jesus og disciplene er så langt ude i grænseland, at skarerne ikke flokkes om dem her. Så der er god tid og ro til eftertanke og gøren status sammen med disciplene.

 

 

Et geografisk vendepunkt i Jesu vandring. Men også et vendepunkt for disciplenes forståelse af, hvordan Jesus skal fuldføre sin gerning. For fra nu af begynder Jesus at tale om den lidelse, han skal møde. Og ligeledes om, at bekendelsen til ham også kan have sin pris for disciplene. Tiden for den afgørende påske nærmer sig, og derfor vil Jesus ikke nøjes med en ”Gallup” på, hvad folk i almindelighed mener om ham. Han udfordrer sine disciple til at svare på, hvem de selv mener, han er.

Det bliver så Peter, der på disciplenes vegne svarer med den afgørende og siden aldrig glemte bekendelse: ”Du er Kristus, den levende Guds Søn!” Egentlig begyndelsen til de trosbekendelser, vi siden hen har vidnet om vores tro med og støttet os til i kirken. Jesus hører straks, at det har Peter og de andre disciple ikke selv fundet på. Det er Guds åbenharing for dem, som gør, at Peter kan aflægge denne sande og stærke bekendelse.

 

 

Og lige så afgørende og siden heller aldrig glemt lyder derpå Jesu løfte til Peter, at på den tro og bekendelse fra hans og de andre disciples mund vil Jesus nu begynde at bygge noget helt nyt: ”på den klippe – altså på bekendelsen til Jesus – vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den!” Fordi Jesus er Herre, uanset hvad folk dengang og nu ellers mener om Ham, skal hans kirke blive et frelsens hus og et samlingssted for alle folkeslag. Og bekendelsen og forkyndelsen af Jesus som Herre er siden den dag gået fra menneske til menneske. Begyndende med apostlene.

Kristi kirke og dens menigheder skal være vores dør til Himlen. Her låses den dør op for os syndere, som har været låst og bevogtet af keruberne med flammesværd siden de første menneskers syndefald. I Kristi kirke er der siden apostlen Peters dage blevet indsat tjenere til at bringe Jesu forløsende ord til trætte syndere, som åbner sig op for Guds ords mening om dem. I stedet for blot at holde på deres egen mening. Ordet om Jesus, Kirkens evangelium, åbner dør til Himlen for alle, der søger ham. Ja, men hvor er det så uforståeligt, at folk ikke strømmer til Guds hus med tak og glæde over så stærkt et budskab, strømmer ind igennem denne åbne dør til varig glæde og livsindhold!

 

 

Måske hænger denne modvilje mod at følge Jesu og Peters, og alle andres indbydelse siden hen sammen med, at vi er så svære at flytte med i vore meninger. Og helt sikkert hænger vores modvilje imod Jesus herredømme over os sammen med, at Satan vil bringe os til fald! – Og tager vi os ikke i agt her, bliver Jesu kærlighed, der skulle være en ”hovedhjørnesten” i vores frelse, til en ”anstødssten”, vi falder i fortabelsen over! Som vi hørte det læst fra altret. Hovedhjørnestenen Jesus bliver til anstødsstenen Jesus, hvis vi hele tiden stamper imod Hans kald!

Ingen synd er så stor, at du ikke kan løses fra den, når du vender dig til Jesus. For ”Jesu, Guds Søns blod, renser fra al synd”, skriver apostlen Johannes. Og ingen magt, end ikke forfølgelsens eller dødens magt, formår at tage kraften og gyldigheden ud af dette nådens budskab! Dette stærke løseord har været trøsteord for Kristi menighed lige siden den dag ved Cæsarea Filippi, når det kostede afsavn og modgang at aflægge bekendelsen til Jesus som Herre.

 

 

Men vil du ikke løses fra din synd, men stædig fastholde den, så bliver synden farlig. Og da lyder kirkens budskab også for at ”binde” synden på den genstridige! Da skal Jesu eget alvorsord lyde og om muligt ryste os åbne, så vi ikke går til i vore egne meninger, men vækkes til at give Guds ord ret og bliver frelst! Jesus betror og forpligter (!) Peter og kirken efter ham til at tale både Guds forunderlige ja til syndere og Guds alvorlige nej til synden! Derfor er Kristi kirke ikke bare mild, men kan så ofte komme os så inderligt på tværs: både når vi har lyst til at holde syndere nede, som Jesus vil løfte op, og når vi vil tage det let med og løfte den synd op, som Jesus vil holde nede.

Selv Peter får behov for at rystes fri af sine meninger om Jesus og livet med ham. Fordi Jesus er kommet for at opfylde Guds plan, så bliver Peter sat på plads. Men når dette lidet pyntelige er taget med om lederen Peter, så er det netop et vigtigt bevis på, at en kristen ikke er et fuldkomment menneske. Kirken er ikke selv fuldkommen eller pletfri. Og kirken er heller ikke blot for de fuldkomne og pletfrie! Nej, vor Herre Jesus søger os ufuldkomne og vil gøre sådan nogle som os til medarbejdere for sit rige! Det gælder dig og mig lige så godt som apostlen Peter! Ja, det gælder ethvert døbt menneske: Husk Jesus! Husk kirken! Husk at høre efter, hvad Jesus siger!

 

 

Det er ”Gallup-søndag” i dag. Og Jesus spørger ikke blot, hvad andre mener om ham. Han spørger os: Hvem mener I, jeg er? Han spørger til vores bekendelse, både med vore læber og vores levevis. Også med de omkostninger, det måtte have for os at lade vore meninger indrette efter hans ord. Han spørger for vores egen skyld, og han spørger, for at hans navn fortsat kan kendes i verden omkring os. Kendes til frelse.

Mere end ”Gallup” er det altså ”bekendelsens” søndag. Og det er ”kirkens” søndag: På den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den! For Peter selv førte bekendelsen ham op på forklarelsens bjerg, men også til de smertefulde oplevelser ved Jesu kors. Senere førte bekendelsen Peter til et liv langt fra en fiskers tilværelse i Galilæa, endda helt til Rom med vidnesbyrdet om Jesus. Og dér betalte Peter så med den dyreste pris af alle, nemlig sit liv, på grund af bekendelsen. Ja, det vil sige: spurgte vi Peter selv, så var prisen ikke for dyr. For den tro og det håb til Himlen, Jesus havde givet ham, var det hele værd! Men det kostede at være Peter.

Det koster også at være af sandhed for dig og mig, i stedet for blot at dyrke vore egne meninger. I vores hjørne af verden koster det ikke livet at bekende Jesus som Herre. Disse gode kår takker vi for. Men lad det så blot koste kræfter, penge, tid, og måske anseelse at vidne om vor Herre og Mester. Ja, at være kirke, hvor vi lever. Det er det hele værd! For at Jesus siger ”ja” til os, er altid større end det, vi for bekendelsens skyld kommer til at betale. At være elsket af ham gør det værd at leve.